Slut med klamme toiletter: København bliver pisselækker

Ugens overblik: København skal være pisselækker i mere end en forstand, og så er byen ét skridt nærmere en Havnetunnel. Weekenden byder på morgenfest med saunagus, spirende og spiseligt vintergrønt, og så genopfører Christiania én af verdens bedste koncertfilm.

Beskidt offentligt toilet på Halmtorvet i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Hej!

Så blev det sørme fredag igen, og det betyder traditionen tro, at vi på Berlingske har Københavnerposten klar.

Her serverer vi hver fredag et nyhedsoverblik over den forgangne uge i byen og ser frem mod weekendens sjov og spas, så københavnere og besøgende er klædt ordentligt på til en lørdag og søndag i hovedstaden.

I dag har vi morgenfest med saunagus og økologisk julehygge på tapetet, men vi starter med en snak om tis.

De offentlige toiletter i København har nemlig længe været en halvklam historie, og københavnere og turister har kritiseret byens toiletforhold i skarpe vendinger.

Heriblandt Berlingskes indlandsredaktør, Kasper Krogh, som i en klumme med rubrikken »København, du stinker!« bl.a. beskriver en oplevelse, han havde ved Langgade Station i sommer.

Undersøgelser viser ligefrem, at byens toiletter bliver valgt fra, fordi de fremstår beskidte og ildelugtende, men det skal være slut, varslede kommunen og teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) tidligere i år i Berlingske.

I Budgetaftalen for 2017 blev der sat penge af, og nu på mandag skal parterne i Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, hvordan pengene helt konkret skal bruges for at højne byens toiletstandard.

Godkendes den indstilling, som foreligger, kan tissetrængende københavnere se frem til at lette deres nødtørft i markant renere og mere tiltrækkende rammer, forsikrer Morten Kabell.

Der er nemlig lagt op til, at offentlige toiletter fremover skal rengøres tre gange dagligt, have forlængede åbningstider samt gennemrenoveres. Renoveringen vil omfatte pissoirkummen, læskærmen, vandtilførslen og kloakeringen, og det skulle resultere i færre lugtgener.

Samtidig skal belysningen forbedres, pissoirerne skal have en makeover, og så ønsker Morten Kabell også at få åbnet for toiletterne i weekenden på otte af byens mest populære bemandede legepladser, så børn og forældre ikke længere behøver at bryde op, fordi blæren er fyldt. 

»Resultatet skulle gerne blive, at københavnerne og vores gæster fik lyst til at bruge vores offentlige toiletter og benytte dem, når de har behov for det, i stedet for at tage hjem eller holde sig en hel dag. Begge dele er jo helt urimeligt,« siger Morten Kabell til Berlingske.

Ifølge borgmesteren er Københavns størrelse og beboertilstrømning ingen undskyldning for, at toiletterne ikke er i orden.

»Toiletter i en storby som København skal være i orden, og når andre byer kan, så skal København selvfølgelig også kunne. Det kommer ikke an på en bys størrelse, men om det er en indsats, man prioriterer. Det har det ikke været i alt for mange år, men det bliver det nu,« siger Morten Kabell.

Nogle oplever, at København også har problemer med, at festglade byboere urinerer over hele byen i nattetimerne. Gør I noget ved det?

»Nattelivet er en særlig problemstilling, og der kigger vi i øjeblikket på, om vi kan bruge festivaltoiletter torsdag, fredag og lørdag, hvor problemet er størst. Det er mit håb og min forventning, at det er noget, vi kan tage i brug, når vi når lidt længere hen i 2017. Simpelthen, fordi vi kan se, at det også er nødvendigt,« siger Morten Kabell.

Der er afsat 12,1 millioner til et løft af toiletterne over de næste fire år. Den øgede renholdelse og de udvidede åbningstider vil blive gennemført fra januar 2017 til december 2020, mens istandsættelsen af toiletterne forventes afsluttet i december 2017.

Du skal også vide, at:

 

I øvrigt:

Tirsdag besluttede et flertal i Regionsrådet i Hovedstaden at støtte en forundersøgelse af en Havnetunnel i København. Dermed er kommunen et skridt nærmere en trafikkorridor mellem Nordhavn og Amagermotorvejen.

 

Brug weekenden på:

Ugens skøre fantasirejse:

Den Kgl. Ballet har fået »en ustyrlig flot, yderst underholdende og overordentlig britisk ballet på repertoiret«, nemlig Alice i Eventyrland. Anmelder Vibeke Wern giver fem stjerner til den fantasifulde ballet, som er »fuld af tryllerier og har dramaturgisk en fin slutning«, men måske en tand for lang for mindre børn.

Ugens kontaktannonce:

Forestillingen »Er der nogen?«, som gruppen Ensemble Ensemble spiller på Teater Får302 er en række virkelige kontaktannoncer samlet over tid og tilsat musik, og det er en enkel, men virkelig god idé, synes Berlingskes teateranmelder, Jakob Steen Olsen. Han forærer fem stjerner og slutter af med følgende sætning: »Den forestilling behøver ikke indrykke kontaktannoncer efter et publikum. En humoristisk og følsom perle.«

Du kan også:

  • Morgenfeste i Hillerødgade Bad, som lørdag fra kl. 8-10 inviterer til morgenfest. Lyskunstner Anna Louise Kragelund vil lege med lys i hallens rum, og Jackpot Rythm & Soul Club tropper op med og sørger for musik fra vinyler. Svøm, hyg, drik kaffe og te – og husk så også at prøve en særlig saunegus, som får sveden til at pible.
  • Lade børnene få en tur på pony, mens I voksne nipper til gløgg, når der på lørdag er julemarked på Ordrupgaard. Her vil være masser af boder med kunsthåndværk og håndlavet julepynt, og man kan også selv kaste sig over at klippe-klistre eller få købt årets juletræ.
  • Drikke fredagsøl med brødrene Price, når brødrene selv gæster deres populære og tilbagevendende fredagsbegivenhed, A Talk. Det er i dag, fredag, fra 17-18.
  • Være med til at hylde den legendariske koncertfilm The Last Waltz, som efterhånden har fyrre år på bagen. Det er på Loppen på Christiania, lørdag kl. 21, hvor musikere genopfører koncertfilmen, som siges at være én af verdens bedste nogensinde.
  • Julehygge på den økologiske måde, når SLOW inviterer til komsammen i Det Økologiske Inspirationshus. Dyrk eksempelvis små frø til spirende vintergrønt og sip øko-able-gløgg.

Københavnerposten går nu juleferie og er tilbage igen den første fredag i 2017.
Hav det rart så længe!