Det amerikanske flyselskab Delta Airlines vel fremover sige nej til, at hundehvalpe og kattekillinger rejser med som støttedyr for passagerer. Kun dyr, som er ældre end fire måneder, vil få adgang til flykabinen.
Samtidig har selskabet meddelt, at på flyveture med en forventet varighed på mere end otte timer vil ingen »følelsesmæssige ledsagedyr« blive tilladt – ud over dyr, som er officielt godkendt og trænet som service- og terapidyr. Det skriver MarketWatch.com
Delta oplyser, at beslutningen kommer i kølvandet på en nær fordobling fra 2016 til 2017 i antallet af »hændelser« med servicedyr og støttedyr »herunder urinering/afføring og bid« som en delvis følge af, at antallet af servicedyr i kabinerne er steget, så Delta nu har 700 støttedyr med på sine flyvninger. Hver dag.
Delta har allerede forbudt en række muskelhunderacer om bord på sine fly, efter at en pitbullterrier to gange gik til angreb på og skambed en passager i et vinduessæde. Hunden sad på skødet af sin ejer i midtersædet og havde fra starten af flyveturen knurret gentagne gange ad manden, uden at kabinepersonalet tog affære, siger hans advokat.
Flere amerikanske flyselskaber har strammet vilkårene med hensyn til at få følelsesmæssige støttedyr med i kabinen efter en voldsom stigning i antallet af dyr – og klagerne over medfølgende gener for de øvrige passagerer. I 2014 blev ejeren af en kælegris således sat af et fly, fordi grisen lugtede.
Der er ingen ensrettede regler for dyr i flykabiner, og reglerne varierer ikke kun fra selskab til selskab, men også inden for selskaberne alt efter destination og rejsetype. Eksempelvis vil SAS slet ikke have dyr med på charterfly, mens ledsagedyr med de rette dokumenter ellers rejser gratis med i kabinen. SAS Business Class er dog altid dyrefri.
Mange selskaber vil ikke have helt unge dyr med i kabinen, ligesom nogle selskaber har særlige restriktioner for hunde- og katteracer med meget flade snuder. Skyscanner har et overblik, men søg altid information hos det enkelte flyselskab og hos dyrlægen.