SMS fra statsministeren til regionernes formand afslører uenighed om coronanedlukningen af sundhedsvæsenet
Ekspert kalder det »meget usædvanligt«, at en statsminister på baggrund af en avisartikel »blander sig i driften af sundhedsvæsenet«.

Ekspert kalder det »meget usædvanligt«, at en statsminister på baggrund af en avisartikel »blander sig i driften af sundhedsvæsenet«.

Kort tid efter den store coronanedlukning af Danmark, sendte statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag 19. marts om aftenen en kortfattet SMS til Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V).
En SMS, der bliver omtalt med ord som »opsigtvækkende« og »usædvanligt«.
SMSen og den efterfølgende korrespondance bliver lørdag beskrevet af DR.
»Burde her ikke være stoppet for længst,«, stod der i SMSen med et link til en artikel i Politiken, hvori en sygeplejerske udtrykte stor bekymring over, at der fortsat blev foretaget ikkeakutte operationer.
Sygeplejersken beskrev i Politiken, hvordan hun med henvisning til frygten for at sprede smitte med coronavirus fandt det »bekymrende og uansvarligt«, at hun skulle foretage ikkeakutte operationer.
Sundhedsstyrelsen havde nemlig, samtidig med nedlukningen 11. marts, besluttet at lukke for alle behandlinger af patienter med ikkeakutte og livstruende sygdomme.
Professor i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik på Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, kalder det ifølge DR »meget usædvanligt, at en statsminister på basis af en enkelt artikel blander sig i driften af sundhedsvæsenet«.
Stephanie Lose fortalte i SMS-korrespondancen statsminsteren, at hun allerede havde talt med sundhedsministeren »om det samme«, hvorefter hun ifølge DR forklarede, hvorfor det fortsat var nødvendigt at foretage operationer, der ikke var akutte eller livstruende.
Over for Berlingske »medgiver« Stepanie Lose, at »det er usædvanligt« med en sådan SMS.
»Men det var også en meget, meget usædvanlig tid. Der var ikke noget i samfundet, der var normalt. En usædvanlig SMS afsendt i en usædvanlig tid,« siger hun.
Formanden for Region Syddanmark fortæller, at hun »som en af de politikere, som formentlig er allertættest på driften af sundhedsvæsenet, følte mig forpligtet til at bibringe nogle af de nuancer, detaljer og tilgange, som, jeg ikke nødvendigvis synes, blev tilvejebragt i den avisartikel, som statsministerens undren var opstået af«.
Så du måtte forklare statsministeren sagens rette sammenhæng?
»Det er måske så meget sagt,« siger hun.
Burde Mette Frederiksen ikke være bekendt med de nuancer?
»Statsministeren havde rigtig mange andre ting at se til, ud over at vi lukkede sundhedsvæset. Jeg har ikke noget problem med, at jeg skulle bibringe med nuancer,« siger hun og fortsætter:
»Vi mente, og det fastholder vi i dag, at vi var på den kurs, som også Sundhedsstyrelsen havde udstukket. At vi ikke bare lavede vores egne regler, men var loyale mod det, der var de nationale politikeres hensigt.«
Samme aften som SMSen til Stephanie Lose sender Mette Frederiksen også en besked til partifælle og formand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen.
»Hej Sophie. Svære og vanskelige tider. Hvorfor får I ikke stoppet alle ikke-kritiske operationer og aktiviteter straks?« lyder det denne gang fra statsministeren ifølge DR.
Herefter redegør Sohie Hæstorp Andersen for situationen og understreger, at »vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer på området«.
Hun henleder Mette Frederiksens opmærksomhed på, at nogle patienter vil være utilfredse med nedlukningen, fordi »de har svære smerter«.
Statsministeren kvitterer blandt andet med »tak for orienteringen. Det giver jo god mening, men tager vel ikke højde for smittespredning«.
Af DRs artikel fremgår, at SMSerne ifølge Kjeld Møller Pedersen vidner om, at »regeringstoppen groft sagt kun havde coronapatienter i tankerne, mens regionsformændene også havde tankerne på de mange andre patienter i sundhedsvæsenet«.