Slår alle rekorder: Vi kører i bil som aldrig før

Trods store investeringer i kollektiv trafik, slår biltrafikken alle rekorder. Eksperter vurderer, at det bliver svært at vende udviklingen.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om staten bruger tocifrede millionbeløb på nye jernbaneskinner, ny metro og nye letbaner, bruger danskerne deres biler som aldrig før, skriver Jyllands-Posten.

Biltrafikken slog sidste år alle rekorder. Det viser nye tal fra Vejdirektoratet.

2,5 procent steg biltrafikken sidste år i løbet af de første 11 måneder, og ifølge Vejdirektoratet er der ingen tvivl om, at den hidtidige trafikrekord fra 2008 er slået.

Der er samtidig aldrig solgt så mange personbiler i Danmark på et år som i 2014, og den tendens ser ud til at fortsætte.

Det betyder, at bilisterne holder stadig mere i kø, men flere og større veje vil ikke fjerne bilkøerne, lyder det fra flere trafikforskere.

Folketinget har besluttet, at hovedparten af den fremtidige trafikvækst skal foregå i den kollektive trafik, men ifølge trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet, bliver det svært at vende udviklingen.

»Hvis det skal lykkes, skal det gøres dyrere at køre i bil. Så skal man enten hæve bilafgifterne på især de billige mikrobiler, gøre benzinen dyrere, indføre roadpricing - eller gøre alle tre ting,« siger Harry Lahrmann.

Trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet mener ikke, at flere motorveje eller flere vejspor vil løse problemerne. Han ser i stedet roadpricing, som den bedste måde at begrænse biltrafikken på. Det afviser Socialdemokraternes trafikordfører Rasmus Prehn, skriver Jyllands-Posten.