Snart lift-off: Sådan er det at være Danmarks første astronaut

Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, fortæller i levende detaljer om sin kommende rumrejse, der både bliver bevidsthedsudvidende og krævende i helt usædvanlig grad. Vægtløshed, højteknologi, nødalarmer. Alt skal han være forberedt på.

Foto: Asger Ladefoged. Det tekniske udstyr bliver tjekket grundigt igennem i ESAs astronauttræningscenter i Køln.
Læs mere
Fold sammen

KØLN: Oppe på Den Internationale Rumstation, lige rundt om hjørnet fra det syv meter lange europæiske laboratoriemodul, Columbus, finder man de ombordværende astronauters absolutte helle.

Det er stationens udsigtskuppel, Cupolaen.

Fra de i alt syv ganske store vinduer her har de menneskehedens mest overvældende udsigt til den skrøbelige planet, vi bor på.

Når det er nat nedenunder, kan man tydeligt se lysene blinke i klodens utallige storbyer.

Men når solen skinner på planeten dernede, forsvinder tegnene på den voksende menneskeheds aktiviteter. Millionbyer, motorveje og selv Den Kinesiske Mur er umulige at se med det blotte øje. Landegrænser er usynlige. Og over det hele kan man øjne den tynde, blåflimrende film, der medvirker til at gøre livet ca. 400 km nedenunder mulig: Jordens atmosfære.

Foto: Asger Ladefoged. På det europæiske rumagentur ESAs astronauttræningscenter, EAC, skal Andreas Mogensen forberede sig på rejsen til Den Internationale Rumstation – verdens dyreste internationale forskningsprojekt, der koster i omegnen af 1.000 mia. kroner. Fold sammen
Læs mere

Om næsten præcist fem måneder får den første dansker i historien det betagende syn i sine øjne. Uden at vide, hvad der er op eller ned – eller rettere uden at der noget oppe eller nede – vil Andreas Mogensen svæve ind i Cupolaen, rette blikket mod kloden nedenunder og helt ind i sin inderste sjæl mærke, at hans livsdrøm nu er opfyldt.

Hans håb er at få øje på Danmark. Men måske lykkes det ikke. For det sker forholdsvist sjældent, at rumstationen i sin bane om Jorden bevæger sig så langt mod nord, at man kan øjne Nordeuropa. Endvidere kan hans lille fædreland dernede sagtens være dækket af skyer, når chancen endelig måtte byde sig.

Dertil får den 38-årige rumfartsingeniør nærmest uhyggeligt travlt under sin bare ti dage lange rejse. For aldrig har en astronaut fået så mange arbejdsopgaver på så kort en rumrejse.

»Min mission bliver på mange måder et eksperiment og har nærmest karakter af en eksamen. Men jo bedre, jeg gør det, desto større chance får jeg for at komme på en ny og længere mission op til rumstationen,« siger Andreas Mogensen.

Foto: Asger Ladefoged. Andreas Mogensen har sat sig til rette i en maskine, der kan måle effekten på musklerne, når mennesket befinder sig i rummet uden påvirkning af tyngdekraften. Fold sammen
Læs mere

Vi møder ham under et par intense arbejdsdage på det europæiske rumagentur ESAs astronauttræningscenter, EAC, lidt uden for Køln i Tyskland.

Foran det anonyme bygningskompleks står en lille statue af verdens første menneske i rummet, Jurij Gagarin. Og indenfor i store haller er der fyldt med nøjagtige kopier af de europæiske moduler og instrumenter, der er at finde oppe på rumstationen.

Her har Andreas Mogensen nærmest heltestatus. »Hej, Andy«, lyder det overalt fra vinkende personale, når vi følger den veltrimmede dansker rundt i korridorerne.

Det er mere end fem et halvt år siden, at han efter en lang række benhårde test og eksaminer og ud af 8.413 ansøgere blev optaget som et af seks nye medlemmer af det europæiske astronautkorps. Og som den første dansker.

Siden har han med Køln som hjemmebase gennemført sin uddannelse i USA, Canada, Japan, Rusland og i adskillige andre nationer. Alt sammen med henblik på at opnå den mentale og fysiske styrke samt tekniske indsigt, der er nødvendig for at få førerbevis til rummet.

De sidste fem måneder før opsendelsen 1. september fra verdens største opsendelsessted for rumraketter, Baikonur Cosmodrome i Kasakhstan, handler om simuleringer og atter simuleringer. Først og fremmest om at vide nøjagtig, hvordan han skal udføre sine talrige videnskabelige eksperimenter i vægtløsheden oppe på rumstationen. Samt om at kende enhver knap, ethvert alarmsignal og enhver nødprocedure i den snævre rumkapsel på toppen af den kraftfulde Sojuz-raket, der skal skyde ham ud i rummet.

Teammand

Han påstår, at han uden nogensinde at have været der kan finde rundt på Den Internationale Rumstation, ISS, med lukkede øjne.

Og det på trods af, at det omtrent 1.000 mia. kroner dyre teknologimonster deroppe er næsten 73 meter langt, opbygget af vidt forskellige moduler fra USA, Rusland, Japan og Europa og i øvrigt er lige så rummelig som en stor Boeing 747 med en etage ovenpå.

 

»Problemet bliver ikke at finde rundt. Det bliver orienteringen. I det lange grupperør har man defineret den side, der peger mod Jorden, som gulv. Men der er også moduler, der f.eks. peger mod Jorden. Hvis du så kommer svævende i det store rør og dykker ind i et modul, der peger mod Jorden, er væggen lige pludselig dér, hvor gulvet var før. Det bliver svært at vænne sig til,« forklarer han.

Under Berlingskes besøg står astronautcenteret på den anden ende udelukkende for Andreas Mogensens skyld. Over 30 teknikere og ingeniører, både her i Køln og via video- og radiolink fra Bremen, München og Zürich, skal overvåge og styre en detaljeret simulering af en dag i rummet for danskeren.

I kontrolrummet dirigerer en sim-director med headset rumslagets gang, mens Andreas Mogensen udfører en række krævende, højteknologiske opgaver. Bl.a. skal han demonstrere, at han er i stand til at binde en smartphone om armen med Velcro, koble mobilen til et Google Glass-lignende stykke eyeware og handle præcist på baggrund af instruktioner, han modtager i brillerne.

På et tidspunkt, da han står og fumler lidt med velcroen og mobilen, går en ingeniør hen til ham for at hjælpe.

Andreas vender sig roligt mod ham og siger med venlig, men fast stemme: »Du kommer ikke til at være deroppe!« Underforstået at det her må og skal han klare selv. I rummet er der ingen assistenter.

Senere udfører han computeropgaver i en kopi af Europas største bidrag til rumstationen, Columbus-modulet, og gennemfører en simuleret pressekonference fra stationen. I øvrigt med et dannebrogsflag i baggrunden. I den efterfølgende debriefing får han at vide, at han skal kigge mere i kameraet og gerne afslutte med et personligt budskab til seerne nede på Jorden.

 

I alle forløb virker han både afslappet og fokuseret. På intet tidspunkt lader han sig distrahere af, at fotografen fra Berlingske knipser løs, selv i armslængde fra ansigtet.

»Et af Andys store plusser er, at han fungerer fantastisk i et team,« understreger chefen for astronautcenteret, belgieren Frank De Winne, der er tidligere testpilot og astronaut med næsten 200 dage på rumstationen bag sig.

»Jeg tror, at det er en typisk dansk kvalitet, det der med at være meget social og åben over for andre kulturer og tankegange. Dertil kommer, at han er lynhurtig til at tilegne sig ny viden.«

Hele sidste år var Andreas Mogensen kun i Køln og dermed sin hjemby i otte uger. Resten af tiden udførte han træningsopgaver verden over. Heldigvis kunne hans hustru, Cecilie, og deres i dag halvandet år gamle datter, Emily, følge ham på nogle af rejserne. Her i påsken holder han sin eneste, korte ferie, før han med 28.000 km/t. bliver skudt af sted om fem måneder.

Umiddelbart efter ferien drager han til Star City – de russiske kosmonauters store træningscenter lidt uden for Moskva. Der skal han træne intenst i kopier af nutidens eneste menneskelige transportmiddel til rumstationen, Sojuz.

Fold sammen
Læs mere

For få måneder siden måtte Andreas Mogensen krybe ned i et lille russisk badekar for at lade sin krop overhælde med gips. Formålet var at få støbt et cockpitsæde, der er perfekt formet efter hans krop.

Følelsesløse ben

Dagen før opsendelsen ude midt på den næsten uendelige græssteppe i Kasakhstan bliver Andreas Mogensen og hans to medrejsende, den erfarne russiske Sojuz-kommandør Sergey Volkov og verdens bare ottende rumturist, den britiske sangstjerne Sarah Brightman, bedt om at gå i seng allerede midt på eftermiddagen.

»Jeg tror, at det bliver helt umuligt at falde i søvn der,« spår han.

Ved midnatstid bliver de alle vækket, hvorefter der er forberedelser og briefinger natten igennem.

Omkring kl. otte om morgenen bliver astronauterne kørt ud til startrampen, hvor de tager elevatoren de ca. 50 meter op til Sojuz-cockpittet på toppen af adskillige tanke med alt i alt 280.000 kilo raketbrændstof. Hvorefter de sætter sig til rette i sæderne i den lille kabine: Andreas som co-pilot til venstre, Sergey Volkov med sine to styre-joysticks i midten og Sarah Brightman i »passagersædet« til venstre.

På sin kontorstol viser Andreas, hvordan han kommer til at sidde i Sojuzen:

Han sætter fødderne mod skrivebordet, trækker knæene helt op til brystkassen og krummer ryggen lidt. Sådan kommer han til at sidde, fastspændt og urokkeligt, i op mod ni timer – først i venteposition i ca. to en halv time før opsendelsen, dernæst under den omtrent seks timer lange rejse op til rumstationen. Tilmed med knæene bundet hårdt fast med seler.

»Det er forfærdeligt,« siger han med et skævt smil og forklarer, at hans følelsesløse ben flere gange har svigtet ham, når han efter timelange Sojuz-simuleringer endelig er sluppet ud af sædet.

Før og under opsendelsen får Andreas Mogensen rollen som andenpilot. Foran sig i cockpittet vil han have en computerskærm og hele Sojuz-kontrolpanelet. Sergey Volkov vil sidde lidt tilbagetrukket i midten og kan derfor kun nå knapperne med en metalpind. Fra sin position nærmere kontrolpanelet får danskeren derfor til opgave at trykke på adskillige knapper og overvåge instrumenter for sin russiske kommandør.

Som ren passager (billetten har angiveligt kostet hende ca. 340 mio. kr.) vil 54-årige Sarah Brightman højst skulle holde øje med nogle få måleinstrumenter.

Fold sammen
Læs mere

Før opsendelsen startes computer- og radiosystemet samt det såkaldte life support-system. Sikkerhedsventiler og iltforsyning tjekkes, og kabinen tryksættes. Og så kommer nedtællingen, der er fastsat til 1. september klokken 10.56 lokal tid, 6.56 om morgenen dansk tid.

Der er ingen grund til at tro, at opsendelsen bliver udsat. Russerne kan sende deres pålidelige Sojuz-raketter op i snart sagt al slags vejr. Regn eller selv en frisk kuling er ingen hindring.

Alarmerne

Det siger en hel del om Andreas Mogensen og den træning, han har modtaget, at han endnu ikke skænker selve opsendelsen – det mest afgørende øjeblik i sit liv – særlig mange tanker.

»Det fylder faktisk ikke specielt meget. Nok fordi der er så meget fokus på træningen. Jeg har det lidt med det, som jeg har det med at flyve. Man regner ikke med, at der sker noget. Men teoretisk er det muligt.«

Så selv om en alarm skulle lyde under opsendelsen, vil du ikke panikke?

»Hvis der kommer en alarm, stiger pulsen en smule. Men det er bare godt, for det øger koncentrationsevnen. Astronauter er jo bl.a. udvalgt på baggrund af, at de ikke går i panik.«

Hvilke alarmer kan lyde under opsendelsen?

»Mange. Men det kan f.eks. være en utæthed i en iltbeholder, som gør, at ilten slipper ud i rummet. Eller det kan være det omvendte – at ilten slipper ind i selve kapslen, hvorved iltkoncentrationen stiger. Den må ikke stige til over 40 procent, for ellers er der er enorm brandfare. I sådan en situation skal vi lukke hjelmen, lave et ilttjek af vores rumdragter og slippe al atmosfæren ud af selve Sojuz. Derefter har vi 125 minutter til at lave en nødlanding.«

I november sidste år var Andreas Mogensen i Baikonur for at overvære en Sojuz-opsendelse med sin nære kollega, den italienske astronaut Samantha Cristoforetti, om bord.

»Da jeg så hende stige på, blev det lige pludselig meget virkeligt og følelsesmæssigt. Det ser meget voldsomt ud. De tænder motorerne, og der kommer en frygtelig masse ild og flammer. Men raketten bliver bare siddende der i mindst fem sekunder, mens flammerne bliver så store, at man næsten ikke kan se den mere. Der nåede jeg at blive lidt nervøs og tænke på, hvad der mon sker med Samantha. Men så, endelig, løftede raketten sig.«

Bare to minutter efter opsendelsen har raketten nået en højde på 40 km, og efter knap ni minutter er den sidste løfteraket brændt af, hastigheden er oppe på 28.000 km/t, og vægtløsheden indfinder sig. På det tidspunkt er højden godt 200 km. I de følgende timer bliver kapslen ved hjælp af raketdyser løftet til rumstationens bane ca. 400 km over Jorden, hvorefter det nye hjem derude nærmer sig.

Fold sammen
Læs mere

Før sammenkoblingen roterer Sojuz en enkelt gang om rumstationen for endelig med matematisk præcision og ganske langsomt at ramme dockingporten. Derefter udlignes trykket, tre luger åbnes, og Andreas Mogensen kan endelig nyde vægtløsheden i fulde drag og sammen med Sarah Brightman og Sergey Volkov svæve ind til de seks ombordværende.

Hjælpeløs vægtløs

»De første par dage kommer jeg til at vænne mig til alting – bare sådan noget som at komme på toilettet, finde ud af hvor værktøjet er, hvor jeg skal sove og så videre. Og så er der jo det med vægtløsheden, som jeg ser enormt meget frem til. Jeg har prøvet det i 20-25 sekunder ad gangen i særlige fly. Man hænger bare der i luften og er nærmest hjælpeløs. Man kan ikke sparke sig fremad, som man kan under vand. I begyndelsen kommer jeg sikkert til at zigzagge mig frem fra væg til væg. Man har ikke nogen god fornemmelse af fart, for der er ingen lyd og ingen vind i ansigtet. Så jeg risikerer at slå mig.«

Det bliver også en udfordring at spænde sig fast på sit sovested og prøve at falde i søvn. »Nogle binder en hovedpude om hovedet bare for at få fornemmelsen af puden.«

Allerede inden for de første 48 timer i vægtløsheden vil Andreas Mogensen vokse med et par cm, fordi trykket på rygsøjlen forsvinder. Det kan give rygsmerter. Men på rumstationen skal han bl.a. teste en særlig skinsuit, der strammer over hele overkroppen og øver et pres på skuldrene. Hvilket forventes at modvirke vokseværket.

Fra andendagen på ISS får han en daglig arbejdstid på ni timer med sine talrige eksperimenter. Bl.a. skal han sende to nordjyske mikrosatellitter i kredsløb. Han skal forsøge at fjernstyre robotkøretøjer, der befinder sig i et laboratorium i Holland. Og han skal stå i spidsen for populærvidenskabelige forsøg og konkurrencer, som bliver videotransmitteret til TV- og YouTube-seere i Danmark.

Også på ISS kan tingene gå galt. Bare for et par måneder lød en ammoniakalarm fra kølesystemet i den amerikanske del af rumstationen, hvilket førte til en delvis evakuering pga. forgiftningsfare. De amerikanske astronauter måtte i hast forlade deres del af ISS, forsegle afdelingen og søge tilflugt i den russiske del af stationen. Heldigvis var det falsk alarm.

Med ret jævne mellemrum må rumstationen desuden ændre højde for at undgå mulig kollision med rumskrot. Enkelte gange kommer advarslen så sent, at der ikke er andet at gøre end at iføre sig rumdragter og søge tilflugt i astronauternes »redningsskib«, Sojuz-kapslen. Og vente på at faren er drevet over.

Projektil

Men det mest nervepirrende kan meget vel blive hjemturen sammen med Sarah Brightman og den russiske kosmonaut Gennadij Padalka, der på det tidspunkt vil have slået verdensrekorden i længste samlede ophold i rummet: Over 900 dage.

Med fjedre skubbes Sojuz-kapslen væk fra rumstationen. Når den er ca. 400 meter borte, tændes raketdyserne i præcist 266 sekunder, hvilket får kapslen til at falde bagud i forhold til ISS med en relativ hastighed på 115 m/s. Når kapslen er kommet en halv omdrejning rundt om Jorden, bliver den automatisk fanget af atmosfæren og indleder sit fald. Samtidig frakobles det påmonterede servicemodul, som derefter brænder op i mødet med atmosfæren.

Langsomt ankommer tyngdekraften, mens rumkapslens nedadvendte yderside bliver stadigt varmere pga. friktionen. Hvilket tydeligt kan mærkes inde i cockpittet.

Går alt vel, vil automatpiloten sikre et kontrolleret fald, mens g-kraften vokser til ca. 4,5. Men det er sket flere gange tidligere, at kapslen går i såkaldt ballistisk re-entry. Hvilket populært sagt betyder, at den falder som et hastigt roterende projektil.

Det oplevede tre astronauter under en hjemrejse i 2008. En af boltene, der havde spændt servicemodulet fast, faldt ikke af. Kapslen var ude af kontrol og blev rødglødende, mens astronauterne blev presset ned i deres sæder med en overvældende g-kraft på omkring ni. Heldigvis smeltede bolten til sidst af sig selv, faldskærmen virkede, og med voldsom fart hamrede de ned midt på en græseng i Kasakhstan. Men der gik ild i græsset, og en af de komplet udmattede astronauter blev forbrændt, da han åbnede lugen.

Ifølge Andreas Mogensen lander Sojuz-kapslen normalt inden for en radius af ti km fra det udpegede målområde på den kasakhiske steppe.

»Men ved en ballistisk re-entry kan man godt lande 400 km væk. Og landingen bliver under alle omstændigheder hård. Nogenlunde som et bilsammenstød. Det bliver rigtig spændende.«