Skolen, hvor fortiden ikke vil dø

På Herlufsholm udfordrer de unge elever gerne autoriteten, men ve den, der udfordrer traditionen. Lørdag fyldte den sagnomspundne kostskole 450 år, og alt var planlagt til mindste detalje.

Der blev også tid til en kaffepause for eleverne på Herlufsholm, da den traditionsrige kostskole lidt uden for Næstved lørdag holdt sit 450-årsjubilæum. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Herlufsholm elsker traditioner.

Ikke for-sjov-traditioner som os andre, der godt kan lide trygheden i gentagelser, men alligevel glemmer halvdelen af det, vi gjorde sidste gang. Traditioner som i dogmer, der følges til punkt og prikke, og ve den, der træder ved siden af!

På denne lørdag fejrer den gamle kostskole 450-årsjubilæum og som med alt andet i den lille Herlovianske tidslomme lidt uden for Næstved, er arrangementet planlagt til mindste detalje: Hvor pressen skal stå, og hvilke elever (den yngste dreng og pige på skolen) der skal overrække Dronning Margrethe, der naturligvis deltager i fejringen, en buket blomster hvornår. Både journalister og elever har fået en flere sider lang manual over, hvordan festdagen skal forløbe.

Derinde på Mygningen, Skygningen, B.G.-gården og i andre bygninger med sælsomme navne sover 276 elever fra 6. klasse til 3.g i spartanske og sagnomspundne sovesale. Og rundt omkring på Sjælland bor yderligere 340 dagselever, som hver dag pendler ind.

Alt på Herlufsholm er stramt struktureret i rytmer, som følges fra time til time og fra måned til måned, år efter år: Sovesalslærere, der bor på skolens gange med deres familier, håndhæver beklædningsreglementet og påtaler, hvis en elev ikke har sokker i sejlerskoene eller en krøllet skjorte, som hænger ud over bukserne. Drengenes hår må heller ikke være for langt.

»Vi prøver selvfølgelig at presse grænserne,« siger Christoffer Bring, der går i 1.g og har været dagselev siden 6. klasse. »Men der er ikke nogen, der bryder med traditionerne.«

Herlufsholm fejrede lørdag sit 450 årsjubilæum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Ud med ondskab

På Herlufsholm er alle ændringer af »plejer« kilde til ophedet diskussion, for fortiden er helligere end nutiden, og eleverne er de største konservatorer af alle.

Tre måneder efter den nuværende rektor, Klaus Eusebius Jakobsen, var startet på skolen, delte han Jan Gillous bog »Ondskab« ud til alle sovesalslærerne. Bogen, der er en selvbiografisk beretning om livet på en svensk kostskole, beskriver, hvordan unge banker og terroriserer hinanden psykisk.

»Alt, hvad der bare minder en smule om dette her, skal vi af med,« sagde han til lærerne. Og det har været hovedsporet i rektorens fornyelsesprojekt, der har stået på de sidste 20 af skolens 450 år.

»Traditioner er glimrende, men kun så længe de ikke går ud over andre eller er til skade for dem, der udfører dem selv.«

Eleverne havde også lejlighed til at forevige gardehusarerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Flere af de elskede kutymer, som i mange elevers bevidsthed var med til at definere Herlufsholm, var ifølge rektoren nemlig »direkte ubehagelige«.

Som f.eks. fugleskydningen, der blev etableret af en Herlufsholm-lærer for mere end 200 år siden. Eleverne skulle gå i skoven, finde et piletræ, lave en bue og skyde efter fugle på en stage. Arrangementet blev hurtigt dagen på Herlufsholm, og som med de fleste andre traditioner var det 3.g’erne, der var kongerne og de yngre elever, der skulle varte op.

Men i dagene før fugleskydningen havde der etableret sig en lettere modbydelig konvention for, hvordan de ældre elever »udnævnte« deres unge hjælpere – under råben og skrigen, og mens de unge elever blev hånet og ydmyget.

Tabte rettigheder

Da rektor satte sig for at »modernisere« traditionen og droppe den ydmygende udnævnelsesceremoni, blev 3.g’erne eddersure. De så deres rettigheder som velfortjente, for de havde jo selv været så gruelig meget misere igennem i deres skoletid – nu var det deres tur til at give igen!

Særligt ændringen af præfekternes (de ældste, betroede elever, der har en særlig rolle i forhold til at hjælpe og opdrage de yngre) magtbeføjelser bliver han stadig kritiseret for, her mere end 20 år efter, han startede på skolen, fremgår det af bogen »Herluf 4ever«, som udkom i anledning af jubilæet.

I de seneste år har elever f.eks. hidset sig op over, at det fortov, der længe har været forbeholdt 3.g’erne nu er »givet frit«.

»Alle vil gerne være præfekter,« siger Joachim Ravn fra 1.g »Og meningen er, at de ikke skal misbruge deres magt. Men de udnytter selvfølgelig den respekt, det giver.«

Og hvis nogen skulle være i tvivl, er hierarkiet skåret ud i pap til de tungnemme: De yngste elevers uniformer er uden våbenskjold. Gymnasieeleverne har et blåt skjold påsyet blazeren, mens de særligt udvalgte præfekters er gult.

»Det kan godt være, mærket kun koster 180 kr. Men der ligger meget værdi gemt i det,« siger Christoffer Bring.

Dyr fornøjelse

Når man bevæger sig rundt i de gamle skolebygninger med mørke træpaneler og gulnede vægge, er det som at rejse tilbage i tiden. Som en 100 år gammel overklasseby med velfriserede piger i plisserede skørter og drenge med sideskilning og pudsede sko. I dag er en festdag, men formen holder også en tirsdag.

Det koster over 10.000 kr. om måneden at gå på Herlufsholm. Udover smukke, grønne parkarealer betaler det bl.a. for en personlig mentor, adgang til eget sygehus med læge, sygeplejerske og psykolog, mulighed for at vælge mellem 30-35 fritidsaktiviteter og et større antal lærere pr. elev end i det offentlige skolesystem.

 

Under de mørkeblå blazere og strøgne skjorter gemmer sig også her en gruppe helt almindelige småbebumsede teenagere, der er ved at finde sig selv og deres ståsted i overgangen fra barn til voksen. Og så alligevel. For da meddelelsen kom, at der ikke var plads til alle i kirken under festgudstjenesten på jubilæumsdagen, var den første følelse hos mange dyb ærgrelse.

»Det er supernederen, det er klart,« siger Joachim Ravn. »Hvem vil ikke gerne opleve den helt særlige stemning, der er i en fyldt kirke på sådan en festdag? Det er sgu surt at gå glip af.«

Det er ikke ofte, man høre en 17-årig reagere sådan på at slippe for 45 minutters kirkeprædiken på en lørdag.