Skudt under slagsmål

En mand blev søndag aften ramt af tre skud under et større slagsmål i Skovlunde ved København. Flere andre blev såret af kølleslag.

En fest i Skovlundehallen på Lundebjerggårdsvej i Skovlunde endte søndag aften med et stort slagsmål, hvor der blev brugt køller, og en mand blev ramt af tre skud i den ene balle, oplyser politiet.

Den skudsårede mand blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter, mens flere andre deltagere i slagsmålet blev bragt til Glostrup Sygehus med skader efter kølleslag.

Politiet vidste sidst på aftenen ikke, hvad der udløste slagsmålet og havde endnu ikke anholdt nogen, ligesom man ikke havde fundet noget skydevåben.

/ritzau/