Slip naturen fri

Skoven kan blive begyndelsen på et eventyr for den danske natur.

Den danske skov er mange steder præget af fyrretræer. Det gælder også Gribskov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen

Skoven er naturens grønne hjerte, og uden dens mangfoldighed af dyr og planter ville naturen sygne endnu mere hen og blive overført fra observationsstuen til intensivafdelingen.

Træerne, billerne og alle andre småkræ yder sammen med rådyr, urter og svampe deres store bidrag til den danske biodiversitet eller artsmangfoldighed, og i skoven finder mange arter deres sidste ståsted i et stadig mere opdyrket og udnyttet landskab. Derinde i bøgetræernes søjlegange eller i de krogede egetræers skygge er det stadig muligt at få et glimt af den dansk natur i al sin oprindelige vælde. Derfor er det vigtigt, at skoven forbliver på observationsstuen og ikke ender på intensivafdelingen, hvor store dele af den danske natur allerede befinder sig på ubestemt tid.

Men skoven kan mere end det. Den kan, hvis den bare bliver forvaltet og udnyttet lidt anderledes end i dag, være lige præcis det quick fix, der skal til for at give den danske natur et løft, gøre den mere mangfoldig og hjælpe med til, at Danmark opnår målet om at stoppe tabet af biodiversitet senest i 2020.

Den melding kommer fra professor Kaj Sand-Jensen, Københavns Universitet, i forbindelse med, at fjerde bind i storværket »Naturen i Danmark« er kommet på gaden. Han er redaktør på det i alt fem bind store værk, og i anledning af det seneste bind, om de danske skove, er han taget en tur i nordsjællandske Gribskov med Berlingske Tidende for at snakke om ikke bare skov, men også om natursyn og den danske natur anno 2010.

»Skoven er et godt sted at begynde, hvis vi vil have mere natur. Dels udgør den 11-12 procent af det danske areal, dels er meget af den statsejet. Det betyder, at vi sådan set kan gøre med den, hvad vi har lyst til. Det er vores skov,« siger han.

Professoren forklarer, at så meget som en tredjedel af den danske biodiversitet er knyttet til skov, og at den er hjemsted for rigtig mange truede arter.

»En indsats på skovområdet vil give en hurtig og stor gevinst for naturen,« vurderer han og tilføjer, at Danmark i forvejen har en langsigtet målsætning om, at 20 procent af landets areal skal være skovklædt.

2.000 arter på ét træ

Kaj Sand-Jensen fremhæver Gribskov som et skovområde, hvor det med forholdvis få midler er lykkedes at skabe en mere mangfoldig natur og dermed også en mere livlig natur. Flere steder i den store skov er dræningen stoppet, dermed stiger vandet, træerne forsvinder, og de våde højmoseagtige vandhuller, der opstår, er som oaser for utallige dyr og planter.

»Se nu på sådan et par uddøde træer, der får lov at stå. De bliver koloniseret af svampe og vedlevende biller, og op til 2.000 arter kan være tilknyttet et enkeltstående, udgået træ,« siger han.

Kaj Sand-Jensen er ikke fortaler for, at skovdriften bliver droppet i statsskovene for at slippe naturen fri. Men han er fortaler for, at der kun bliver fældet store, såkaldte gavntræer, og at der ikke længere bliver plantet nye træer med henblik på skovdrift.

»Man skal selvfølgelig sikre, at egetræer og den slags får lov at stå, men man skal undgå graner, der står og fylder det hele. Når de er hugstmodne, skal de ikke afløses af nye træer. Skoven skal som udgangspunkt have lov at passe sig selv,« påpeger han.

Mægtige modstandere

Som han står der og peger ud over et velvoksent mosehul i Gribskov og fortæller, hvordan den om sommeren er dækket af det fineste hvide tæppe af kæruld, får han det til at lyde enkelt og lige til at give den danske natur en tiltrængt, hjælpende hånd.

Men helt så enkelt er det ikke. Over fem millioner danskere, 25 millioner slagtesvin, kvælstof, byer, veje og menneskers aktiviteter lægger beslag på det danske land. Viben og dens venner er oppe mod mægtige modstandere, erkender Kaj Sand-Jensen.

»Gennemgående står det skidt til med den danske natur, særligt det åbne land er hårdt ramt,« siger han:

»Men det gode budskab er, at vi kan få det, næsten som vi vil have det. Under bygmarken danser brushanen, og hvis vi går til det med den tilgang, kan vi nå langt. Men gør vi ikke noget, når vi ikke vores biodiversitetsmål i 2020.«

Men dansk natur bliver jo aldrig en stor Lille Vildmose af uberørt natur?

»Nej, men vi kan stadig få rigtig meget, og det behøver ikke koste så meget,« siger han og henviser til, at landbrugets kvælstoftilførsel er et af de helt store problemer:

»Vi har før været gode til at udvikle rensningsteknologier her i landet. Det kan vi også blive med næringsstofferne, så de bliver fjernet, inden de når ud i naturen.«

Professoren udpeger genopretningen af Skjern Å og den nye beslutning om retablere vestjyske Filsø som eksempler på, at mennesker kan gøre deres uret mod naturen god igen ved at genoprette den.

»Vi bliver nødt til at øge naturarealet og skabe plads til fri dynamik. Den skal have lov at passe sig selv, og så skal vi have løftet byrden af næringsstoffer til vandmiljøet. Ellers bliver naturen bare endnu mere kedelig og endnu mindre varieret end i dag,« forklarer han.

Naturens herre

Engang skabte naturen sig selv, og den skabte menneskerne. I dag ødelægger og former mennesker naturen, og det har de ifølge Kaj Sand-Jensen gjort lige siden bronzealderen.

»De begyndte at rydde skoven, og det åbne landskab opstod,« siger han.

Altså er det åbne, danske landskab oprindeligt blevet til takket være mennesker, og med det åbne landskab er der opstået en endnu rigere natur end det forhistoriske, skovklædte Danmark. I det åbne land, på de våde enge og på resterne af den engang så vidstrakte jyske hede, der alle ligger klemt inde mellem marker og jordbrug, har en lang række dyr og planter fundet deres hjem.

I årene efter Anden Verdenskrig begyndte naturen for alvor at blive udnyttet, eller rettere overudnyttet, og græssende kvæg på enge og høslæt blev noget fra Morten Korch-filmene. Søer blev drænet, vandløb blev rettet ud, der blev slået dæmninger over fjorde, variationen i landskabet forsvandt, og næringsstoffer og fosfor blev taget i brug i stor stil.

Det virker, som om det er en menneskelig drift at betvinge naturen?

»Der opstod tidligt en tanke om, at det var Guds vilje at få magt over naturen. At udnytte den. Der var lidt en tanke om, at naturen var noget skidt,« siger Kaj Sand-Jensen.

Han fortæller, at der i 1900-tallet var store, men forgæves forsøg, på at ændre det danske landskab. Driftige pengemænd ville med bl.a. engelsk og tysk kapital dræne Lammefjord, sådan som de var begyndt på allerede i 1800-tallet, de ville dræne Vejlerne, i dag et af de vigtigste fugleområder overhovedet herhjemme, de havde planer om at dræne Isefjorden og inddæmme Køge Bugt og Roskilde Fjord. Men pga. en hollandske tragedie blev planerne aldrig til noget.

I 1953 brast digerne i Holland, tusinder døde, og ifølge Kaj Sand-Jensen sendte det planerne og dige- og dæmningsbyggerier lang ned på den politiske og økomomiske dagsorden i Danmark.

»Noget andet er, at der aldrig rigtig var økonomi i det. I flere tilfælde blev inddæmningen nærmest tvunget igennem,« siger han.

Et nyt natursyn

Men i løbet af 1970erne og 1980erne skete der noget. Natursynet begyndte at ændre sig. Der blev talt om miljø, der blev indført vandmiljøplaner, der blev gjort noget for at fjerne næringsstoffer, der kom gang i naturgenopretning, og naturens tilstand kom på skoleskemaet.

»Det er gået lidt zig-zag og frem og tilbage. Men alt i alt gik det fremad til 1990erne. Det har dog stået noget i stampe, siden den borgerlige regering kom til i 2001,« mener han.

I dag er belastningen af kvælstoffer fra landbruget stadig for voldsomt, og »det kniber med det udyrkede område med en dam nede i hjørnet af marken«, som Kaj Sand-Jensen udtrykker det.

Dertil kommer, at det åbne land netop er blevet tildelt et nyt blåt øje, efter at 140.000 hektar braklagte marker er blevet inddraget til landbrugsjord.

»Det var ganske enkelt et kæmpe tab for naturen. Først gav vi os selv en masse natur, og så tog vi den selv fra os igen,« fortæller han.

Men, som Kaj Sand-Jensen siger, under bygmarken danser brushanen.

»Naturen i Danmark«, bind fire »Skovene«. 560 sider. 699,95 kr. Gyldendal.