Skyderi foran Netto i Søborg er formentlig banderelateret

En 34-årig mand blev skudt onsdag i Søborg. To til otte skud kom formentlig fra flere biler, vurderer politi.

Arkivfoto: En 34-årig mand blev skudt onsdag i Søborg. To til otte skud kom formentlig fra flere biler, vurderer politi. (Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

Et skyderi foran en Netto-butik på Søborg Hovedgade ved København onsdag aften er formentlig relateret til bandekonflikten.

Det oplyser vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi.

Politiet vurderer, at der blev affyret omkring to til otte skud fra en eller flere biler, men det skal efterforskes nærmere.

En mand blev ramt af et skud i torso, og politiet har fået melding om, at han er uden for livsfare.

Det er uklart, hvilke grupperinger der var involveret i skyderiet.

»Hvad det nærmere konfliktscenarie lige præcist er, det skal vi afdække med vores efterforskning,« siger Peter Malmose.

Det står stadig ikke klart, hvad det er for et våben, der er blevet brugt.

»Det skal vores tekniske undersøgelser afdække,« siger vicepolitiinspektøren.

I løbet af aftenen er flere biler i området blevet brændt af. Ifølge politiet er der tale om to til tre køretøjer. Et er brændt af ved Bispeengbuen og et i Brønshøj-Husum.

»Det må vi undersøge nærmere. Det kan ikke afvises, at der er et eller flere af de køretøjer, der er brændt af, der kan have noget at gøre med det her,« siger Peter Malmose.

/ritzau/