Skolen hvor børnene har ret

Der findes 3.350 rettighedsskoler i verden, og nu kommer fænomenet til Danmark. En skole, hvor FNs Børnekonvention er grundlaget for undervisning og trivsel. Berlingske tog til Sverige for at få en forsmag.

Gärsnäs skola i Skåne har siden efteråret været en rettighedsskole. Maja Johansson, 12 år: »De, der kender deres rettigheder og ved, hvad de kan være med til at bestemme, får en bedre fremtid end de, som ikke kender dem.« Martin Malmgren, ti år: »Vi er blevet sødere ved hinanden... tror jeg. Og vi siger mere fra, hvis nogen driller...Fordi vi har talt meget om det.« Fold sammen
Læs mere

Gärsnäs skola lugter som en almindelig skole. Af overtøj og skoletasker. I frikvarteret lyder skolen også bekendt af grin og leg og pigerne efter drengene. Elever stirrer ned i deres mobiltelefoner, og der er intet som et eksotisk besøg fra Danmark, hvor alle jo ved, at korv hedder noget åndssvagt:

»Mo jarg fo en pøøølse,« bliver Berlingske spurgt af en fremmelig dreng på gangen. Han holder masken, mens kammeraterne bag ham knækker sammen af grin.

Gärsnäs skola i det sydøstlige Skåne er kun anderledes ved at være et af de nyeste skud på stammen af såkaldt rettighedsskoler. Et fænomen, der siden den første blev indført i England i 2004 har bredt sig og ifølge forskere forbedret det faglige niveau, engagementet og trivslen blandt eleverne og mindsket mobning. Elever, lærere og personale på en rettighedsskole har kort sagt FNs Børnekonvention som ramme og grundtone i hverdagen og er oprindeligt udviklet for at oplyse børn om konventionen og træne dem i at bruge den.

Chat med ombudsmanden

På opslagstavler på gangene i Gärsnäs og i klasserne hænger udpluk af Børnekonventionens regler. Et opslag på en dør fortæller, hvornår børnene kan chatte med den svenske børneombudsmand. Siden efteråret 2013 har de 143 elever lært om rettighederne og forsøgt at praktisere dem i samarbejde med deres lærere. Sammenlignet med børn i Englands 3.222 rettighedsskoler er Gärsnäs-børnene langtfra rettighedsveteraner. Det skal ikke afholde Berlingske fra at gå nogle af disse menneskerettighedernes miniputter på klingen, da vi sammen med to lærere og en koordinator sidder i et mødelokale:

Carsten Fredericsson er ni år og går i 3. klasse.

Ved du, hvilke rettigheder, du har?

Spørgsmålet skal oversættes. Hans svar kommer på klingende skånsk: »Ja. At udvikles og gå i skole ... og få mad og vand.«

Martin Malmgren fra 4. klasse hjælper: »At alle børn har ret til at leve og udvikle sig og ret til pleje, hvis man bliver syg. Og ret til et hjem, og at alle er lige meget værd.«

Tilde Olsson fra 5.klasse:

»Man er barn, indtil man er 18 år, og man har ret til at blive beskyttet mod vold.«

Maja Johansson fra 6. klasse:

»I vores klasse er forskellen ikke så stor fra før, vi lærte om vores rettigheder. Men vi har konventionen sat op på væggen. De første 42 artikler. Men jeg har henvist til mine rettigheder derhjemme over for min far, når han afbryder.«

Artikel 12 på skånsk

Det er UNICEF, der er enten vejleder eller initiativtager til verdens 3.550 rettighedsskoler. Ansatte og lærere undervises i Børnekonventionen af en udsendt fra UNICEF. Også på Gärsnäs skola har lærerne brugt lang tid på at diskutere, hvordan man bedst, udover elevrådet, fører konventionens artikel 12 ud i den skånske skolehverdag: Barnets ret til at give udtryk for en mening og krav på, at denne mening respekteres.

Marie Lundin er koordinator af de syv svenske rettighedsskoler:

»Mange lærere behøver at udvikle deres lederskab over for eleverne, der i stigende grad ikke respekterer, at det er læreren, der bestemmer. De skal lære, hvordan man inddrager børnene i beslutninger. Engang havde vi magt som lederskab, så kom curling­børnene. Nu må vi gøre det på en anden måde, og der kan Børnekonventionen være til hjælp, for det respekterer børnene på en ordentlig måde.«

Lærer Madeleine Liwell-Jeppson: »Vi har praktiseret noget af det her tidligere, men åbenbart ikke tydeligt nok, eftersom børnene ikke oplever det sådan.«

Lærerne er rørende enige om, at en del af opgaven er at gøre det klart for eleverne, at det at have en rettighed ikke er det samme som at få det, som man vil. Og lærerne skal også lære nyt.

Lettere stole og mere ketchup

Martin Malmgren og de andre elever har erfaret, at det kan betale sig at stå fast på sin ret til at sige, hvad man mener. Kantinen havde byttet smørret ud med noget, eleverne ikke kunne lide. Ketchuppen blev fjernet. De yngste klagede over, at stolene i kantinen var for tunge. Nogle mente også, at der var for meget larm under frokosten og i skolebussen. Eleverne gik til rettighedsrådet med deres synspunkter. Her sidder repræsentanter for alle klasser, lærere og personale. De fik også et møde med den ansvarlige for kantinen og kostchefen og busselskabet. I dag har eleverne fået lettere stole, nye borde og mindre larm og mere ketchup.

En forhandlingsløsning på »smør-gate« var ved Berlingskes besøg stadig i proces med overvejende sandsynlighed for et for alle parter positivt resultat.Til august skal Langelinieskolen på Østerbro i København være det første forsøg med en rettighedsskole i Danmark. For nogle kan det måske lyde en tak for politisk korrekt. For meget klidmoster. For lidt virkelighed. I bedste fald overflødigt al den stund børns rettigheder ikke er et stort problem på disse breddegrader. Marie Lundin mener ikke, at en rettighedsskole er demokratisk luksus i et velbjerget Norden, hvor skolelove, læreplaner, børnetelefoner, børneråd, børneombudsmand, elevorganisationer og meget andet i forvejen er sat i verden for at vise børn og unge respekt og give dem indflydelse på deres eget liv og sikkerhed mod krænkelser og vold.

»Selvmordsfrekvensen blandt børn og unge i Danmark og Sverige er ikke specielt god. Bare fordi børn har det materielt godt og får mad, kan de sagtens have andre problemer. Det handler om børns ret til at have det godt.« Hun suppleres af Maja Johansson:

»Dem, der kender deres rettigheder og ved, hvad de kan være med til at bestemme, får en bedre fremtid end dem, som ikke kender dem.«