Slagsbror

Jorge Herrera kan godt lide at slås. Som ungdomskriminel røg han i slåskamp med alt og alle. Som voksen dyrker han kampsporten Mixed Martial Arts. Slagene har haft en konsekvens. De har fået ham til at glemme. I en alder af 35 år vil han nu begynde at huske.

Han er heldig. Selvom kroppen bliver ældre, er han som mangeårig kampsportudøver forskånet for skavanker. Han kender andre ligesom ham, der har fået nye hofter eller døjer med kroniske rygsmerter. Jorge Herrera har ar på øjenbrynene og på hænderne. Engang fik han slået alle sine knoer bagud. De blev opereret på plads, men hans hånd er i dag altid lidt hævet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kapitel 1

»Jeg kan ikke selv huske, at min far slog mig. Men jeg har ikke glemt, at han prøvede at kidnappe mig. Jeg sidder som lille dreng på bagsædet i hans bil der på gaden i Santiago, og jeg kigger ud af bagruden og kan se min storebror komme løbende. Han løber for at komme mig til undsætning. Han hiver mig ud af bilen. Derfra er der lukket. Helt sort

Forleden fik Jorge Herrera et sæbeøje til træning. Et stort ét. Der bragte det røde op i hans mørke øjne. Han havde prøvet det mange gange før. Set huden omkring øjet svulme op og blive den mørkeste nuance af blå. Mærket ømheden dunke ved tindingen. Det her var et særligt ét. Der gik lang tid, før det gik væk. Da gik det op for ham.

Han heler ikke lige så hurtigt som før. Sporene fra slagene vil fremover stædigt forsøge at markere hans krop. De vil nægte at blive slettet.

Det er ikke kun en ydre ting. Noget, der er forbeholdt hans 35-årige fysik. Indeni Jorge er forandringen også begyndt at vokse. Han siger, at han gerne vil have udfyldt hullerne i sin egen fortælling. Bag ordene står Jorge overfor det, der endegyldigt rammer ethvert menneske, der ikke helt har fået lukket døren til sin egen barndom. Selvopgøret.

Jorge har noget med sin hukommelse. Den husker, hvornår hans drenge blev født og hvordan. Den kan omvendt ikke erindre særlig meget fra hans barndom i Chile. Den husker sneen på hans ankomstdag til Danmark, men den har glemt mange af de slag, hans far gav moderen og ham tilbage i Santiago.

Den er forbandet, hukommelsen. Fordi slagene fra flere års slagskamp har gjort deres, fordi han kommer fra et sted, som ikke er værd at mindes om og fordi det mest bekvemme nogle gange har været at udviske alt det grimme. Den har skabt en selvbiografi om Jorge, som han har svært ved at stole på. Derfor vil Jorge gerne begynde at huske. 

»Jeg siger, at jeg er ligeglad med det. Men hvad fanden skal jeg svare. Jeg har hukommelsestab. Jeg står et sted, hvor jeg gerne vil finde ud af, hvad der er sket. Jeg kan ikke helt huske rækkefølgen i mit liv. Jeg har jo ingenting at fortælle. Det gad jeg godt at kunne. Der er mange løse ender, som trænger til at blive knyttet sammen. Det er nogle tanker, jeg har gjort mig her på det seneste.«

En slåskamp er én mod én. En simpel dramaturgi, hvor to mennesker banker løs på hinanden, indtil sejrherren kommer med det sidste slag eller stød, der får den anden til at give op. Jorge har aldrig kæmpet kun for at vinde, når han har stået i ringen eller på gaden. Hans næver, ben, arme, ryg, mave er igennem et 35-årigt liv blevet formet til at slås, fordi det har været en bydende nødvendighed. Fordi det er det, han er. En slagsbror.

Han skulle have kæmpet mod en russer i oktober måned. Han skulle også have kæmpet en kamp i Tjekkiet her i sommer. Det blev alligevel ikke til noget. Mixed Martial Arts er stadig en sportsgren, som lider under uprofessionelle arrangører og lidt for hurtige aftaler.

Alligevel holder Jorge ved, selvom hans to Mixed Martial Arts sejre ikke er meget. Han elsker sporten, hvor man kun iført shorts, bare tæer og en lille handske må både bryde, sparke og slå så meget, at det kan ende med en brækket arm.

Hans særkende er benene, som han fra årene med thaiboksning og de utallige sejre der har trænet til at kunne løfte højt og sparke »hjernedødt hårdt med«. I ringen er han kendt som en karismatisk kæmper, der under navnet »Golden legs« altid forsøger at få sparket modstanderen ned.

»Det er mere voldeligt, når man ser det udefra. Man bokser jo inde i et bur, som man ikke kan komme ud fra. Der er en dramatik omkring. Jo mere blodigt, desto flere billetter sælger det. Det er alle lige fra bankdirektører og bøller, der kommer ind og ser kampene.«

På Facebook så Jorge en dag et opslag fra en promoter, han var ven med. Promoteren søgte en bokser på 77 kilo til en Mixed Martial Art-kamp. Jorge svarede ham med det samme. Han var klar til at slås trods sine 83 kilo.

Der skulle være pressemøde seks timer efter, så han skyndte sig ned i en sauna for at sjippe igennem og tabe væsken. Han blev valgt til at kæmpe. Derfra bevægede han sig ind i det, der af tilhængerne af den omdiskuterede kampsport bare bliver kaldt for MMA.

»Min første modstander var oprindeligt bryder, hvor jeg kom fra thaiboksning. Jeg var vant til at stå op, så jeg var lidt grøn. Jeg tabte kampen, men fik lyst til mere.«

På en almindelig dag står Jorge op, spiser morgenmad, træner, kører sin kæreste på job, træner og træner så måske lidt igen. Det gør han enten i Albertslund, i Fitness.dk eller i Brønshøj, hvor han kan træne kampsport. Han kan godt lide at komme der, hvor de gode er og hvor han kan få modstand.

Jorge har aldrig selv set det. Det er dem, han sparrer med til træning, der har iagttaget det. Lige så snart han træder ind i slåskampen, sker der noget i hans øjne. Han har prøvet at se sig i et spejl under kampen for at fange det. Blikket. »De kan mærke det. De siger, at jeg ser ond ud. Som om jeg gerne vil slå dem ihjel. Ærlig talt, så tænder det mig at få nogle på bøtten. Jeg kan give afkald på alle de frustrationer og følelser, som jeg har. Det er der, jeg kan være vred. Jo hårdere fysisk det er, desto bedre ven, kæreste, kollega og far er jeg. Hvis jeg ikke trænede, ville jeg kravle på væggene.«

Der er flere sorte, udflydende negativer end klare fotos, når Jorge forsøger at fremkalde billederne fra sin barndom. Derfor må han flere gange besvare et spørgsmål med et »Det ved jeg ikke« eller et »Tror nok«, når man spørger ind til den vinterdag i 1987, han kom til Danmark med sin mor.

»Vi kom hertil som politiske flygtninge efter Pinochet. Min mor tog også flugten fra min far. Han bankede os alle sammen. Når jeg græd, blev han endnu mere ophidset, har min mor fortalt. Jeg husker stort set intet fra tiden i Chile. Det var for hårdt et liv, tror jeg. Meningen var ikke, at vi skulle blive i Danmark.
Vi skulle faktisk til Stockholm til min mors søster. Vores pas blev her stemplet som asyl. Jeg kan ikke forstå, hvorfor min mor ikke tog videre til Sverige. Vi havde rejst hele jorden rundt for at komme hertil, men jeg ved ikke, hvorfor hun ikke lige tog de sidste kilometer med.«

Det så elegant ud. Ishockeystaven, der fejede ind over isen og lod pucken banke ind i målet. Jorge så altid ishockeykampe i fjernsynet som barn. Der var noget dragende over dem, men han jublede først, når spillerne i ophidset tilstand smed handskerne på isen for at ryge i håndgemæng.

Der var ikke penge til, at Jorge kunne gå til ishockey. I stedet fik han lov til at dyrke taekwondo. Men det var ikke nok for den kampglade dreng. En af hans venners bror gik til thaiboksning og fik en dag lokket Jorge til træning.

»Jeg kom derover, fik handsker og tandbeskytter på. Jeg gik i ringen med ham og han var jo større end mig. Jeg fik en masse på lampen, fordi jeg havde ingen parader. Men jeg fik banket ham så meget, at han helt stoppede med at gå til thaiboksning. I stedet fortsatte jeg.«

De nåede lige at flytte ind. På Åkandevej 53, 1.th. i en lejlighed med udsigt til Utterslev Moses grønne arealer. Det var kun navnet på adressen, der klingede af poesi. Alt udenom var skønhedsforladt ghetto.

En time efter at Jorge og hans mor flyttede fra flygtningecenteret i Valby til boligbyggeriet i Tingbjerg, stod han 12 år gammel nede på gaden i færd med at dirke låsen op til en cykel. Først var det cykeltyverier, men langsomt blev det mere og mere alvorligt.

Det endte med, at når Jorges mor handlede ind i Tingbjerg, bar de unge drenge af og til hendes varer hjem. De vidste godt, hvem hendes søn var.

Det var ikke kun de manglende svar, der var et problem i Jorges opvækst. Det var også de manglende spørgsmål fra hans mor. Dem, han synes, hun burde have stillet. Hvis nogen endelig spurgte ind til, hvad han rendte rundt og lavede der på gaderne i Tingbjerg, imens alle de andre passede deres skole, fik de ikke den rigtige historie.

Jorge og hans venner sad oppe i lejlighederne og røg hash, imens de brugte af deres mødres børnepenge. De fik en stor gæld til pusheren, gik i byen og sloges med alle dem, der ville. Især Jorge kom i slåskamp med alt og alle, der gad.

»Jeg kom op og slås over ingenting. Det startede altid med, at jeg blev afvist i døren, når jeg gik i byen. Dørmændene kiggede ned på mig, fordi jeg var den mindste. Det begyndte altid med: »Hvorfor må jeg ikke komme ind?«. Det var afvisningen, der provokerede mig. Det var en hån, følte jeg.
Jeg var aldrig bevæbnet. Jeg har altid klaret mig med de bare næver. Det har også kostet mig et overfald, hvor jeg blev stukket ned af nogen, der bar kniv. Bagefter havde jeg altid en blandet følelse af både retfærdighed og irritation over mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke bare gå væk?«

De var en lukket kerne. En gruppe drenge, der helst ikke ville socialisere sig med andre end dem fra Tingbjerg. Jorge var anderledes. Han havde venner andre steder i byen.

»Jeg fik gennem min træning på et tidspunkt nogle venner fra Hellerup. Jeg kunne se, at de hyggede sig på en mere fed måde, end vi gjorde. De lavede bål på stranden og tøserne var ikke bange for at komme der. Man kunne lægge sin personsøger fra sig, og der var ikke en, der stjal den.«

Det sad helt oppe i hans hals og var ved at tage pusten fra ham. Ikke kun den massive hashrøg, men også alt det andet, der omgav ham og gjorde hans blik sløret. Som 14-årig fik han nok. Han ville ud af Tingbjerg. Han tog over til Erik, der var hans kontaktperson i kommunen.

»Jeg sagde til ham: »Erik, den er helt gal. Jeg vil bare væk«. Enten ville jeg ende som narkoman eller morder. Det var den fornemmelse, jeg sad med.«

Erik sendte ham over til et skolebehandlingshjem ved Orøstrand. Der blev han fanget af idræt og gymnastik. Næste stop var Tvind i Vamdrup, hvor han skulle lære at være på et skoleskib. Han ville ikke stå ved det dengang. At det var et vendepunkt.

Teenageumulig som han var midt i »et fucking helvede«, som han flere gange forsøgte at stikke væk fra sammen med de andre bøller. Han lavede flugtplaner og lærte de andre, hvordan de skulle græde, når de mødte en konduktør i toget. Da de alle skulle ud og sejle på et skib i Caribien, så han, at dem der spiller stærke, oftest er de svageste. Og så dermed også sig selv.

»Ham der slog først, var ham der tudede, når der var store bølger. Jeg græd også, når det blev lidt farligt. Jeg lærte noget om mennesker og om hvordan de reagerer. Det var godt, at jeg blev tvunget ud på det skib og hjemmet. Jeg tror ikke, at jeg ville have rykket mig en centimeter, hvis jeg ikke havde været der. Selvom hjælpen var der, ville jeg ikke tage den dengang.
Jeg er altid vokset op med, at jeg skulle klare mig selv. Det er svært at åbne op og gøre sig selv til et bedre menneske, når man selv er lukket. Man bliver forbandet stædig af det. Det er derfor jeg bedst kan lide ringen. Der er det mig alene, der kæmper.«

Da han kom tilbage til København, var hashen der igen. Så meget, at Jorge fik sine egne hashklubber på Nørrebro. En forretning, der var lige så let at åbne som at lukke ned igen, når politiet kom og tjekkede, hvad der foregik.

»Jeg fattede ikke noget og var skæv hele tiden. Man kunne lave nogle hurtige penge. Det var ikke sådan noget mafia-noget. Man lejede sig ind et sted og fortalte udlejeren, at man skulle bruge det til noget helt andet. Man købte hashen billigt og solgte den videre med fortjeneste. Og så røg man selv en stor del af det.
Jeg korser mig virkelig ved at se tilbage på den tid. Jeg kan slet ikke forstå, at det er mig, vi sidder og taler om. Men jeg havde ikke noget valg. Hvor skulle jeg gå hen?«

I albummet med de mange uklare motiver er der ét, der står ud. Som aldrig er falmet for Jorge og som aldrig vil blive skubbet tilbage i mørket. Det er den dag, hvor moderen til hans tre børn kom med en graviditetstest, der var positiv. Det blev den dag, hvor han endeligt sagde farvel til hashen og langsomt begyndte på at træde ud af tågen.

»Jeg røg hjernen ud den dag. Det skulle være sidste gang og jeg har ikke røget siden. Det er ni år siden. Jeg tror faktisk, at jeg bare gik rundt og ventede på, at der skulle komme en rigtig grund til at stoppe. At jeg skulle tage mig sammen.«

Han var i Thailand på træningslejr. Imens han trænede og kæmpede, kom opringningen fra hans kæreste derhjemme. Pigen, som de ventede, var blevet født i 26. uge. Nu var hun død. Jorge ville bare hjem, men blev nødt til at vente fire dage på et fly tilbage til Danmark.

»Jeg tudede i alle de dage. Jeg kunne slet ikke have med nogen at gøre. Jeg var sønderknust. Jeg kom hjem og så min datter ude på Herlev. De hentede hende fra køleboksen. Da jeg fik hende i armene, bad jeg alle om at gå ud af værelset. Jeg ville bare sidde med hende. Helt alene.«

Lægerne sagde, at de skulle vente. Sorgen skulle have lov til at bundfælde sig, men kæresten og ham blev enige om, at der var kun én ting at gøre. At slås for det.

Da Emilio kom til verden et år efter, skete der for alvor noget inde i Jorge. Det begyndte med, at han græd helt ustoppeligt under fødslen og blev nervøs, da han skulle klippe navlestrengen. Hver nat i de første seks måneder sov han med den lille dreng på sit bryst og om aftenen var det ham, der gav drengen flaske.

Det var ikke med det kæmpende, sorte blik fra ringen, Jorge så på sin dreng med. Det, som gerne ville slå ihjel og glemme. Det var med øjne, der gerne ville være til stede. Øjne, som gjorde ham lidt mere til familiefar og lidt mindre til slagsbror.

»Da jeg fik ham i armene, knækkede det hele for mig. Der kom en helt anden Jorge op i mig. Det var ham, der lå under huden på mig altid og som jeg hele tiden har vidst, var der. Ham den fornuftige, søde og rare, som folk gerne vil tale med. Ikke ham der måske vil slå én.«

Kapitel 2

Jorge kunne godt lide fængslet. Han havde gjort det hyggeligt for sig selv. Det lille vindue var blevet dækket til med en sort plasticsæk, som blev holdt oppe af tegnestifter.

Inde i mørket sad han og nød overskueligheden. De fire vægge, der udgjorde hans celle i Vestre Fængsel. Døren, der åbnede hver dag klokken otte. De samme ansigter han mødte nede i gården. De ældre indsatte, der tog sig af ham og beundrede præcisionen i hans cirkelspark.

Han kan ikke præcis huske, hvor gammel han var, da han kom i fængsel. Han kan heller ikke helt huske, hvor lang tid han sad der. Måske var det syv måneder eller var det 15 måneder? Eller var det ni måneder?

Han husker dog én ting. Modsat den gængse forestilling om fængslet som et ubehageligt sted, nød han rent faktisk at være der. Der så nogen ham.

»Jeg trivedes der. Der var faste rammer. Der var mad på de samme tidspunkter og man blev altid vækket klokken otte. Jeg kom meget hurtigt ind i den der rytme. Jeg ved ikke, om jeg havde brug for det, men når jeg tænker tilbage på det, synes jeg ikke, at det var dårligt. Set med voksne øjne var det jo ikke fedt, men som ung fyr havde jeg det godt derinde.«

35 år er en alder, hvor det første delregnskab for livet bliver gjort op. 35 år er der, hvor man piller heltekappen af sine egne forældre og ser dem som de mennesker, de er. 35 år er der, hvor kroppen ikke længere skåner én. Arrene begynder at vise sig. 35 år er for Jorge en alder, hvor han i stedet for at svare »seriøst?« til alt, rent faktisk begynder at tage det hele seriøst.

Hashklubberne, konktakten til pusherne, fængslet og de mange slåskampe. Alt det tilhører dumdristigheden. Den som hver dag smækkede sig ud af lejligheden i Tingbjerg sammen med ham og gjorde ham til ungdomskriminel i stedet for bare at være ung.

Jorges selvopgør er begyndt ved det alt udenom ham. De ydre rammer, som han mener, har gjort ham til den, han er. Derfor kan han ikke sætte ord på, hvad det værste han har gjort, er. Han ved, at det værste hans mor gjorde, var at sige ja til at flytte ind i Tingbjerg.»Jeg kunne måske have været et andet sted i dag, hvis vi var flyttet et andet sted hen. Mange af mine venner fra dengang er blevet junkier. En er lige død. De er ikke kommet en time videre derfra. De er blevet slagterlærlinge og har ikke lavet andet end at drikke bajere. 40 procent af dem jeg voksede op med, er gået i hundene. Resten af os har papirer liggende et sted og prøver bare at få vores liv til at fungere.«

Efter opholdet på Tvind-skoleskibet og skolebehandlingshjemmet røg Jorge tilbage til det, der altid havde fungeret for ham. Volden.

Han blev først tildelt en ungdomsbolig i Brønshøj og flyttede bagefter ind i en etværelses-lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter. Imens han boede der, blev han ejer af nogle hashklubber og dermed også en del af den kriminelle verdens logik. En dag da Jorge gik på gaden, så han en fyr, der skyldte en af hans venner penge for noget hash. Jorge fik den lyse ide at snuppe ham.

»Det var jo en slags kidnapning. Jeg tog ham alene, slog ham og forsøgte at holde ham fanget. Da han endelig slap væk, løb han tilbage til politiet og fortalte, at det var mig. Så blev jeg efterlyst. Jeg var faktisk ret god til at gemme mig.
En nat er jeg ude at køre med min gamle bankrøverven med et par kilo hash i bilen. Han kører ned mod en ensrettet gade og mod os kommer en hundepatrulje kørende. Jeg får vildt pres. De finder ikke hashen. De finder til gengæld ud af, at de har noget på mig. Og jeg bliver kørt direkte til Vestre fængsel.«

Da Jorge kom ud af fængslet, stod én ting klart. Han skulle aldrig ind igen. Friheden var alligevel at foretrække. Jorge begyndte at arbejde som stilladsmontør. Et arbejde han elskede, fordi muligheden for at dø altid var til stede.

»Det var farligt og fysisk hårdt. Jeg kunne godt lide at stå på kanten. Så simpelt er det. Man kunne jo falde ned. Før jeg fik børn, var jeg en abekat på det der stillads. Jeg kunne hoppe halvanden meter over på den anden side, og der var måske 20 meter ned.«

Hver aften lagde Jorge sit tøj til næste dag til side og strøg den t-shirt han skulle have på. Da han boede alene, strøg han altid sit sengetøj. I dag kommer kontrollen til udtryk på en anden måde.

Flere gange hver dag hiver Jorge i sit maveskind for at se, hvor meget væske der er i hans krop. Han lægger altid hjemmets fjernbetjeninger sorteret efter størrelse på bordet. Samme metode er shampoo-flaskerne i badeværelset og bøtterne med proteinpulver i køkkenet arrangeret efter.

Jorge er altid bekymret. Hvis hans kæreste Michelle går i Netto og det tager for lang tid for hende at komme hjem, ringer han. Han frygter, at hun ikke svarer. Sådan er det også med hans tre sønner.

»Jeg er bange for at miste det hele sådan her. Jeg har altid mistet noget, jeg har holdt af. Det skulle nødigt ske igen. Jeg når at tænke de værst tænkelige ting. Det er også derfor, at jeg er sådan en hønemor overfor mine børn. Jeg er lidt porøs og sårbar omkring det.«

Bekymringen strækker sig videre end det, når det gælder hans tre sønner. De er stadig små, men en dag bliver de store nok til at træffe beslutninger, der påvirker deres liv. Jorge er allerede nu bange for, at de skal ryge ud i noget dumt.

Hans egen far var der ikke til at sige noget. Sådan skal det ikke være for Jorges børn. Når de en dag spørger ind til fars fortid, må han give dem et svar. Ikke udelade et som hans egen mor har gjort det.

»Jeg vil ikke være stolt over det, jeg skal svare. Det er en viden, de godt kan være foruden. En ting er at sidde som voksne mennesker og grine ad de dumme ting, vi gjorde dengang. Men når mine børn er til stede, snakker jeg ikke om det på den måde.
Mine børn skal heller ikke komme hjem og tale grimt. De skal tale ordentligt dansk til mig. De skal ikke være smarte i det. Jeg tænker meget over opdragelse og hvad jeg skal give videre til dem.«

En del af gadedrengen forlader ham aldrig. Når Jorge taler i mobiltelefon på gaden, kan han godt finde på at læne sig op en fremmed bil. En af hans venner har fortalt Jorge, at det skal han lade være med. Det ser provokerende ud, når han står der.

Gadedrengen kommer også op i ham, når han i weekenden står halvfuld et sted ude i byen. Den korte lunte, der får ham til sige ting, der kan ende i en knytnæve.

»Det ligger i mig. Sådan har det altid været. Selvom jeg i de seneste år bare har passet mig selv, så ligger det under min hud. Det er en sten, jeg altid bærer rundt på. Jeg kan ikke bare kaste den i havet og få den til at forsvinde. Den er lænket til mig. Derfor er jeg nødt til at få bearbejdet nogle ting.«

 

Faderen optræder aldrig i Jorges drømme. Han er blevet så meget et omrids, at der ikke er grund til at lade ham snige sig derind. Jorge har til gengæld en drøm om at være en god far. Da han var 18 år gammel, gav hans mor ham et telefonnummer til den far, de angiveligt var flygtet fra.

»Jeg ringede ham op, men det fungerede ikke. Det var ambivalent at få kontakt. Jeg vidste ikke, hvad fanden jeg skulle sige. I alle de år har jeg haft lyst til at slå manden ihjel. Det har jeg altid sagt til min mor. Det var jo en dum filmfantasi, som var blevet skabt af alt det had, jeg havde. Jeg kender ikke den fulde historie. Det er en historie, der er imellem min far og mor. Jeg prøvede ikke at spørge ind til det.«

For syv år siden pakkede hans mor sine ejendele og sagde farvel til Jorge. Hun rejste tilbage til Santiago i Chile. Væk fra kulden. Mor og søn holder stadig kontakten på Facebook, Skype og mail. Facebook er også der, at Jorge skriver til sin halvsøster på faderens side i Bolivia. Det samme land, hvor faderen bor.

Hævnfantasien bor ikke længere i ham. Ligesom vreden også har fortonet sig. Spørgsmålene er der stadig. Hvorfor slog faderen sine børn? Hvordan skete det? Hvorfor prøvede hans far at kidnappe ham? Hvorfor nåede det dertil, at moderen blev nødt til at flygte? Og hvorfor var faderen ikke i stand til at elske Jorge?

»Hele mit liv har jeg lignet et spørgsmålstegn mere end noget andet. Det bedste jeg kunne gøre, var at blive vred. Det er ikke min skyld, at vi kom til Danmark. Alt det andet lort er min egen skyld. Det er noget, jeg har skabt for mig selv. Jeg ville jo ikke sidde her, hvis jeg kun havde været flinke Jorge.
I stedet for at sætte mig ned på kantstenen og være ked af det, udtrykte jeg det hele med vold. Jeg burde nok have siddet mere på den kantsten og grædt. Så ville jeg ikke have gjort så mange fortræd.«

35 år er en alder, hvor det ikke længere er så sjovt at markedsføre sig selv indenfor en kampsport, der dyrker den unge krop. 35 år er der, hvor Jorge skal finde ud af, hvad der nu skal ske. Han har selv tre børn og hans kæreste har tre børn. Der skal en mere fast indkomst til for at få det hele til at løbe rundt. Derfor overvejer han at tage en uddannelse som massør eller zoneterapeut, så han kan tilbyde hele pakken som træner.

Som 18-årig fik Jorge papirerne på sin sag. 300 sider, der var en dagbog over hans liv. Siderne er forsvundet i årene med hashen. For to år siden forsøgte at han at søge aktindsigt i dem. Det lykkedes ikke.

Han drømmer stadig om at få dem i hænderne. Han vil gerne læse, hvad sagsbehandlerne, pædagogerne og børnepsykologerne udtalte om ham. Sort på hvidt se, hvordan han har udviklet sig siden dengang.

Jorge ved det. Han skal helt tilbage til start. Til hans mor. Lige om lidt kommer hun på besøg fra Chile for at se sine børnebørn og holde jul med dem. Jorge har besluttet, at han vil invitere hende med ud og spise på en god restaurant. De skal sidde overfor hinanden som to voksne mennesker og der vil han forsøge at få hende til at give ham det, som han altid har savnet. Svarene.

»Jeg ved, at hun vil græde og komme med en hel masse røverhistorier. Og de vil alle irritere mig. Denne gang er der ingen vej udenom. Jeg vil vide, hvad helvede der skete.«

På et tidspunkt havde Jorge en ide om at få fjernet nogle af sine ar. Det ville gøre ham mere accepteret, tænkte han. Han kunne se, hvordan folk reagerer på ham. Iført korte ærmer bliver folk straks opmærksomme på ham. Som om de allerede har fingeren på alarmknappen. Alligevel lod han arrene være. De er ham. Og han er dem.

Jorges gode kammerat siger altid med et grin, at Jorge er fanget af fortiden. Folk vil altid dømme ham. Som en slagsbror. I supermarkedet forekommer det også. Han går rundt for at købe ind til hverdagen. Mellem mælken og pålægget støder han så ind i en gammel bekendt fra dengang.

»Hey mand, hvordan går det?« spørger de hinanden, imens fotoalbummet over en ungdom hastigt bliver bladret igennem i deres hoveder. Billede for billede prøver de hver især at finde frem til den, de var engang.

Jorges svar er altid det samme. Han begynder at fortælle om sine tre drenge og om tilværelsen med den nye kæreste i villaen i Husum. Det er det, der er hans liv nu. Det han forsøger at blive bedre til at være i.

Når han fortæller om det, sker der noget i ansigtet på det menneske, han står overfor. Motivet af den brunøjede knægt med tatoveringerne fra dengang stemmer ikke overens med den Jorge, der er lige her.

Ham, der foretager sig noget så normalt som at skubbe en indkøbsvogn foran sig. Ham, der er familiefar.

»Folk fra min fortid vil sige, at jeg enten er død, er junkie eller sidder i livsvarigt fængsel. »Hvem har han slået ihjel?« vil de spørge.«