Slagelse - en slags bydel i København

Berlingskes sjællandsserie har vakt furore og følelser i lokalområdet. Er billedet af Slagelse som en socialt og økonomisk udfordret provinsby forskruet sortsyn og arrogant københavneri? Eller er det rigtigt, når forskeren siger, at Sjællands måske eneste overlevelsesstrategi er at blive pendleropland til hovedstaden? Berlingskes reportagetur slutter på banegården i Slagelse.

Unge på Syddansk Universitet i Slagelse. Fra artiklen »De vil så gerne have, at I bliver lidt længere...« bragt den 30. maj. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den seneste uge er der tikket en række breve ind i Berlingskes mailbakke.

Det journalistiske billede, avisen med serien »Det splittede Sjælland« har tegnet af Slagelse og omegn, er helt forsimplet, alt for sortseende og præget af arrogant københavneri, lyder kritikken.

»Hvis mediefolk i storbyen skal kategorisere udkantsdanmark, kan det desværre hurtigt blive en historie, der ikke har noget at gøre med det billede, som folk på Vestsjælland selv oplever,« sukker en kvinde fra Sorø.

En mand fra samme sted beskriver, hvordan han som serieiværksætter i 22 år har pendlet fra Sjælland til København. For et år siden besluttede han at vende Købehavn og de 14.520 timer på Køge Bugt Motorvejen ryggen og skabe sin egen arbejdsplads lokalt. I dag cykler han 11 minutter på arbejde, har ofte hunden med og nyder lyden af knasende grus under cykeldækkene.

En kandidatstuderende fra CBS, der er født i Slagelse, bruger noget skrappere ord:

»I artiklerne blev et forskruet, ensidigt og ikke mindst ekstremt fordomsfuldt billede tegnet af provinsen tilsat ubehagelige grå billeder, der ledte tankerne hen mod introen af TV 2s program »På røven i Nakskov«. Hvorfor denne uretfærdige hetz mod provinsen?« skriver hun i et indlæg i lokalavisen, hvor også borgmesteren, direktøren for Erhvervscentret og den lokale redaktør ærgres over, at Berlingske »kun har øje for de negative ting«,

»Ifølge statistikkerne ser det altså ikke for godt ud,« medgiver redaktøren. Men også, at »statistik er en sjov størrelse. Læg mærke til, hvor meget ordet minder om »elastik«: Den kan trækkes ud og ind, gøres kortere og længere og vendes og drejes i forhold til den vinkel, man ønsker.«

På stationen i Slagelse er der travlt i eftermiddagstimerne, hvor unge studerende rejser hjem til København efter endte forelæsninger på universitetets afdeling i byen, mens de arbejdende slagelseanere rejser fra hovedstaden og hjem. Fold sammen
Læs mere

Den seneste uge har Berlingske med udgangspunkt i Slagelse beskrevet, hvordan Vest- og Sydsjælland, omkranset af hav på den ene side og hovedstaden på den anden, kæmper med en række strukturelle plager: Industrierne lukker ned, landbruget bliver tømt for arbejdskraft, og en del af handelslivet, der har drevet mange af de større provinsbyer, rykker over på internettet. Tilbage er der stadig en del offentlig service, men det kan jo dårligt holde hele sjællandske samfund kørende, at alle arbejder på kommunen.

Vi har besøgt en folkeskole i det sydlige Slagelse, hvor UU-vejlederen gør en kæmpe indsats for at få egnens mange uddannelsesfremmede unge til at læse videre, ghettokvarteret Ringparken i det nordlige Slagelse, hvor de engagerede medarbejdere i beboerhuset arbejder benhårdt på at holde de unge ude af kriminalitet og mønsterbryderuniversitetet, Syddansk, i centrum af byen, som politikerne sådan håber kan tiltrække nogle ressourcestærke og gode fremtidige skatteborgere til byen.

Er det virkelig sandt, at der nærmest ikke er noget håb for området?

Da jeg fanger Hans Thor Andersen i telefonen, står han og holder foredrag om udkantsproblemer i Helsingør.

Det er ganske vist i den rige, nordlige del af Sjælland, siger forskningschefen fra Statens Byggeforskningsinstitut, men byen lider under udfordringer, som er beslægtet med dem sydpå: Man er tæt på København, men alligevel ikke helt tæt nok. Og så er man havnet for enden af en blind vej, hvor der kun er vand på den anden side, manet op i en krog.

I serien om det sjællandske paradoks – udkantsproblemer klos op ad hovedstaden – er vi nået til forskerens provokerende spørgsmål: Skal Sjælland bare lære at acceptere, at øen ikke kan klare sig selv, men kun kan overleve som pendleropland til hovedstaden?

»Det er blevet Hovedstaden mod Jylland, og Sjælland er bare noget, man kører igennem. Områdets store problem er, at det bliver overset nationalt. København kvæler det på grund af sin tyngde,« siger Hans Thor Andersen, der har forsket i udkantsproblemer i årevis.

Sydvestsjælland er ramt af høj ledighed og lav uddannelsesgrad. Fra artiklen »Indhentet af fremtiden« fra den 25. maj. Fold sammen
Læs mere

Desværre for offeret, er der ikke andet for end at overgive sig og lære at elske sin gerningsmand.

»København dækker som storby og arbejds-opland i hvert fald alt øst for Storebælt og også store dele af Fyn. Lige nu er der en storbytrend, hvor det ikke kan blive stort nok, og folk synes, at det at bo i Vestsjælland er som at havne i Sibirien. Det kan selvfølgelig ændre sig. Men jobbene må de køre til København efter.«

Selv om Syd- og Vestsjælland heldigvis stadig har lokale succeser, der spænder fra Guldagergård i Skælskør, hvor de bedste keramikere fra hele verden samles om kunst og keramik, til virksomheden Ergolet, der udvikler velfærdsteknologi til plejesektoren, og som har haft en vækst på 200 pct. de sidste tre år, er problemet ifølge forskere, at byrådene i området ikke har så mange håndtag, de kan skrue på politisk for at skabe gode og varige arbejdspladser lokalt.

Nok satser Slagelses Erhvervsråd benhårdt på at være en attraktiv kommune for erhvervslivet, ligesom Region Sjælland har store forhåbninger til de offentlige byggerier, der er planlagt i regionen – et supersygehus og Femern-forbindelsen.

I modsætning til Helsingør ligger Syd- og Vestsjælland netop ikke i en blindgyde, men lige i krydsfeltet mellem hovedstaden og Jylland. Der, hvor al intuition siger, udviklingen skal ske.

Men det er ikke til megen nytte, hvis der ikke er ordentlig bredbåndsforbindelse og mobildækning, så man kan komme i kontakt med sine kunder over telefonen, som Slagelses borgmester selv påpeger i en kronik i dagens Berlingske. Eller værre endnu: Hvis arbejdspladserne ikke kan få en tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft, fordi uddannelsesniveauet er væsentligt lavere end i resten af landet.

Forskningchef Hans Thor Andersen advarer derfor mod at tro, at offentlige anlægsinvesteringer er en langsigtet redningsplanke:

»Hvad har Storebæltsforbindelsen gjort for Korsør? Mig bekendt har den ikke givet byen noget permanent løft. Tværtimod forduftede der masser af job fra byen, da færgeforbindelsen forsvandt. Og de tabte job er langtfra blevet erstattet af arbejdspladserne ved broens betalingsanlæg,« siger han.

Byggerierne bliver jo færdige på et tidspunkt.

Men mangler der ikke et helt centralt perspektiv i ligningen?

Camilla Wang har selv kontaktet Berlingske, efter hun læste de første artikler i serien. Den 45-årige kvinde er netop tiltrådt som rektor på University College Sjælland, der har campusser i Slagelse, Næstved, Sorø og en række andre byer i regionen, og hun er i og for sig enig i diagnosticeringen af Vestsjællands problemer. Det er kuren, der rammer ved siden af, mener hun.

»Det er som om, der kun er to spor, der fylder det hele: Enten skal vi skabe nogle flere private arbejdspladser. Ellers skal vi have nogle motorveje og togforbindelser, så folk kan komme væk. Men hvad med det, der rent faktisk får folk til at ville bosætte sig – nemlig hverdagslivet?« spørger hun.

»Højtuddannede akademikere gider jo ikke bo et sted, hvis skolerne eller vuggestuerne stinker. Så hvorfor går kommunerne ikke all in på at blive verdensberømte for landets bedste børnehaver, som pædagoger valfarter til for at arbejde i?«

Det, der får dygtige ingeniører og kemikere til at flytte til Kalundborg og arbejde på Novozymes, er ikke bedre motorveje, men bedre liv for hele familien, mener Camilla Wang, der netop selv er flyttet til København efter at have pendlet 14 år fra Holbæk til hovedstaden.

Nu, hvor hun har fået job i Sorø, er hun paradoksalt nok begyndt at pendle den modsatte vej. Men det kan ikke være en langsigtet strategi for udkanten, mener hun.

17-årige Ali slapper af i solen ved værestedet Oasen i Slagelse. Fra artiklen »Oasen« bragt den 27. maj. Fold sammen
Læs mere

Investerer man alle pengene i infrastruktur, risikerer man i sidste ende, at folk bruger de bedre forbindelser til at komme væk, frem for at rejse til. Og det er jo ikke just hensigten. Man skal investere i hverdagen, så de bliver hængende.

Allerede i dag arbejder hver fjerde indbygger i Region Sjælland dog i Hovedstaden, og knap en tredjedel af borgernes lønkroner kommer allerede fra København. Da Berlingske lander på Slagelse Station i eftermiddagstimerne, er der næsten lige så meget mylder, som på Hovedbanegården i København.

Forskerens dom kom derfor ikke som en fornærmelse for Slagelses borgmester, da Berlingske talte med ham for nogle uger siden.

»Det er klart, at som borgmester vil jeg gerne have, at virksomhederne synes, Slagelse er en attraktiv kommune at være i. Men det vigtigste for mig er, at mine borgere er i stand til at tage de job, der er. Så kan det godt være, virksomhederne ikke vokser i Slagelse, men i Ringsted eller København,« siger han.

For nylig besluttede han sammen med Region Sjælland og alle regionens og hovedstadens 46 kommuner – inkl. Lolland-Falster og Bornholm – at træde ind i samarbejdet Greater Copenhagen, der skal brande hele Østdanmark under et. Gamle, selvstændige kommuner som Næstved, Kalundborg og Slagelse skal altså ikke længere sælge sig selv over for hinanden og udlandet men bør betragte sig selv som dele af Storkøbenhavn i forsøget på at koble sig på hovedstadens vækst. Og så lyder det pludselig langt mindre udkantsagtigt.

Et af Sjællands problemer i konkurrencen med resten af Danmark og udlandet er nemlig, at man ikke har sin egen identitet, og usynlighed straffes hårdt i en tid besat af branding, identitetsdesign, storytelling og imagekampagner.

Derfor står Københavns overborgmester også klar med åbne arme til at gøre Slagelse og alle de andre sjællandske kommuner til en del af »Storkøbenhavn«.

»Jeg er enig i, at Sjælland ikke er begunstiget af at have særlig meget opmærksomhed fra Christiansborg. Derfor tager vi gerne et større ansvar for at være vækstcenter for hele regionen og ikke kun borgerne i byen,« siger han.

»Økonomisk er det for øvrigt en ganske god forretning at være bosætnings- og pendlerkommune,« bemærker overborgmesteren til skrækscenariet om, at regionen skulle blive reduceret til arbejdsopland til storbyen.

De mange sjællændere, der hver dag tager toget eller bilen til København, lægger jo stadig skattekronerne i hjemkommunen, der på den måde får råd til at drive skoler og vuggestuer.

På Slagelse Station er togene stopfyldte, og eftermiddagen byder på skiftevagt: De unge københavnske studerende på Slagelses afdeling af Syddansk Universitet, der ligger lige ved banegården, rejser hjem til hovedstaden og storbylivet, efter at forelæsningerne er slut, mens de arbejdende slagelseanere rejser den anden vej hjem til deres billige parcelhuse med frisk luft og have, når arbejdsdagen i København er slut.

Og det er måske OK, for i fremtiden er Slagelse ikke bare en udfordret provinsby, men en bydel i metropolen Storkøbenhavn.

I mellemtiden har de lokale masser at glædes over. For livskvalitet og hverdagsglæde har heldigvis ikke så meget at gøre med kedelige økonomiske statistikker. Men det får dem heller ikke i sig selv til at gå væk.