Snevejr over Danmark: Vejdirektoratet advarer om skjult vejfænomen

Hvis man skal ud og køre i løbet af natten eller i morgentimerne, er det, ifølge DMI og Vejdirektoratet, en rigtig god ide at være opmærksom på glatte veje. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

I løbet af aftenen og natten vil temperaturerne falde ned under frysepunktet. Når frosten rammer, kan det skabe farligt vejrfænomen.

Sådan lyder meldingen fra Vejdirektoratets trafikcenter.

»De steder, hvor det er holdt op med at sne, og hvor sneen er faldet som tøsne, kan der forekomme frysende våde veje. Selvom det ikke ligner, at der ligger sne, kan vejene altså sagtens være meget glatte,« siger Aggi Thorarinsson, der er vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter, til BT.

Ifølge Ritzau melder DMI, at snevejret bliver mindre kraftigt end ventet. Vi kommer altså ikke op på de 20 centimeter, som var varslet, men det betyder ikke, at man ikke skal være opmærksom i trafikken.

»Jorden er så varm nu, at sneen hurtigt vil blive til sjap. Men man skal stadigvæk være opmærksom på, at der kan være glatte veje fredag morgen, fordi temperaturerne falder i nat,« siger vagtchef hos DMI, Henning Gisselø, torsdag aften til Ritzau.

De frysende våde veje kan ifølge Vejdirektoratet forekomme pletvist og lokalt rundt omkring i landet, men især skovstrækninger, lavtliggende områder og broer, både under og på broer, er særligt udsatte områder.

Vagthavende hos Vejdirektoratets trafikcenter, Aggi Thorarinsson, har tre gode råd til danske bilister, der skal færdes på de glatte veje:

1. Orienter dig om situationen i dit lokalområde.
2. Tag hjemmefra i god tid.
3. Hold afstand til forankørende bilister.

For at imødegå fænomenet med de frysende våde veje har Vejdirektoratet saltet præventivt overalt i landet. Saltet på vejene bevirker, at temperaturerne skal længere ned end normalt, før vejene fryser og bliver glatte.