Slut med afmagrede modeller

Den danske modebranche vil ikke længere se på radmagre tøjmodeller og går sammen om nye etiske regler.

Radmagre afpillede tøjmodeller skal ikke længere have en chance på de danske catwalks. I løbet af kort tid skriver danske modelbureauer under på et såkaldt etisk charter for modelbranchen.

Det er Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser (LMS) og Danish Fashion Institute, der er gået sammen om nogle fælles målsætninger.

Hvad de fælles målsætninger konkret går ud på, vil LMS først løfte sløret for senere. Men der bliver ikke tale om at indføre minimumsgrænser for, hvor tynde modellerne må være, siger formand for LMS, Anne Minor Christensen.

/ritzau/