49 hospitaler og nul intensiv-sengepladser er ledige.
Sådan er den barske situation i den amerikanske stat Florida, hvor coronavirussen lige nu spreder skræk og rædsel.
Tidligere på ugen blev der udstedt et udgangsforbud om aftenen, og søndag kunne den demokratiske repræsentant i Florida, Donna Shalala, så skabe endnu flere bange anelser med denne udtalelse:
»Det er helt ude af kontrol. Vi er nødt til at lukke ned igen i Florida,« sagde hun ifølge Bloomberg.
Bare det seneste døgn er der registreret mere end 12.000 nye smittetilfælde alene i Florida.
Det er femte dag i træk, at tallet ligger over 10.000 i Florida.
»Vi har gløder, og vi har også flammer. Florida er blevet mere flammeagtig, men det kommer under kontrol,« sagde Trump søndag i et interview med FOX News.
Antallet af nye smittede i USA har været stigende siden maj, hvor USA så småt begyndte at genåbne delstater for at få gang i økonomien.
Siden slutningen af juni har den sydlige og vestlige del af USA især været ramt af virusset.
Delstaten Florida melder om den største stigning af alle delstater i USA det seneste døgn med næsten 14.000 nye smittede.
Floridas republikanske regering med guvernør Ron DeSantis i spidsen var blandt de mest ivrige delstatsmyndigheder for at genåbne.
Sidenhen har guvernøren måttet rulle nogle genåbningstiltag tilbage. For eksempel har han genindført forbud mod salg af alkohol på barer i sidste måned.
DeSantis insisterer på, at alle skoler i delstaten skal genåbne fuldt ud i august, stik imod hvad, mange lokale skoler mener, er sikkert at gøre.
I alt har USA næsten fire millioner smittetilfælde, mens over 140.000 amerikanere er døde af coronavirussen.
Søndag valgte Trump dog noget overraskende at påstå, at den amerikanske coronaindsats netop bliver misundet fra rundt omkring i verden.
»Vi misundes af hele verden,« hævdede Trump i interviewet med FOX News.
Studievært Chris Wallace konfronterede herefter Trump med statistikker, der viser, at USA er et af de lande i verden med den højeste dødelighed blandt coronapatienter.
Hertil svarede præsidenten.
»Jeg synes, at vi har en af de laveste dødelighedsprocenter i verden.«