Snit i virkeligheden

Dansk pressefoto fejrer sit 100-år og udgiver blandt andet en bog om sig selv og sit værk.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fabienne Cherisma ligger død på gaden i Port-au-Prince. Skudt af politiet for at stjæle tre billedrammer med kunstige blomster. Bag liget af pigen fortsætter voksne mænd uanfægtet plyndringerne.

Billeder er kæmper. Ord er dværge.

Fotællingen er fastholdt i Jan Dagøs - en af Danmarks ypperste krigs- og konfliktzonefotografer - billede af 15-årige Fabienne, taget i et jordskælvsramt og desperat Haiti.

Men der kan tillige være billeder bag billeder. Motiver kan vinkles. Eksempelvis 45 grader som vist i Nathan Webers billede. Fabiennes tragiske, ensomme død har trukket syv fotografer til sig, ser vi nu. Kynisk, tænker nogle måske. Men også virkeligt. Et snit i virkeligheden, om man vil.

Dansk Pressefotografforbund fylder 100 år og udgiver en stor fotobog i anledning af jubilæet: »Vidnerne, historien - dansk pressefotografi i 100 år.«

De store symbolbilleder i pressefotografiets historie taler for sig selv. De står magtfuldt uden et stillads af tekst til at holde sig oppe. En østtysk soldat, der i yderste stund springer fra øst til vest, inden sidste hul til friheden lukkes med pigtråd, og Muren rejses. Eller billedet af den napalmflænsede vietnamesiske pige, der stadig er det væsentligste stykke civilisationskritik af amerikansk krigsførelse i fremmede stater.

I begyndelsen var kravet mindre højtravende. Holger Damgaard tog i 1908 for Politiken, hvad der i dag regnes for det første danske pressefotografi. Fem børn foran et butiksvindue i indre København. Men hverken dette eller de millioner af billeder, der op gennem forrige århundrede og ind i det nuværende er trykt, er selvsagt mindre virkelighed. I en billedbombet verden er pressefotografiet i dag stadig ene om at sætte tiden i stå. Hævde sit udsnit af virkeligheden og i bedste fald stoppe uret fra at tikke hele verden fra forstanden og i stedet sætte eftertanken i gang. De rette delmængder af virkelighed fortæller endog hele historier. Som Henrik Saxgrens billede af overborgmester Egon Weidekamp, der roligt betragter betjente i færd med at bryde ind på sit kontor, som unge BZere har indtaget og befæstet - inklusive overborgmester (se næste side). Også i Danmark tages politiske gidsler. Gidsel og gidselstagere venter imidlertid tålmodigt på, at ordensmagten udfører en befrielsesaktion med en hammer.

Fotografforbundets jubilæumsbog er fyldt med historiske billeder. Eksempelvis portrættet af daværende finansminister Viggo Kampmanns og undervisningsminister Julius Bomholts vandgang for fotografen ved Fanø i 1955. I kontrast kan Berlingskes fotografer fortælle om kontrollerende og maniske medierådgivere, når Helle Thorning-Schmidt nu om dage blot skal portrætteres i sit statsministerkontor.

Der vil til alle tider været interesser på spil; i politik, krig og business. Pressefotografens metier er ikke sort-hvid andre steder end på vinderbilleder. Fotografiet som virkelighedens uangribelige testamente har for længst fået taget sin mødom. Det skyldes ikke blot magthaveres spin: Soldater, der har fået besked på at give fotografer gode photo opportunities. Eller palæstinensere, der holder TV- og fotobegravelser. Det skyldes også fotograferne selv. Er fotografer blevet instruktører i deres eget personlige teater, hvor billederne bliver en æstetisk konstruktion? Lea Meilandt Mathiesen svarer sort/hvid-æstetikken og tvivlere med overbelyste, bevidst grimme farvebilleder af en sovende kernefamilie.

Variationen i dansk pressefoto gennem 100 år er i det hele taget overvældende. Berlingske fotograf Erik Refners næsten hypnotiserende foto af en etårig dreng, der er død af dehydrering under familiens flugt fra Afghanistan til Pakistan og ligklædes af mange hænder, var World Press Photo of the Year i 2001. Fotoet repræsenterer dansk pressefotografis enorme internationale succes. Sammen med Berlingske-fotograf Claus Bjørn Larsens foto af den kosovoalbanske og bandageindbundne flygtning, der vandt prisen i 1999. Hvor langt er der ikke herfra til Martin Lehmanns nylige portræt, hvor Anker Jørgensen på Langgade Station ligner Sydhavnens svar på Yoda fra »Star Wars« og vender ryggen til plakaten af sin politiske arving samt hendes løfte om en »fast hånd«?

Pressefotografiet har gennem 100 år foreviget betydningsfulde øjeblikke. Der fremkaldes konstant ikoner for menneskelighed. Såvel som for det modsatte. Der er skildringer af hverdagsliv og ritualer, der i deres vinkling og indlevelse er flertydige i forhold til billedskrigene fra resten af medietumbleren.

Men hvad så med Fabienne? Skudt for tre blomsterbilleder. Og indrammet i søgeren af op til flere fotografer i en slags gribbeformation, der ernærer sig af hendes tragedie? Forfatter Leif Davidsen stiller samme spørgsmål i fotografernes 100-års-jubilæumsbog og svarer selv: »Ingen af fotograferne, der tog et billede af Fabienne, lyver, men de fortæller heller ikke hele sandheden. Det kan man ikke. Et billede er et udsnit. Et foto er en subjektiv fortolkning af en sandhed. Vi må stole på fotografen.«

Det er ikke ord, der regerer verdensopinionen. Det er billeder. Vi taler om forevigelse. Symbolværdien skal være uomgængelig, og fortællingen fastholdt for al eftertid.

»Vidnerne - Historien. Danskpressefotografi i 100 år« udkommer den 17. februar.