Slidgigten skal slankes væk

180 overvægtige kvinder over 50 år søges til treårigt projekt, der skal klarlægge, om nedslidt brusk i knæet kan gendannes ved vægttab og fysisk træning.

Et nyt stort dansk forskningsprojekt skal undersøge, hvilken effekt det kan have for overvægtige med slidgigt i knæene at tabe sig. Det skal bl.a. klarlægge, om den nedslidte brusk i knæet gendanner sig, når belastningen af leddet bliver lettet.

»Vi ved, at vægttab er utrolig effektivt ved slidgigt i knæene. Smertelindringen er tre gange bedre end ved smertestillende medicin,« siger forskningsprofessor, dr. med. Henning Bliddal, Parker Instituttet ved Frederiksberg Hospital, der leder forskningsprojektet.

Det udføres i samarbejde med flere afdelinger af Københavns Universitet og Nordic Bioscience A/S, der bl.a. fremstiller medicin mod gigt og knogleskørhed.

Projektet, der vil koste 15 mio. kr. over tre år, har netop fået seks mio. kr. i støtte fra Velux Fonden på baggrund af resultaterne fra et indledende etårigt forsøg med omkring 100 overvægtige slidgigtpatienter.

»De har gennemgået vores meget effektive vægttabsprogram, hvor man kommer meget hurtigt ned i vægt, og den gruppe, der tabte sig meget, har fået det mærkbart bedre. De erfaringer vil vi nu udbygge med en endnu større gruppe på 180 forsøgspersoner, særligt kvinder over 50 år, der også skal have fysisk træning. Der er ingen medicin indblandet i forsøget, for formålet er at finde ud af, hvor meget man selv kan gøre for at afhjælpe slidgigten,« fortsætter Henning Bliddal.

Deltagerne bliver efter vægttabet delt i grupper, hvor nogle selv skal holde vægttabet ved lige, andre får hjælp til det på hold, nogle skal træne selv og andre på hold.

»I begyndelsen af forsøget tages der prøver ud fra leddet på en tredjedel af forsøgspersonerne, der tages biokemiske prøver og laves MR-scanning, så vi kan konstatere, om der efter de tre år er sket en væsentlig forbedring af ledbrusken,« siger Henning Bliddal.

Forskningschef ved Parker Instituttet, professor, dr. med. Bente Danneskiold-Samsøe har store forventninger til projektet.

»Slidgigt er i høj grad en livsstilssygdom ligesom hjertesygdomme og sukkersyge, og et overbevisende resultat vil motivere slidgigtpatienter til at gøre noget ved deres livsstil,« siger hun.