Slut med nye nattefester: Nørrebro må ikke blive »partyzone«

På nogle af de mest befærdede gader på Nørrebro skal nye barer og restauranter ikke kunne holde sent åbent i weekenderne, fastslår Bevillingsnævnet i København.

Foto: Andreas Beck. I fremtiden vil nye barer og restauranter på Fælledvej, Blågårdsgade, Ravnsborggade og starten på Nørrebrogade ikke kunne åbent til senere end klokken 24.00 i hverdagene og 02.00 i weekenderne.
Læs mere
Fold sammen

De mange små gader på indre Nørrebro har længe været eftertragtede adresser for både barejere og restauratører. Publikum strømmer til områdets mange cafeer for at nyde et glas hvidvin i de sene aftentimer eller for at drikke en øl i morgenens tidlige timer på en af de brune bodegaer.

Tilstrømningen har dog medført en del gener for de mange, der har bosat sig i de tætbeboede gader, og derfor skal det ikke længere være muligt for nye restaurationer og barer at holde åbent til langt ud på natten, fastslår Bevillingsnævnet i København.

»Der har været et stigende antal klager fra beboerne i området grundet støj, hvilket blandt andet skyldes, at der i den senere tid er åbnet flere og flere barer og restauranter. Derfor handler det om at sørge for, at det ikke udvikler sig yderligere, så vi ender ud med en partyzone midt i et beboelsesområde,« siger formand for nævnet, kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

For at støjen ikke skal udvikle sig, skal der i fremtiden ikke kunne gives nye natbevillinger til potentielle restauratører på Ravnsborggade, Blågårdsgade, Fælledvej og Nørrebrogade fra nr. 1 til nr. 27.

Det betyder et stop for, at barer og restauranter kan holde åbent efter klokken 02.00 nætter efter fredage og lørdage og efter klokken 24.00 nætter efter søndage til torsdage.

Ifølge Carl Christian Ebbesen skal varslen ses som en hjælpende hånd til de lokale beboere.

»Beboere på denne del af Nørrebro har oplevet en tiltagende larm fra nattelivet i deres gader. Derfor er jeg glad for, at vi nu ændrer bevillingspraksis, så de lokale kan undgå, at støjniveauet stiger yderligere. Man er nødt til at sætte nogle spilleregler op,« siger formanden for Bevillingsnævnet Carl Christian Ebbesen.

Selv om der naturligvis skal være plads til at folk kan gå på restaurant eller bar, skal beboerne i området også kunne få deres nattesøvn, lyder det fra borgmesteren.

Varslen gælder kun nye beværtninger

Carl Christian Ebbesen understreger, at stoppet for natbevillinger kun gælder for nye bevillinger.

»De restauratører og barejere, der allerede ligger i området, kan selvfølgelig køre videre uændret, blot de overholder reglerne. Den nye bevillingspraksis handler kun om at fortælle folk, som er på udkig efter at åbne en ny bar, at de må søge andre steder end de nævnte gader på Nørrebro,« siger Carl Christian Ebbesen.

Forrige år gjorde man brug af en lignende model i indre København, da støjniveauet i flere områder var til gene for beboerne.

»Da vi varslede stop på natbevillinger i Nørrekvarter (Studiestræde, Vestergade og de omkringliggende gader, red.) og den del af Gothersgade, der ligger mod Kongens Nytorv, medførte det, at støjen i området ikke blev værre. Derfor ruller vi nu samme model ud på Nørrebro,« siger Carl Christian Ebbesen.