Skove kan også få penge

Fødevareministeren er parat til at ændre lovforslag, så skovejere får mulighed for at få EU-støtte til udvikling på landet på linje med landmænd.

De danske skovejere får sandsynligvis alligevel mulighed for at søge støtte gennem landdistriktsprogrammet på linje med landmænd.

Fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) oplyste onsdag på et åbent samråd i Folketingets miljøudvalg, at han er åben over for at ændre det lille ord "landbrug" i landdistriktsprogrammet til "jordbrug", så skovene kan få mulighed om at søge tilskud til blandt andet innovation, beskæftigelse og miljø- og naturprojekter.

Ændringen sker efter gennemgang af de høringssvar, der er kommet til lovforslaget om landdistriktsprogrammet, og efter et møde med Dansk Skovforening, der sammen med blandt andre Danmarks Naturfredningsforening har kæmpet for at få skovene med i programmet.

/ritzau/