Små børn alene på internettet

Hvert tredje barn mellem syv og ti år har internetadgang på værelset. Det stiller store udfordringer til forældrene, mener eksperter.

Anna og Maja Elmgreen hygger sig på børneværelset med internettet. Foto Fold sammen
Læs mere

Det er efterhånden mange år siden, at internettet var et sted forbeholdt IT-kyndige voksne. I dag synes mulighederne for informationer, underholdning og kommunikation næsten uendelige, og alle lige fra pensionisten til vuggestuebarnet kan være med. Men hvornår er børn i stand til selv at navigere sikkert rundt på nettet?

En undersøgelse, foretaget af Gallup for Berlingske blandt forældre med hjemmeboende børn, viser, at seks procent af børnene i alderen fire til seks år har deres egen internetforbindelse på værelset, og blandt de syv- til tiårige har næsten hver tredje deres egen internetforbindelse. Hjemme hos familien Elmgreen var familiens yngste seks år, da hun fik mulighed for at netsurfe alene. »Maja fik adgang til internettet på værelset da hun startede i 0. klasse.

Hun bruger meget computeren til at spille spil eller se youtube-videoer, mens hendes storesøster Anna er meget på Facebook. Anna oprettede en profil, da hun gik i 2. klasse, og faktisk tror jeg, at alle fra hendes klasse er på Facebook,« siger Henriette Elmgreen Frederiksen, mor til Maja på syv og Anna på ti år. Hun mener, at børnene kan administrere internettet, hvis de har fået sat de rigtige regler. Og det er hun langt fra den eneste forælder, som mener.

Placering af computeren

Ifølge formand for Medierådet for Børn og Unge og professor på DPU Birgitte Holms Sørensen skaber placeringen af computeren i børneværelset udfordringer for forældrene, når de skal følge med i barnets internetadfærd. »Forældre må sikre sig, at børnene ikke kommer ind på sider, hvor de kommer galt af sted.

Forældrene skal fortælle deres børn, hvad de må eller ikke må. For de helt små kan det være en fordel at placere computeren et centralt sted eksempelvis i stuen, så det er nemmere at følge med i, hvad de bruger nettet til, indtil de er store nok til at bruge det selv. Selv børn i syv års alderen, som måske ikke kan læse og stave, kan hurtigt trykke sig ud på nogle sider, hvor de ikke skal være,« siger Birgitte Holm Sørensen.

Ingen aldersgrænse

Medierådet har bevidst valgt ikke at opstille en alder for, hvornår børn må bruge nettet, og hvornår de må være på nettet alene. »Det handler jo meget om, hvad de laver på nettet, og hvor godt rustede de er. Men det er væsentligt, at forældrene er der til at vejlede og sætte regler for børnene i de første par år og gradvist give dem større frihed. For børn på 13 år kan det være et indgreb i børnenes privatliv, hvis deres mor kigger dem over skulderen, mens de er på nettet. Men hos de yngre børn kan det være en stor hjælp,« siger Birgitte Holm Sørensen.

Ifølge lektor på IT-Universitetet Gitte Stald handler det om, at børn skal lære at være på nettet, ligesom de skal lære at færdes i trafikken. »Det er ligesom at være alene alle andre steder. Børn skal først opdrages, så de ved, hvordan de skal opføre sig. Man kan ikke bare slippe dem løs. Her har forældrene et ansvar. De skal også være opmærksomme på, at det er en større og mere foranderlig verden, som åbner sig. På få klik kan man være et helt andet sted, end man startede. De kan komme ud på områder, som de ikke kan håndtere,« siger Gitte Stald, som har stået for det danske bidrag til EU Kids Online – en større undersøgelse af europæiske børns brug af internettet.

»Danske børn er de børn i Europa, som først får deres egen internetforbindelse, og der er i modsætning til mange andre EU-lande ikke en stærk tradition for, at man bruger filtre til at sikre børnenes færd på nettet,« siger Gitte Stald. Hjemme hos familien Elmgreen har de ikke instaleret et filter, men i stedet opstillet regler for, hvornår og hvad børnene må bruge computeren til. »De skal spørge om lov, inden de tænder computeren, og de skal komme til os, hvis de oplever noget ualmindeligt.

På et tidspunkt kom Anna til mig og fortalte, hun havde fået en dårlig bemærkning fra en klassekammerat på Facebook. Så sagde jeg, at hun bare kunne fjerne ham som ven, hvilket hun så gjorde,« forklarer Henriette Elmgreen, som mener, at det handler om at overflytte dele af den sunde fornuft fra den fysiske verden videre til den virtuelle. »De har begge en hotmail, som de bruger til at skrive til venner og familie. Men de ved begge, at de ikke må åbne post fra folk, som de ikke kender,« siger Henriette Elmgreen.