Skovens konge bliver en kødmaskine

Elgen anses for at være Norges største landskabsarkitekt, fordi den i den grad dominerer naturen ved at gnave store skovarealer til og dermed forme landskabet. Nu bliver den overvåget med video dag og nat ved foderpladserne, så dens færden kan studeres, og dens betydning for de skrantende landbrugs- og skoverhverv kortlægges helt ned i detaljen.

EVENSTAD/KOPPANG

Helge Maland styrer firehjulstrækkeren gennem snedriverne i ulveterrænet i Østerdalen i Norge, mens det skumrer i fyrreskovene omkring os. Målet er den elg-foderplads, hvor hans avancerede overvågningsudstyr er monteret. Der skal skiftes spole til nattebelysningen med infrarødt lys, så studenten kan se, hvad elgene går rundt og laver om natten. Det gælder ikke mindst deres indbyrdes adfærd ved foderpladserne, der formodes at afspejle deres sociale mønster ude i terrænet.

Vi skal ikke se på ulve. Men det er umuligt ikke at spejde efter den frygtede og nu verdensberømte Koppangflok, der indtil videre har undgået de statslige jægeres udryddelseskrig fra helikopter, mens det går ud over naboflokken i Atna.

Vi er inde i ulvereviret.

Helge, der er tredjeårselev på Høgskolen i Hedmarks afdeling for utmarksstudier i Evenstad har valgt elgen som emne for sin hovedopgave. Alligevel skal vi af og til ud af bilen for at spore ulv i vejkanten, for det er også ulvenes indvirkning på elgbestanden, der skal kortlægges. De karakteristiske spor af store, tyve centimeter lange og brede ulvepoter er gode nok, og de er »ferske«, konstaterer Helge.

Forleden mistede Helge et af sine studieobjekter, en elgko, ved én af foderpladserne inde i ulvereviret. Netop dén plads, vi nu skal besøge.

»Jeg havde på fornemmelsen, der var noget galt,« fortæller han. »Der var alt for mange ravne omkring foderpladsen, og jeg kunne »føle« ulven i nærheden. Det kan man med sin sjette sans altid, når den er der. Da jeg så gav mig til at hyle med den, havde jeg den store oplevelse at få svar fra hele ulveflokken blot hundrede meter borte. Næste dag havde vi helikopteren ude på stedet og så én af ulvene ligge på kadaveret af en elg!«

At den store store rovdyrprædator har hærget i området, vidner de nervøse og stressede elge om, som vi træffer på ved foderpladserne. »Jeg plejer at køre lige ind midt i elgflokkene,« fortæller Helge. »De bliver normalt stående trygt i lyskeglen. Nu flygter de for den mindste forstyrrelse.«

Man regner med, at der lever 200.000 elge i den norske vildmark. Da hver ko føder én-tre kalve om året, er tilvæksten så stor, at man kan tillade sig at afskyde op mod 40.000 elge om året; og da kødet er meget værdifuldt, og en voksen elg leverer 100-150 kg skært kød efter slagtning, så er der ved at være samfundsøkonomi i elgjagten, hvis elgstammen passes omhyggeligt bl.a. med vinterfodring.

Hertil kommer den sportslige jagtværdi, hvor udenlandske jægere lægger et pænt beløb til grundejerne for pleje, guiding, trofæafgift og naturoplevelse.

Men det er den rene kødværdi, der nu er grundlag for den omfattende undersøgelse, der er døbt »Elg som næring«, og som belyser elgjagtens økonomiske konsekvenser og elgbestandens pleje og pasning med henblik på det, man i en delrapport allerede omtaler som »jagtlandbrug«.

Ideen til jagtlandbrug på elg er fostret af førsteamanuensis Torstein Storaas fra Høgskolen i Hedmark.

»På mange måder er elgen den mest interessante vildtart at satse på i et jagtlandbrug,« fortæller Torstein fra sit hjemmedomicil i Koppang i Østerdalen, hvor han har lejet sig ind i utmarksforvalter Knut Nicolaysens vældige snedækkede, herregårdslignende tømmer-hovedbygning (i Østerdalen er alting enten gigantisk stort eller meget småt!).

Også nabo Knut har givet sit bidrag til rapporten. Det var Torstein og Knut, der stillede et regnestykke op for jagtlandbrug på elg, da en gård- og skovbruger i midten af halvfemserne måtte opgive sit fårehold på grund af bjørneangreb. Hvad kunne skovbonden alternativt benytte sin jord til? Jo, svarede de to fra Evenstad: Dyrk elgfoder på dine marker til vinterfodring af elgene, så bestanden øges, og afskydningen kan intensiveres.

I 1999 ville Jernbaneverket så tillige gerne vide, hvordan man kunne holde elgene borte fra sporene, så de talrige og særdeles omkostningsfulde og ubehagelige påkørsler af elgene kunne minimeres.

»Vi må samle mere viden om elgene, deres fødevalg og især deres bevægelser i terrænet for at forøge bestanden og dermed afskydningen. Produktiviteten i elgstammen er allerede så stor, at man kan skyde op til en tredjedel hvert efterår. Med en rimelig planlægning af jagten på kalve og halvandetåringer og med tilbageholdenhed med jagt på de avlsdygtige køer kan jagtlandbrug med elg vise sig at blive en vældig god forretning,« fortsætter forsøgsleder og førsteamanuensisen fra Evenstad.

Forudsætningen for at opstille en jagtlandbrugsøkonomi er viden. En specialviden om elgenes adfærd, ynglebiologi og vandringer under indsamling, og her spiller ikke mindst studenterne på Evenstad en stor rolle.

Der næres således store forventninger til Helge Malands elgprojekt, der går ud på at dokumentere elgenes opførsel og interaktion ved foderpladserne ikke mindst under indtryk af rovdyrenes tilstedeværelse.

At han kommer til at drive sammenlignende studier er ikke en tilfældighed - det var meningen fra begyndelsen - men det beror dog også på, at han efter at have udtalt sig til ulvenes fordel til to tyske TV-kanaler har fået besked på at fjerne sit fotoudstyr fra ulveterritoriet nord for Koppang.

I Norge er man enten for eller ualmindeligt og unuanceret meget imod ulve. Det er nu hans hensigt at opstille videoudstyret vest for Glomma Elven, hvor elgene har vænnet sig til den mindre ulvebestand.

»Elgene synes her at have accepteret ulven som naturlig del af naturen,« fortæller studenten fra Evenstad, der trods sin personlige sympati for ulvene - og store fascination over at hyle med dem, når han er ude i terrænet - er fuldt ud klar over ulveflokkenes katastrofale decimering af elgbestandene:

»Forleden iagttog jeg inde i ulvereservatet en flok på 25 elge bestående af flere grupper, men der var kun én enkelt kalv imellem. De 500 elge i dette område har svært ved at formere sig på grund af ulvetrykket. Jeg kan også allerede fra min døgnovervågning af en enkelt foderplads, hvor der er ulv i nærheden, konstatere, at oksen (elgtyren) er langt mere aggressiv over for sine omgivelser end ved de øvrige foderpladser.«

Det er bl.a. sådanne iagttagelser, Torstein Storaas, der også er vejleder på Helges specialeprojekt, ønsker fremmet som grundlag for at give det endelige svar på, om »elgbestanden i Stor-Elvdal kan danne grundlag for en økonomisk levedygtig og økologisk bæredygtig erhvervsvirksomhed.«

En velvoksen elg repræsenterer alene i kødværdi 10.000 kr. Hertil kommer så de afledte indtægter til udlejningsjagt, trofæafgifter og jagtophold i landet.

Gennem vinterfodring og opsætning af kalksten (der af elgene betragtes som rent slik) regner man med ikke blot at kunne ophjælpe bestanden, men anser det tillige for sandsynligt, at man kan begrænse afvandringen fra biotopen og dermed elgenes farefulde færd ofte ad de bekvemt sneryddede banelinjer.

Også derfor rydder man i vintertiden (der i Norge varer til påske) skovvejene, så elgene så at sige kan holde sig på dydens lige vej og opgive den yderst farefulde færd langs togskinnerne.

Man ønsker simpelthen ud fra disse grundige studier og en række supplerende undersøgelser at nå så vidt, at man kan styre elgens bevægelser i landskabet ganske nøje og samtidig at kunne fastholde den i det skovmiljø, der de senere år har medvirket til elgstammens udvidelse, fordi man i skovdyrkningen stort set overalt i Norge er gået over til »fladehugst«. Det vil sige, at man i stedet for selektiv hugst, hvor tømmeret fældes spredt over hele skovterrænet, fjerner en flade på størrelse med en fodboldbane, som så tilplantes eller selvforynges med ny fyrreskov, hvor dyrene mageligt kan ernære sig ved friske skud, rensdyrlav, birkekviste og løv.

Men elgens vandringer følger ikke blot årtidsrytmen. Livet igennem foretager elgen vandringer efter et ganske bestemt biologisk mønster, som man må kunne aflæse i terrænet og styre, hvis man ønsker, at et kontrolleret, lønsomt jagtlandbrug med større forudsigelighed om afkast skal afløse den hidtidige »køkkenbordsøkonomi« i elgjagten.

Elgforskningen i Norge er i allerhøjeste grad trådt et langt skridt ind i informationsteknologiens løfterige verden, og det bliver stadig vanskeligere for de 200.000 norske elge at vogte deres privatliv, når forskerne ønsker deres mere intime liv afsløret.

Mærkning af elgen med halsbåndmonteret radiosender har hidtil været foretaget med VHF-telemetri, der giver mulighed for at tjekke dyrenes position lidt unøjagtigt to gange i døgnet, hvilket er tilstrækkeligt til at kortlægge deres årstidsbestemte vandringer. Skal man imidlertid fastlægge deres døgnrytme mere nøjagtigt, må man benytte den kostbare mærkning med den mere moderne GPS sender, der kan lagre positioner på elgene med en præcision inden for ti meter.

Helge Maland havde håbet gennem et sponsorat fra Miljøverndepardementet og organisationen SABIMA (Samarbejdsrådet for biologisk mangfold) at kunne opsætte et WEB kamera, der via satellit kan transmittere direkte til hans webside, så alle kunne få fornøjelse af dyrenes optræden for åben skærm.

Men da der med flytning af kameraudstyret ikke længere kan forventes blodige angreb af ulv på elg og anden naturvoldspornografi for åben skærm, er man ifølge Helge Maland ikke fra disse sider interesseret i projektet. Således kunne den enes død være blevet den andens brød. Nu kan projekt »Elg som næring« meget vel vise sig at give smør på brødet for de trængte norske fjeldbønder og skovbrugere.