Smuglernes bugt i Malaga

Kasper Vetter snublede over forklaringen på to års blodsudgydelser i København på en rejse til Malaga i Spanien. Læs baggrund om den unge højrehånd for en Hells Angels-kasserer.

Puerto Banus - et mekka for turister, rigmænd og gangstere fra hele verden. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Iliff / Creative Commons
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gangsterne Kasper Vetter og Rasmus Johnsen sang C.V. Jørgensens sang i flyet hele vejen til Malaga. Den om at forsvinde til luksuseksilet Costa del sol og »te' sig som en tosse«. De havde lagt røgslør ud om deres rejse for familie, venner og selv dem i klubben. Der var ingen grund til, at brødrene i Hells Angels vidste for meget.

LÆS OGSÅ: Bandekrig styres fra Spanien

Kasper Vetter holdt af 'Ras'. De lærte hinanden at kende, da Hells Angels-medlemmet fra Aalborg var på turnus som prospect i klubben i Århus. Kasper selv var højrehånd for afdelingens kasserer, HAeren Jens Bramming. Som prospect havde Rasmus mange vagter i klubben og alt for lidt tid til at lave penge. Derfor tilbød Kasper Vetter, at Rasmus kunne sælge ulovligt importeret kopitøj. Det var nemme penge. Skønt 'Ras' var en stor, smilende bamse, skulle man ikke tage fejl: Der gik sagn i klubben om, hvordan Rasmus iskoldt hentede et par mio. kroner hos serberne i København for heroinkongerne William og Danny i Odense, og som tak modtog et ur til en kvart mio. kroner. Nu var han fuldgyldigt medlem og en af de toneangivende i klubbens Aalborg-afdeling.

Da de to venner landede i Malaga i marts 2009, gik en drøm i opfyldelse for Kasper Vetter. Malaga var stedet, hvor hashen fra Marokko først ramte Europa. De medbragte en million kroner i kontanter og et krøllet telefonnummer. Pengene var tjent på at importere hash fra Eindhoven i Holland, nu ville de ind i et billigere handelsled. For hver gang hashen skulle håndteres, blev den dyrere - Holland var blot en omvej.

Telefonnummeret tilhørte Lange Kenneth - en ny kontakt, Kasper Vetter havde grillet med en aften i Århus. Lange Kenneth kunne skaffe hashen og havde inviteret ham til Malaga, så de kunne tale mere sammen. De havde lånt en lejlighed, og de lejede en bil i lufthavnen. Kasper Vetter ringede til Lange Kenneth. En maskinel stemme lod vide, at nummeret ikke eksisterede. Han måtte have skrevet forkert.

Han kom i tanke om, at Lange Kenneth havde sagt, at han godt kunne lide at stå på jetski. Kasper Vetter og Rasmus Johnsen kørte rundt på må og få langs stranden, da de så et sted, hvor en hel stribe jetski var linet op. Det virkede nærmest som en jetski-klub.

De standsede, og Kasper Vetter spurgte sig for i klubben, hvor han mødte en englænder. Han forklarede, at han skulle besøge en dansk ven, der hed Lange Kenneth og beskrev ham. Englænderen foretog et opkald, og kort efter ankom en kulsort Porsche Gambella på spanske plader.

Ud steg Lange Kenneth sammen med en anden fyr, iført shorts og en Lacoste-polotrøje.

»Hvem fanden er det, han har slæbt med?« udbrød Kasper, og Rasmus Johnsen svarede:

»Jeg tror, det er en perker.«

Kasper Vetter har indledt et omfattende samarbejde med myndighederne og givet oplysninger på ca. 50 personer fra toppen af den organiserede kriminalitet i Danmark. I dag har han fået nyt navn og nyt udseende af PET. Kort før han trådte ind i efterretningstjenestens tophemmelige vidnebeskyttelsesprogram sendte han et manuskript med sin historie til forlaget Peoples Press. Han frygtede, at politiet ville glemme alt om ham, når først han havde vidnet og overlade ham til sine bødler - de gamle venner i Hells Angels. Det er på baggrund af dette manuskript, som Berlingske Tidende har fået adgang til, at vi i dag kan fortælle den utrolige historie om Kasper Vetters debut i Sydspanien.

Hells Angels ønsker ikke at kommentere oplysningerne. Men her er, hvad der skete, som Kasper Vetter husker, at ordene faldt og fældede dem ned.

Det begyndte den formiddag ved jetskiklubben, da Porsche Gambellaen ankom.

Lange Kenneth indledte med at fortælle, at Kasper Vetter og Rasmus Johnsen godt kunne forberede sig på, at de sikkert ville modtage tilbud fra en anden dansker i Malaga. Danskeren gik under navnet 'Smørhår', men han var ikke til at stole på, fortalte Kenneth. Han samarbejdede med politiet.

Mohammed var lederen, det var tydeligt for Kasper Vetter, som var ivrig efter at komme i gang med at importere hash direkte fra Malaga. Mohammed havde et tungt Bulgari-ur, han virkede intelligent og lidt overlegen. En typisk udlænding, tænkte Kasper. Ret hurtigt skar Mohammed igennem, og her er ifølge Kasper Vetters manuskript, hvad han sagde:

»Vi kender ikke hinanden, så de første handler kører via Amsterdam. Hvis I kommer derned med en mio. kroner, så giver jeg jer for to. Inden I ser hele mit set-up her, tager I til Amsterdam, hvor I køber til spanske priser. Men I sørger selv for, at lortet kommer hjem.«

Han stoler ikke på os, tænkte Kasper Vetter.

»Du tror, vi er kommet til Spanien for at aflure din modus.«

»Jeg har jo ikke de bedste erfaringer med dem med rygmærker,« sagde Mohammed iskoldt ifølge Kasper Vetter:

»Er der nogen, der snyder mig, er det ikke for sjovt, at jeg bliver kaldt for kongen af København.«

Kasper Vetter kiggede over på Rasmus Johnsen, og pludselig forstod han: Rasmus vidste, hvem Mohammed var. Rasmus Johnsen sad over for en person, som han ifølge Hells Angels regler burde slås ihjel på grund af bandekrigen. Men hvad gjorde han? Intet. Han sad tværtimod og talte forretninger.

Efter et kvarters tid brød Mohammed op, skrev en adresse ned og smed den på cafébordet.

»I kan bare henvende jer her, de skal nok tage sig godt af jer, og så åbner vi for ventilerne.«

De aftalte at spise brunch med Lange Kenneth den følgende morgen.

De kørte til havnen i Puerto Banus og kiggede på de store yachter og luksusbilerne. Rasmus Johnsen sad og spiste en stor is købt på Salduba Pub, Kasper Vetter kedede sig, da det særeste syn mødte ham:

Foran en Versacebutik stod en høj ung brasiliansk skønhed i små cowboyshorts, hun stod sammen med en cirka 20 år ældre mand. Manden bar jeans, tanktop og mavebælte af den slags, som der var to holdninger til i Hells Angels: Den gamle garde elskede dem, fordi de var praktiske til mobiltelefoner, smøger og kontanter. De unge, især AK81erne, nægtede at gå med dem, fordi de syntes, de kom til at ligne mongoler på udflugt. Manden var et bjerg af steroidepumpede muskler, på armen bar han en chihuahua. Alt hans hår var barberet væk fra siderne på hovedet, men på toppen havde han en blonderet hårpisk.

Det kunne kun være ham. Dér stod Smørhår og gloede ind i et butiksvindue.

Kasper Vetter gik over til ham.

»Hej, jeg tror, vi to skal snakke sammen.«

Straks slog tre østeuropæisk-udseende mænd ring om Kasper Vetter. Det var Smørhårs folk. Smørhår kiggede op og ned ad Kasper, hvis tatoveringer var dækket af en langærmet trøje. Da Smørhår fik øje på Kaspers diamantbesatte Rolexur af guld, blev han mere rolig.

Ifølge Kasper Vetter faldt ordene sådan:

»Jeg troede først, du var panser. Men så fik jeg øje på dit ur. Det har en panser sgu ikke råd til Hvad hedder du?«

»Kasper.«

På drævende københavner-engelsk sagde Smørhår:

»Michael. Jeg hedder egentlig Karsten, men hernede er jeg Michael.«

Kasper præsenterede Rasmus.

»Vi kan lige så godt sige det, som det er: Vi har talt med Lange Kenneth og Muhammed.«

»Hvad fanden snakker I med en perker for. Det må du sku da ikke?« sagde Smørhår henvendt til Rasmus, der stod og så fåret, mens han spiste sig igennem sin vaffelis med fire kugler og guf.

»Han vil sikkert også sige, jeg er politistikker,« fortsatte Smørhår:

»Men man er sgu ikke politistikker, fordi man har købt politiet hernede og sidder og drikker kaffe med politichefen. Hvad er det, I er interesseret i?«

»Vi er interesseret i hash.«

»Så er det den rigtige, I har fundet. I kommer som sendt fra himlen. Jeg har ventet på sådan nogen fyre som jer.«

De aftalte at mødes på Salduba Pub senere samme eftermiddag for at tale forretninger og se vareprøver, hvorefter de skiltes. Kasper Vetter og Rasmus Johnsen slentrede op ad hovedgaden. De var bange for at håbe for meget - Smørhår virkede som en vel smart fyr. Måske havde han det hele i munden.

Pludselig så de ham igen, hans bil hold parkeret i hovedgaden. En gul Lamborghini Murcialago. Smørhår satte sig ind sammen med den brasilianske model og chihuahuaen, gassede op, lod som om han ikke så dem og standsede lige ud foran Kasper Vetter og Rasmus Johnsen, idet rullede vinduet ned.

»Hør her drenge«

Smørhår skruede op for cdafspilleren:

»Mit navn er Günther, men folk hernede kalder mig Otto.«

Kasper og Rasmus flækkede sammen af grin.

Smørhår var en mand, der mest talte med sig selv:

»Hvad foregår der derhjemme,« spurgte han Rasmus og svarede selv:

»Det går sgu godt for knejterne derhjemme.«

Smørhår hentydede til AK81erne, på det tidspunkt var bandekrigens ofre kun at finde på indvandrersiden.

»Det lader til, de kan bruge konceptet omkring Defence Fonden.«

Bandekrigen medførte mange udgifter for Hells Angels. Dels skulle AK81 bevæbnes, dels skulle der betales til de brødre, der røg ind at sidde. Det gik op for Kasper Vetter, at Smørhår støttede Hells Angels økonomisk med værdier svarende til ca. ti procent af den hash, han eksporterede. Og ikke kun det. Han bad også Rasmus Johnsen give en besked om, at der skulle ske noget mere i København. Han ønskede flere skudepisoder og mere pres på Mohammeds marked.

Smørhår lagde ikke skjul på, at Mohammed solgte for billigt.

»Hvis man sælger 20-30 kroner under det, man kan få for et gram, hvor klog er man så?«

Kasper Vetter ville gerne til sagen.

»Jamen, hvad er det, du kan tilbyde os? Vi har jo et tilbud fra Lange Kenneth og Mohammed. Du skal vide, vi ikke har særlig mange penge at gøre godt med«

Smørhår tog sine briller på, de var smalle, firkantede og forretningsmæssige.

»Jeg har et koncept, og det er genialt.«

Han holdt en kunstpause.

»Min historie: Jeg tog herned for otte år siden. Jeg havde 800.000 kroner på lommen. Jeg er efterlyst i Danmark for narkokriminalitet og røverier. Jeg er startet helt fra grunden hernede, jeg kender alle og ved, hvordan alting hænger sammen. Hvis der er nogen, der tager røven på mig hernede, så er det mine tre tjetjenere, man kommer ud at køre med.«

De var altså fra Tjetjenien, de tre, der havde omringet Kasper Vetter tidligere på dagen. Både han og Rasmus forstod budskabet: Hvis de snød ham, blev de slået ihjel.

Smørhår kiggede på Rasmus Johnsen:

»Du ved, jeg kun laver forretninger med HA i forskellige lande. Der går rygter om, jeg også laver noget med Bandidos, det gider jeg slet ikke forholde mig til. Alle ved, hvor min loyalitet ligger. Jeg var der, da håndgranaten blev kastet ind til Bremse,« sagde han og referede til et angreb på en HAer under den store nordiske rockerkrig:

»Jeg støtter AK81erne. Og I kan spørge dem alle sammen. Sandberg, Bundgård, Bremse: De kan sige god for mit koncept.«

Kasper Vetter fik omsider et ord indført:

»Vi har sgu ikke lige så mange penge som dem der.«

Smørhår svarede ifølge Kasper Vetter: »Jeg gider ikke tale om penge. Jeg har taget tre produkter med i min bæltetaske.«

Kasper tog Smørhårs bæltetaske med ud på toilettet. I tasken lå en stor stak kontanter, forskellige anabolske steroider til eget forbrug og tre 100 grams plader. Kasper Vetter brækkede et lille stykke af hvert af dem og tog hashen i lommen.

Tilbage i restauranten drøftede de priser og logistik.

»Kan I være interesseret?« spurgte Smørhår.

»Ja, men vi sælger jo meget. Kan du levere, så jeg ikke løber tør?«

»Jeg kan levere mere, end du nogensinde kommer til at sælge. Jeg skal bare have strikket sammen, hvordan vi gør. Sådan to jyder kan man jo ikke sige nej til«

Pludselig var den gamle Smørhår tilbage, altid stor i slaget.

»Jeg har et VIP-bord på byens bedste natklub i aften, jeg arrangerer noget champagne og nogle piger. I aften har jeg strikket det hele sammen. Vil I have noget at spise inden?«

»Nej, det klarer vi selv.«

Smørhår kiggede på Rasmus Johnsen.

»Ja, du er jo en stor dreng.«

»This is my good friends from Denmark. Good friends!«

Der kom straks champagne på bordet. Dom Perignon. De gik detaljerne omkring hashleverancen hurtigt igennem.

Hashen kom emballeret i plastik fra Marokko bag unge mænd på jetski. Hvis kystvagten kom, kappede de blot plastiklinen. I Marokko kostede et gram hash kun ca. 1 euro - 7 kroner og 50 øre. På gaden i København kunne det samme gram indbringe 90-120 kroner.

Kasper og Rasmus kunne købe for ca. 21 kroner grammet. Smørhår sørgede for transporten. Ca. to gange om ugen kørte tidligere fremmedlegionærer specialbyggede transportere fra Spanien til Danmark. De havde legionærpas, det gjorde det lettere for dem at slippe igennem Sydeuropa. Det var Smørhårs specialitet: Regelmæssige, men mindre leverancer på ca. 75 kilo per sending. Mohammed derimod gjorde mere i få, men store partier gemt i kølebiler.

Smørhår gad slet ikke have den mio. kroner, Kasper Vetter og Rasmus havde med. Han gav dem for tre mio. kroner hash på deres glatte ansigt og Rasmus` rygmærke. De aftalte en kredittid på en måned. De fik en særlig mobiltelefon med spansk taletidskort udleveret, mikrofonen var pillet ud, så ingen dummede sig, mens politiet lyttede med. De kunne kun SMSe. Smørhår gav udtryk for, at han havde i alt 17 sådanne telefoner at holde styr på. Til slut aftalte de, at hvis leverancen skete ved en bestemt motorvejsafkørsel, skulle de altid lægge to til afkørslens nummer. På den måde risikerede de ikke, at politiet overraskede dem på baggrund af en opsnappet SMS.

»I skal bare have styr på en garage, når bilen skal tømmes. Det her hash er så godt skjult, at I er nødt til at have en garage, I skal et topnøglesæt, nogle handsker, det er det, I skal. Er I interesseret?«

Om de var. De slog til på stedet.

Mens de drak på deres nye samarbejde med Smørhår i VIP-afdelingen, så de en gruppe mase sig gennem diskoteket hen imod dem.

»Kasper, det er Mohammed!« sagde Rasmus.

Smørhår grinede bare: »Nå, det er Mohammed. Den tager jeg mig af, intet problem.«

Mohammed var iført pæn skjorte og kom sammen med sin bror, Rashid, med et meget markant ansigt og helt skaldet. Mohammed fik øje på dem.

»Hvad satan, Smørhår!«

»Hvad satan, Mohammed!«

De gav hånd og krammede.

»Hej Kasper, hej Rasmus. I er kommet i godt selskab, hva?«

»Ja.«

De vidste ikke, hvad de skulle sige. De følte sig taget på fersk gerning.

»Hils på min bror, det er Rashid.«

Rashid kiggede ondt på Rasmus med sit HA-smykke.

Mohammed og Smørhår gik for sig selv. Rashid blev stående foran bordet. Uden at røre sig ud af flækken stirrede han på Rasmus i 12-15 minutter.

Det var surrealistisk det her. I Danmark var organiseret kriminalitet noget, man gik musestille med, og det tog år at opbygge kontakter og vinde tillid. I Malaga lukkede man store aftaler på offentlige steder med mennesker, man lige havde mødt. Derhjemme rasede bandekrigen, hernede blev man højest ramt af en akavet forlegenhed, når påståede dødsfjender pludselig regnede på, hvad de kunne tjene på hinanden.

Kasper Vetter kunne ikke lade være med at tænke på, at der var noget Jønke og Brian Sandberg havde glemt at skrive i Sjakalmanifestet - det flammeskrift, der skulle gøre kulturkonflikten tydelig for AK81erne og få likvideringer af konkurrenter til at ligne modstandskamp og et spørgsmål om ære og principper midt i bandekrigen.

Den sidste linje kunne passende lyde, tænkte Kasper Vetter: Intet af dette gælder dog, hvis der er økonomisk fordel af det modsatte.

Da Mohammed og Smørhår kom ned igen, sagde Mohammed henvendt til Kasper og Rasmus.

»Det kan være vi ses i morgen. Hav en god aften. Velkommen til Malaga. Hyg jer.«

Smørhår slog ud med armene.

»Sådan er livet sgu. Det er ren og skær politik det hele.«

Bagefter fortsatte festen på champagne og kokain.

Lange Kenneth spurgte påtaget uskyldigt, da de afsluttede deres brunch næste formiddag.

Rasmus var tvær. Der var ikke så meget mere at sige:

»Jeg ved godt, at det i er interesseret i er en bil direkte ind. Men jeg samarbejder med Muhammed,« sagde Lange Kenneth:

»I må også være trætte. Jeg skal nok køre jer hjem.«

I stedet for at køre dem hjem kørte Lange Kenneth dem ned i en p-kælder under et shoppingcenter. Dernede ventede Mohammed og Rashid, og de steg ud af bilen. Kasper overvejede, om hans liv var forbi, og så sig om efter opbakning fra sin HA-ven. Rasmus Johnsen sad tilsyneladende og sov på bagsædet. Rævesøvn, tænkte Kasper.

Mohammed var flink:

»Nå, blev det sent i går.«

»Ja, for helvede.«

»Hvad med din kammerat, har du ikke ham med?«

»Jo, han sidder og sover omme i bilen.«

»Det er derfor, jeg ikke gider rygmærker,« sagde Mohammed:

»Hvornår kigger I til Amsterdam.«

Kasper Vetter tænkte sig om.

»Kunne det tænkes, at det var en anden person, jeg tog med ned og besøgte dig i Amsterdam.«

»Ja, endelig.«

Lange Kenneth var ved at dø af grin.

Mohammed smilede:

»Der er heller ikke noget forkert i det. Nu er det dig, der kender os.«

Kasper Vetter selv modtog en dom på et års fængsel for hashsmugling, mens hans medsammensvorne, HAeren Rasmus Johnsen, fik en dom på to år og tre måneders fængsel for eventyret i Spanien. Det skete ikke mindst på grund af Kasper Vetters forklaring.

Kort efter Kasper Vetter meldte sig selv, stod der pludselig repræsentanter fra Blågårdsplads ved Hells Angels klubhus og spurgte efter deres forretningsforbindelse. Det gavnede ikke Kasper Vetters anseelse i klubben, og Østjyllands Politi opfangede et referat fra et møde i klubben, hvoraf det fremgik, at han var truet på sit liv. I denne uge har justitsminister Lars Barfoed (K) givet en politisk garanti til vidner som Kasper Vetter, efter et bombeattentat mod den tidligere HAer Bo Steffensen.

Rasmus Johnsen er nu røget ud af klubben og hæfter for milliongælden til bagmændene i Spanien.

Det forlyder, at der er en international arrestordre ude på Smørhår på baggrund af Kasper Vetters vidneudsagn, men det har ikke været muligt at få bekræftet. Mohammed og Lange Kenneth er så vidt vides stadig aktive i Malaga.

I denne uge skød en ung mand med indvandrerbaggrund på tre uskyldige mænd foran Forum i København, idet han råbte: AKere! Der er atter indført visitationszone i bydelen Tingbjerg efter skud med automatvåben.