Lyden af skudsalver fra et automatvåben fik natten til torsdag en boboer i ejendommen Nygårds Terrasserne i Farum ud i opgangen, hvor han så, at nogen havde skudt mod naboens dør.
Naboerne - et par i 30'erne - var ikke hjemme under skyderiet. De fik sig et chok, da de 20 minutter senere vendte tilbage fra en bytur og fandt politiet i færd med at undersøge lejligheden.
Politiet fandt 12 skudhuller i døren samt tre molotovcocktails, som var kastet mod lejlighedens udvendige terrassedør, dog uden at eksplodere.
Det er anden gang denne sommer, at parrets bopæl bliver angrebet på den måde.
- Parret siger selv, at de ikke ved, hvad det drejer sig om, siger vicepolitiinspektør Flemming Poulsen fra politiet i Gentofte.
/ritzau/