Slovak var fængslet for længe for slag mod ministers mand

Højesteret siger, at Københavns Byret var for skrap i sagen om vold mod Søren Pape Poulsens forlovede.

Et slag mod Søren Pape Poulsens forlovede udløste i Østre Landsret en straf på fængsel i 30 dage. (Arkivfoto) Linda Kastrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En slovakisk mand var varetægtsfængslet for længe i sagen om vold mod justitsminister Søren Pape Poulsens forlovede. Det har Højesteret fredag fastslået i en kendelse, oplyser den dømtes forsvarer til politiken.dk.

I cirka tre uger burde manden ikke have været frihedsberøvet, lyder det i kendelsen ifølge advokat Erbil Kaya.

Mere præcist burde den slovakiske mand ikke have siddet i Vestre Fængsel fra 13. juni og frem til 6. juli sidste år, skriver politiken.dk.

Sagen opstod 17. maj ved beværtningen LA Bar på Gammel Mønt i København. Slovakken var i Danmark for at se VM i ishockey. Og i nattelivet stødte han altså på justitsministerens forlovede, Josue Vasquez.

En kontrovers endte med, at Vasquez blev slået i hovedet. Straks efter blev udlændingen, der i øvrigt er advokat og arbejder i Polen, varetægtsfængslet.

Københavns Byret havde dog ikke tilstrækkeligt grundlag for 13. juni at forlænge fængslingen, mener Højesteret.

Den 6. juli afsagde byretten dom og straffede den tiltalte med fængsel i 40 dage. Samtidig blev han løsladt, men det var altså for sent.

I ankesagen nedsatte Østre Landsret i øvrigt straffen til fængsel i 30 dage samt udvisning af Danmark i seks år.

/ritzau/