Når EUs stats- og regeringschefer holder topmøde onsdag, bliver det uden statsminister Mette Frederiksen (S).
Statsministeren er ramt af sygdom og deltager derfor ikke ved EU-topmødet onsdag i Bruxelles.
Hun er ikke syg med coronavirus, da hun er testet negativ. Det oplyser Statsministeriet.
EU-topmødet onsdag er med Det Østlige Partnerskab. De østlige partnere er Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Moldova og Ukraine.
Det er uafklaret, om statsministeren bliver frisk nok til at deltage ved et mere regulært EU-topmøde, som begynder torsdag morgen.
Ved topmødet onsdag vil EU bekræfte ønsket om at fremme stabilitet og samarbejde med de østlige partnere.
Statsministerens afbud onsdag betyder, at Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, taler på vegne af Danmark.
Når der er topmøder, er det ikke muligt at lade en minister eller embedsmand vikariere for en stats- eller regeringsleder. Derfor må en regeringsleder ved et afbud bede en anden regeringsleder, der er til stede, om at tale landets sag.
Og da Danmark og Sverige står ganske ens på spørgsmålene onsdag, er valget faldet på den svenske statsminister.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at Magdalena Andersson skal tale Danmarks sag igen torsdag, hvis ikke statsministeren er blevet frisk.
Torsdag står den på et topmøde på mere vanlig facon.
Her skal EUs stats- og regeringschefer drøfte aktuelle EU-anliggender. Herunder energipriser, migration og situationen med Belarus.
Netop Belarus er normalt en del af Det Østlige Partnerskab. Men landet suspenderede i juni sin deltagelse. Det skyldes, at landet er utilfreds med den regn af sanktioner, som EU har pålagt landet.
Der ligger flere årsager bag EUs anspændte forhold til Belarus. For det første anerkender EU ikke, at præsident Aleksandr Lukasjenko vandt valget på regulær vis i august sidste år.
For det andet mener EU, at Belarus over de seneste måneder har brugt migranter til at forsøge at destabilisere EU. Belarus har fragtet migranter mod EUs ydre grænser mod landet, lyder anklagen.
Ved det regulære topmøde torsdag er der en lang række sager på dagsordenen. Oprindeligt skulle EUs ledere også have haft fredag til at drøfte sagerne.
Men på grund af coronasituationen har EU-præsident Charles Michel besluttet, at det skal afholdes på en dag.
Det er prioriteret at holde det fysisk frem for virtuelt. Men for at mindske risikoen for smitte er det altså afkortet til bare en dag.
/ritzau/



