Dansk mode er, siger man ofte og nogle gange let sukkende, demokratisk. Den er tilgængelig, formet til liv, som man cykler gennem, hvor man henter sine børn, går på kontoret og ud bagefter. Færre frisøraftaler, flere grøntsagskasser fra Årstiderne, færre premierer, flere ture på legepladsen.

Den model passer Ole Yde normalt ikke ind i, for han skaber tøj til fine damer, der lever liv med trustfonde, diamantringe og privatchauffører (og eventuelt en prins af den rigtige slags som ægtemand), og det var såmænd ikke, fordi Ole Yde havde forladt sin målgruppe, men han tilbød dem i sin kollektion med linjen Yde by Ole Yde, vist på Paustian, et lidt mere afslappet look, ikke dovent, men knap så formelt.

Her var færre fjer, færre bindebånd og mere denim (rigtigt meget, faktisk, fra jakker og nederdele til kjoler med perlebesætninger ved lommerne og naturligvis smukt syet, så de følger kroppens former, men stadig, denim). Her var jakker med rå kanter, kjoler i en grov mørkeblå blonde (meget pænt!) og en safarikjole som en kærlig hilsen til Ydes store forbillede, Yves Saint Laurent.

Yde, der ellers er kendt som leverandør af kjoler til den røde løber og til de skandinaviske hoffer, holdt igen med de lange kjoler og viste kun få af dem, bedst var en lang guldkjole, der med 3/4-ærmer var enkel, men stadig festlig. Den krævede ikke privatchauffør og diadem, men ville klare en dåseøl på vejen hjem fint.

Tag ikke fejl, Yde bliver aldrig hverdagsagtig, men det klæder ham og de kvinder, han klæder på, at der er sneget sig en lethed ind i Yde-universet med linjen. Som om man ikke har brug for konstant at være beskyttet, men bare påklædt. Fine damer må også slappe af.

En tand for afslappet

Afslappet var også åbningsshowet fra Lovechild 1979, der blev vist på rådhuset. Designer Anne-Dorthe Larsen viste en kollektion især i blå farver, fra dyb marine til klar, nærmest electric blue, med sprøjt af gul og lidt rød, print med kirsebær og et andet med forstørrede valmuer.

Silhuetten er lang, blød og løs. Tænk tunika over vide bukser, tænk lette nederdele og en collegejakke i gul print. Tænk en lang ærmeløs vest over en stribet kjole. Eller som en af kollektionens bedste styles en blå frakke, der nærmest var en hybrid mellem en blazerjakke og en kimono. Desværre var kollektionen og showet underlig energiløst, så de bløde silhuetter blev for bløde, for afslappede, for slatne.

Skrædderkræs og elastikkant

På samme måde skuffede Asger Juul Larsen, da han viste sin kollektion på messen Revolvers nye udendørsscene, hvor han hverken var vild som i kollektionen fremvist på Papirøen sidste sommer (til heavyorkester så højtspillende, at gæsterne fik ørepropper) eller skarp som på D’Angleterre i vinter, hvor vanviddet var kontrolleret.

I år var nok både print af alligator, flammeprint (i arrig orange og skinger grøn), mænd med makeup som modeller i 1980erne, clutches i kobberfarvet læder og regnfrakkeveste med rigeligt med lynlåse og knapper i gennemsigtigt præget plast, men indtrykket var underligt tamt. Et par bukser opsamlede måske problemet. Foran skrædderdetaljer, bagpå elastikkant som på joggingbukser. De ville være både-og, men endte som kollektionen med at være lidt for lidt.