Skuespiller overflyttet til Odense Universitetshospital efter traktorulykke

Skuespilleren Bodil Jørgensen, der onsdag morgen kom til skade under en filmoptagelse, er blevet flyttet fra Esbjerg Sygehus til Odense Universitetshospital.

ARKIVFOTO. Bodil Jørgensen er blevet overflyttet til Odense Universitetshospital efter hun er kommet til skade ifm optagelserne til en »Far til Fire«-film. (Foto: Sonny Munk Carlsen/Scanpix 2012) Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skuespilleren Bodil Jørgensen kom onsdag morgen alvorligt til skade under indspilningen af den nye Far til fire-film, da hun faldt ned fra en traktor. Umiddelbart efter ulykken blev hun indlagt på Esbjerg Sygehus, men ifølge en pressemeddelelse fra filmselskabet ASA Filmproduction blev hun i løbet af formiddagen onsdag overført til Odense Universitetshospital, skriver BT.

»Bodil Jørgensen har det efter omstændighederne godt, selvom hun har fået nogle kvæstelser og foreløbig er sygemeldt. Vores tanker går i øjeblikket til Bodil og hendes familie,« skriver filmproducent Henrik Møller-Sørensen i en pressemeddelelse.

Ulykken skete kort før klokken syv på Mandø ved Vadehavet umiddelbart efter, at optagelsen af en sekvens til filmens slutscene var overstået. Traktoren, som skuespilleren sad på, væltede, da den var på vej op ad et dige ved Vadehavet. Bodil Jørgensen faldt ned og fik ifølge filmproducenten nogle kraftige tryk.

Skuespilleren var ved bevidsthed under hele forløbet. Hun skal scannes i løbet af dagen for at få fastslået, hvorvidt hun har pådraget sig brud under ulykken, skriver bt.dk.

Efter ulykken ydede en politimand, der tilfældigvis deltog i optagelserne, krisehjælp til de tilstedeværende.

»Det er klart, at folk blev meget chokerede, og vi har stoppet filmoptagelserne resten af dagen for lige at få talt tingene igennem,« siger Henrik Møller-Sørensen.

Ifølge filmproducenten er det endnu for tidligt at sige, hvilke konsekvenser ulykken får for optagelserne.

Bodil Jørgensen er også med i årets Tivoli-revy. Onsdag aften har holdet bag revyen valgt at aflyse forestillingen.