Skoler satser halvhjertet på IT

Rammer og faciliteter skal være på plads, ligesom lærerne skal uddannes i it-pædagogik, før it-undervisning i folkeskolen bliver en gevinst, fastslår forsker.

Et eksotisk indslag i skoledagen.

Sådan betegner en forsker folkeskoleelevernes besøg foran computerens blå skærm og mener samtidig, at der er lang vej igen, før it bliver en gevinst for undervisningen i folkeskolen. Det skriver Syddansk Universitets månedsblad, Ny Viden.

Forsker Jens Jørgen Hansen har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling om digitale læremidler og konkluderer:

- Hvis det politiske mål er, at it skal integreres i undervisningen, kræver det en bærbar til hver elev, siger han og mener samtidig, at der også er brug for en it-pædagogik på skolerne, ligesom rammerne og faciliteterne mange steder også skal være bedre. Den seneste opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, at der i gennemsnit er fem elever pr. computer.

Både Danmarks Skolelederforening og Danmarks Lærerforening er enige i, at it-undervisningen er vigtig, men at der ofte bliver tale om en prioritering i forhold til andre ting.

/ritzau/