Skolestart: 7171 bilister i fartfælden

Bilisterne formåede heller ikke i år at holde foden fra gaspedalen under årets skolestart. 7171 bilister overtrådte hastighedsgrænsen ved skolegårdene.

To uger med færdselskontrol ved landets skoler har igen i år afsløret tusindvis af lovovertrædelser i forbindelse med skolestarten. Det viser tal fra Rigspolitiet.

7171 bilister fandt det på deres plads at køre for stærkt forbi skolegårdene. 92 af fartsynderne trådte så tungt på speederen, at det medførte en betinget frakendelse af kørekortet.

Politiet noterede også 1327 bilister uden sele, og 220 havde undladt at spænde deres børn fast. Det er en stigning i forhold til sidste år, hvor 155 fik et klip i kørekortet på den konto.

Ni personer kørte forbi skolerne i spirituspåvirket tilstand, og i alt bogførte politiet 9308 lovovertrædelser i løbet af skolestartskampagnen.

/ritzau/