Slikmunde og pølsespisere

Danskere spiser næsten lige sundt – eller usundt – over hele landet. De regionale forskelle i tartelettrang og margarine­forbrug er næsten usynlige, hvis man tager højde for uddannelse og indkomst. Men pølser og slik fortæller en historie.

Kvinderne i hovedstadsområdet spiser mere chokolade end kvinder i provinsen, uanset uddannelse og alder - og det er ikke kun den dyre mærkevarechokolade fra Summerbird. Og de højtuddannede spiser mest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling

Danskere med en lang uddannelse får sammen med eksamensbeviset åbenbart en umættelig sød tand.

De veluddannede guffer i sig, langt mere end de lavtuddannede, og det er ikke kun den dyre, mørke mærkevarechokolade og hjemmelavet økologisk is. De veluddannede i kostundersøgelserne spiser mere slik og chokolade af enhver slags, også det farvestrålende med alle e-numrene.

»Det er det omvendte af, hvad vi normalt forventer. Alt andet lige ved vi, at de veluddannede går mere op i sundhed, de har mere viden og måske også flere ressourcer til at spise sundt. Men det er de højtuddannede, der spiser mest slik og chokolade,« siger Sisse Fagt, seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet og medansvarlig for den store nationale kostundersøgelse, der løbende undersøger, hvad danskerne egentlig spiser.

De veluddannede har også et forspring – eller er sakket agterud – hvad angår indtaget af alkohol, som i dag er højst i de veluddannede og velstående samfundslag. Og man kan ikke afværge leverskader ved at betale mere for rødvinen.

Men selv om slikmundene har studenterhue på, og de drikkende klasser er rykket flere nøk opad, er der stadig en klar sammenhæng mellem uddannelse og kost.

»De højtuddannede spiser mindre fedt, de spiser mere fisk, frugt og grønt, og de får flere kostfibre. Når vi samler det hele sammen til en »kost-score« – et samlet tal for om kosten er sund eller usund – så scorer de højtuddannede alt andet lige højest,« siger Sisse Fagt.

Alder kan have betydning for, hvilke fødevarer man vælger. De ældre får for eksempel deres fisk på en anden måde end de yngre. Så når man alligevel har fornemmelsen af, at de spiser anderledes på landet og i små byer, kan det være, fordi der er flere dér, som er ældre og ofte også dårligere uddannede.

Forskellene i alder og uddannelse overskygger nemlig langt de regionale forskelle, der ellers er så hyggelige at drille hinanden med. Så når nordjyderne ifølge statistikken spiser langt mere margarine end nordsjællændere, har det selvfølgelig ikke noget at gøre med geografi. En ung direktør fra Hørsholm begynder ikke pludselig at købe margarine, fordi hun flytter til Pandrup. Og de lavtuddannede og ældre i Nordsjælland spiser mere som en statistisk nordjyde, end deres veluddannede og yngre naboer.

»Vi ser såkaldte clustere omkring fødevarer som falafel, olivenolie og lammekød, der spises rigtigt meget i nogle enkelte områder, men næsten ikke andre steder,« siger Lars Aarup, analysechef i COOP, der har samlet data på tusindvis af danske måltider i mange år til det store »Mad-o-meter«.

Her kan man også muntre sig med at finde regionale forskelle, fordi data nu engang er sorteret på den måde. Men det afspejler ikke rent geografiske forskelle. De er demografiske.

Pølser er et dårligt tegn

Der er dog forskelle, som ikke umiddelbart kan forklares alene med områdets fremherskende socioøkonomiske vilkår. Kvinder i hovedstadsområdet spiser for eksempel mere slik og chokolade end kvinder i provinsen, uanset uddannelse og alder. Mens det for mændene ikke gør så stor forskel på slikspiseriet, om de bor i en stor by, en lille by eller på landet. Og de små forskelle på valget af fødevarer har det med at udjævne sig, når vi kommer op på det samlede ernæringsniveau.

»Helt generelt må vi jo sige, at når man spiser meget af noget, spiser man mindre af noget andet. Det kan godt være, at nogle ikke spiser mange kartofler, men så spiser de mange grøntsager, så det jævner sig ud. Hvis nogen spiser meget fedt kød, så spiser de måske ikke så meget sovs,« siger Sisse Fagt.

Kostforskerne kan dog ud fra deres undersøgelser pege på såkaldte »indikatorfødevarer«, hvor én bestemt slags mad fortæller næsten hele historien om kosten.

»Wienerpølser er en rigtig god indikatorfødevare. Det er jo ikke fordi, en pølse er frygtelig usund. Men hvis man spiser pølser, spiser man også andre fødevarer, som giver en samlet usund kost. Pølser boner ud i alle de nordiske lande som en indikator på usunde vaner,« siger Sisse Fagt.

Fed ost er en anden indikator for usunde kostvaner, mens for eksempel fisk ikke nødvendigvis er en indikator på sunde kostvaner. Altså en fødevare der ikke i sig selv forbedrer sundheden, for det gør ingen fødevare jo alene. Men som næsten altid spises som en del af en sund kost.

»Vi ser tydeligt, at de normalvægtige spiser mere fisk end overvægtige. Og at fisk er en del af en sundere livsstil. Men det kan jo hurtigt ændre sig med panering og remoulade. Så er fisk pludselig en del af en helt anden slags kost,« siger Lars Aarup, som peger på, at det kræver meget arbejdskraft at tilberede fisk.

Derfor er det enten dyrere at spise fisk, hvis man vil købe fisken færdig til at putte i gryden eller ovnen. Eller det kræver mere tid i køkkenet at gøre fisken spiseklar, end mange familier i dag er parat til at investere.

Det eksotiske bliver mainstream

At spise en sund kost hænger ofte sammen med en større kostinteresse og dermed i dag med mere flygtige vaner.

»Udbredelsen af fødevaretrends går hurtigere og hurtigere, så det er svært at fange en enkelt indikator. Det ene øjeblik er granatæbler det rigtige at spise. Så er det søde kartofler. Og alt er jo glutenfrit efterhånden. Nicherne bliver mainstream på ingen tid, og supermarkedskæderne er hurtige til at gøre fødevarerne tilgængelige i alle afkroge af landet,« siger Sisse Fagt, der nævner rodfrugt­dillen som eksempel.

»Pastinak og persillerod gik på kort tid fra at være eksotiske til at være allemandseje. Det samme ser vi nu med spidskål.«