Smart parkering venter københavnerne

Sensorer i p-pladser og en smartphone-app som skal gøre det nemmere at parkere i København. Der er dog ingen planer om ekstra p-pladser i byen.

Parkeringsproblemer ærgrer bilisterne i Københavns Kommune. Foto: Nikolai Linares
Læs mere
Fold sammen

Byens bilister kender det. Vejvreden bobler, når det i visse af døgnets timer tager evig­heder at finde en ledig p-plads i hoved­stadens gader.

Københavns Kommune sætter derfor nu gang i et forsøg, som ved hjælp af sensorer skal koble parkeringspladser til internettet. På den måde vil bilister via en smartphone-app kunne se præcis, hvor der er ledig plads.

»Det er jo utroligt generende, når man er kommet hjem til sin bopæl og er nødt til at afsøge området for at finde en p-plads. Søgetrafik er dødssygt for at sige det ligeud: Det forurener, det skaber trængsel, og folk bliver sure over at spilde deres tid,« siger Jes Øksnebjerg, chef for Center for Parkering i Københavns Kommune. Han forklarer, at teknologien med sensorer i p-pladserne ifølge producenten vil kunne mindske spildtiden med op til 30 procent.

»Men jeg ved ikke, hvor validt det tal er. Selv om man har gode erfaringer fra eksempelvis engelske storbyer, er det svært at spå om, hvad effekten vil være i København,« siger Jes Øksnebjerg.

Teknologien skal i første omgang testes på et mindre område omkring rådhuset mellem Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard.

Ud over computerchippene i parkeringspladserne bliver testområdet udstyret med en række andre såkaldte smart city-dimser. Blandt andet intelligent belysning, lyskryds der skifter fra rød til grøn efter behov, og skraldespande der selv siger til, når de skal tømmes.

Superliga-forhold

Forsøget med de computerstyrede p-pladser går i gang til sommer og er et led i en komplet digitalisering af parkeringsområdet i København, som efter planen skal være en realitet ved udgangen af 2015. Papirbilletterne forsvinder, og københavnske bilister skal i stedet registrere deres parkering med bilens registreringsnummer på en computer­stander eller en smartphone-app.

Såkaldte scanner-biler vil så patruljere byen og registrere, om bilerne langs vejene har betalt parkering.

Derudover vil scannerne indsamle data, som kan bruges til statistisk at regne ud, hvor der er bedst chance for at finde en parkeringsplads på et givent tidspunkt, igen ved hjælp af en app.

»Man kan sige, at med den model, vi laver lige nu, kommer vi som by til at spille i parkerings-superligaen. Hvis man gerne vil spille i Champions League, skal man bygge sensorer ned i alle byens p-pladser, som vi gør i det her forsøg,« siger Jes Øksnebjerg og peger på, at man i så fald vil kunne kombinere både GPS, parkeringsfinder og betalingsmodel i én og samme app.

»Det ville jo være virkeligt fedt og rigtigt godt for borgerne,« siger han.

Ingen nye p-pladser undervejs

Ifølge kommunens teknik- og miljøforvaltning er der i København 122.000 parkeringspladser, hvoraf 35.000 er betalingspladser. Borgere, som bor inde i byen, har tilsammen knap 100.000 biler, men de mange biler fra omkringliggende kommuner lægger et pres på parkeringssituationen.

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) håber, at forsøget med smarte p-pladser og IT-løsningerne på sigt kan afhjælpe trængslen.Men handler parkeringsproblemet i virkeligheden ikke om, at der er for få pladser?»Vi har flere parkeringspladser end biler i byen, og den plads kan vi bruge meget bedre på eksempelvis byrum. En parkeringsplads er der ikke meget sjov ved. Der skal være plads til den nødvendige trafik og erhvervstrafikken, men resten af byens plads skal vi bruge på at skabe rum til mennesker, ikke til biler,« siger Morten Kabell.

»Der er langt større mangel på cykelparkering, cykelstier og bedre forhold for fodgængere, og det er de områder, vi politisk prioriterer i København. Bilismen er i forvejen skyld i, at folk dør pga. luftforurening, og den slags skal bringes ned,« tilføjer han.