»Sluk for dit TV og vær forælder, Mai Mercado«

Mai Mercado taler til Karen Ellemann, da hun fik overdraget socialministeriet i slutningen af november 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Den virkelige verden forsvinder ikke af, at vi bare piller os i navlen«

Sådan lyder en af de mange reaktioner til et omdiskuteret tweet af den nyudnævnte børne- og socialminister Mai Mercado, der er utilfreds med, at DR viste billeder af døde, irakiske børn i nyhedsmagasinet 21 Søndag.

I reportagen fra de hårde kampe mellem Islamisk Stat og den irakiske hær i Mosul besøger korrespondent og forfatter Puk Damsgård et felthospital, hvor man ser fire børn, der legede i en have, da en mortérgranat slog ned. Ét af børnene, en to-årig pige, var død, da hun blev bragt dertil.

Trods Mai Mercados opsang til DR og de hårde billeder fra krigen, som værten gjorde opmærksom på ville komme inden indslaget, er det kun få, der deler hendes synspunkt.

Twitter-brugere påpeger, at det er nødvendigt at vise virkeligheden, som den er, også selv om virkeligheden kan være rå og brutal. I et par tilfælde debatterer Mai Mercado med nogle brugere, men som korrespondancerne tydeligt viser, får det dem ikke til at skifte holdning.

Her er et eksempel:

Bruger: »Måske rimeligt at forældre begynder at tage ansvar for deres børn - og ikke planter dem foran TV-nyhederne!«

Mai Mercado: »Selvfølgelig har forældre ansvar - men det har DR også. Man kan godt vise krig uden at vise døde 2-årige.«

Bruger: »Måske også en tanke værd! - at vi (ikke børn) bør lære at krige ikke blot er brag og bum - men død og lemlæstelser.«

Mai Mercado: »Hvorfor kan vi (de voksne) ikke lære det uden at vise så stærke billeder?«

Bruger: »Ved det ikke - jeg blev først rigtigt bevidst over nazi-lejre, da jeg så fotos af stablede jøder og handicappede.«