Skud i Taastrup: 24-årig mand er ramt af skud i brystet

En mand er bragt til sygehuset, efter at han blev ramt af skud i Taastrup. Hans tilstand skulle være stabil.

Politiet beder folk om at respektere afspærringerne i området. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard

En 24-årig mand blev onsdag aften ramt af et skud på Taastrupgaardsvej i Taastrup.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi, der fik anmeldelsen om skudepisoden klokken 18.30.

- Der er affyret et enkelt skud, og en person er blevet ramt, fortalte vagtchef Thomas Christensen tidligere onsdag.

Skuddet ramte den 24-årige i brystet. Han er bragt til sygehuset, hvor han bliver opereret, og hans tilstand betegnes som stabil.

Kort efter klokken 21.30 har politiet ikke anholdt nogen i forbindelse med skyderiet, og man har heller ikke fundet det våben, der blev brugt.

Vagtchefen vil ikke oplyse, om offeret i forvejen er kendt af politiet.

På Twitter beder politiet folk om at respektere afspærringerne i området og om at følge politiets anvisninger på stedet.

/ritzau/