Slaget ved Dybbøl Mølle, 1864

Efter nederlaget ved Dybbøl Mølle i 1864 forsøgte Kong Christian IX at gøre Danmark til en delstat i Det Tyske Forbund.

Efter rømningen af forsvarsværket Dannevirke den 5. og 6. februar 1864 drog størstedelen af den danske hær til skanserne ved Dybbøl.

Slaget fandt sted den 18. april 1864.

Kl. 4 om morgenen den 18. april angreb preusserne med et intensivt bombardement, der varede i seks timer. Det intensive angreb lammede de danske skanser, der søgte i dækning længere bagude. Derfor blev det efterfølgende preussiske angreb et sandt kapløb mod danskerne og skanserne faldt på omkring 20 minutter. De overlevende danske soldater trængte tilbage til Als.

Kl. 14 var slaget forbi – her havde Danmark tabt hele 5 000 mand, mens Preussen omkring 1 200 mand.

Nederlaget blev katastrofalt for Danmark og blev afgørende for udfaldet af den 2. Slesvigske Krig.

Ved den efterfølgende våbenstilstand deltog Danmark ved Londonkonferencen (et forsøg på en fredsmægling), men forhandlingerne brød sammen efter at Danmark lagde en meget stejl holdning fra dagen. Det blev indledningen til at krigen blev genoptaget og Preusserne erobrede Als den 29. juni 1864.

Ved Wienerfreden, undertegnet den 30. oktober 1864 måtte Danmark afstå både Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig.

Om forskansningen ved Dybbøl:

Skansen ved Dybbøl blev under de slesvigske krige i 1800-tallet brugt som en flankestilling.

Den danske hær benyttede området øst for Dybbøl med Dybbøl Banke og Als som en flankestilling. Herfra kunne man angribe fjender fra syd.

Dybbølstillingen var anvendelig til både offensiv og defensiv krigsførelse idet den danske flåde her havde herredømmet til søs og dermed uhindret kunne forstærke, forsyne og evakuere soldaterne i forskansningen.

Om de slesvigske krige:

De slesvigske krige var to dansk-tyske krige, der blev udkæmpet i 1848-1851 og i 1864.

Baggrunden for krigene var nationale og sproglige modsætninger imellem de tyske og danske befolkningsdele.

Den første slesvigske krig (også kaldet Treårskrigen) var på én gang en borgerkrig inden for det danske monarkis rammer, en konflikt imellem Danmark og de tyske stater der deltog som slesvig-holstenernes allierede samt en udenrigspolitisk konflikt, da både Rusland og Storbritannien greb politisk ind.

Baggrunden for den 2. Slesvigske Krig var den fortsat dansk-tyske strid om Slesvig-Holsten og den aktuelle udenrigspolitiske situation. Således havde Danmark ved Novemberforfatningen af 1863 indlemmet Slesvig i det danske kongerige, hvilket var i strid med indgåede internationale aftaler.

Den 6. januar 1864 truede Østrig og Preussen med at besætte Slesvig hvis ikke forfatningen blev ophævet inden for 48 timer. Da den danske regering afviste dette krav meddelte Østrig og Preussen den 31. januar at en besættelse ville blive indledt – det blev en realitet den følgende dag.