Han har haft hedeslag efter 57 grader i skyggen i Death Valley, trampet i snestorm og mudder i the Rockies, cyklet fra bjørne og ulve i Canada og Alaska samt blevet kørt ned af en bil i England.
Men det har ikke slået slagteriarbejderen fra Hobro ud af kurs. 5. oktober fylder langturscyklist Lars Nielsen 65 år.
Hans første lange tur var i USA i 1989. Han havde læst i et blad, at der fandtes en Alaska Highway, og den skulle prøves. Efter 10.000 km i sadlen endte han i Miami i det diagonalt modsatte hjørne af USA.
»Og så kunne jeg ligesom ikke komme længere.«
Gennem de 40 år, han har cyklet de lange distancer, er det blevet til over 160.000 kilometer – eller hvad der svarer til fire gange omkring ækvator.
Spørger man Lars Nielsen om hans bedste oplevelse, bliver det alle de gæstfrie mennesker, han har mødt undervejs.
»Jeg har taget de fleste ture alene, og da jeg kun har haft telt med på to ture, har jeg hver eneste aften skullet ud og finde en ny overnatning. Men 7-9-13, jeg har aldrig sovet ude i rabatten. Mødet med de lokale indbyggere og deres gæstfrihed er det mest positive ved turene.«
Og stiller man næste spørgsmål om den værste oplevelse, er det hverken kulde eller modvind, men maven.
»Jeg har ikke oplevet noget negativt gennem de 40 år, jeg har cyklet. Men den værste oplevelse er nok min mavediarré på turen i 2001 fra Kap Horn til Alaska. Jeg fik dårlig mave i Mellemamerika, og den varede ved i to måneder og 10.000 km. Jeg tabte ca. ti kilo ved den lejlighed.«
Brækket ryg
Året efter brækkede han ryggen, da han blev kørt ned af en bil i England.
»Jeg er aldrig kommet over det, og det gør jeg heller ikke. Det venstre ben har mistet halvdelen af kraften. Den engelske læge, der behandlede mig, sagde: Hold da op, det er godt, at du cykler.«
»Cykling er den bedste måde at komme tilbage i den gamle form igen, og det har jeg så gjort. Det går lidt langsommere, men jeg kommer da frem.«
Som ung blev han 1974 medlem af Hobro Cykelklub, men han vidste, at han ikke blev en ny Ole Ritter eller Verner Blaudzun.
»Men fra min skoletid havde jeg en interesse for historie, geografi og biologi, og kombineret med en sund cykelinteresse gav det en perfekt cykelturist. Der var sådan, jeg begyndte på cykelturene i 1980. Jeg tog også dengang det valg, at jeg ikke ville sætte mig mellem to stole. Skal man have kone og børn, kræver det opmærksomhed. Så det fravalgte jeg.«
Kærlighed
Det ændrede sig dog for seks et halvt år siden, da han mødte den to år ældre Karen Hansen. De har holdt sammen siden, hun er flyttet til Hobro og holder også af at cykle og vandre. Coronaen har sat en midlertidig stopper for udlandsturene, så i år valgte de at genopdage Danmark med en tur fra Tønder over Møns Klint til Sjællands Odde – 585 km.
For to år siden var det Karen, der skubbede ham ud på endnu en af soloturene. Han valgte at tage rundt i Alaska, for så at skrive den bog færdig, han var i gang med. Men føler han sig ikke ensom, når han cykler alene?
»Egentlig ikke, det har været min livsstil så mange år. Jeg har jo ikke været vant til andet. Men så er Karen kommet til, og man har pludselig en at tale med. Det har jeg jo aldrig prøvet før. Da jeg 2018 cyklede rundt i Alaska og USA, manglede jeg da Karens selskab. Det må jeg ærligt erkende. Jeg bliver jo også ældre.«
Han er i dag på efterløn, mens Karen er blevet pensionist. Senest har han luftet tanken for Karen om at tage til Australien igen, denne gang det sydvestlige hjørne ved Perth.
Ikke give op
Lars Nielsen har gennem alle årene været slagteriarbejder, og hans arbejdspladser har været flinke til at give ham fri til cyklingen. Men de skulle gerne vide, hvornår de kunne forvente ham tilbage igen.
»Når jeg købte en billet et eller andet sted hen, skulle jeg osse have returbilletten. Somme tider har jeg været lidt presset, for det er jo ikke altid, at vejret opfører sig sådan, som man lige vil have det. Det er jo ikke altid, der har været medvind på cykelstien. Da jeg cyklede ud fra Kap Horn, vidste jeg lige præcis på datoen, hvornår jeg skulle være oppe i Anchorage, Alaska. For at nå det, må man tage problemerne med åben pande og læse dem efterhånden, som de kommer. Man skal have mentaliteten til at kunne sætte sig ud over det. Man skal ikke bare give op.«
