Denne reportage er en del af serien »Kampen for stolthed«. I den besøger Berlingske steder, hvor det er lykkedes beboerne at bringe stoltheden tilbage til landsbyen.

1. august 1988. 12. august 2011. Datoerne kommer til ham med det samme, når man spørger. Den første angiver den dag, han begyndte i stillingen. Den anden angiver den dag, hvor han blev nødt til at forlade den. Når man i 23 år var jobbet, glemmer man ikke, hvornår det hele begyndte og hvornår det sluttede.

Alle vidste, hvem skolens pedel var. Ove Lehn Kristensen vidste, hvem alle var.

Den 72-årige mand husker i dag stadig følelsen af at skulle pakke sit værktøj og redskaber ned og aflevere størstedelen af det til skolen derovre i Nørre Nissum. Dem, der modtog de 68 børn fra Gudum.

»Det var jeg ikke glad ved,« siger han. Det var ikke kun Ove, der dengang ikke var glad ved det. Det var Gudum heller ikke. 

Kommunen havde i 2011 besluttet, at den lille landsby midt på landevejen mellem Lemvig og Struer skulle være en by uden en skole. Ligesom så mange andre landsbyer rundt omkring i landet fik permanent lås på skolelokalerne. Byen matrikelejere vidste godt, at det her betød mere end et farvel til børnene.

Det var deres erindringer, deres fælles gods, der blev lukket ned for. Derfor gik alle foreningerne i sognet sammen om at købe skolen for en krone af kommunen og genskabe et nyt bevægelses- og kulturhus med navnet Gudum Sognehus i de gamle klasselokaler. Et arbejde, der er inde i sin sidste fase før åbningen i august. 

Arbejdstøjet er på. Sandfarvede slidstærke bukser, der kan tåle støv og snavs. Den gamle pedel kommer hver dag på skolen som senior sjakbajs sammen med en gruppe af byens andre pensionister. De hjælper håndværkerne med at gå til hånde. I den ene del af bygningen er væggene revet ned og de gamle gulve er blevet revet op. Den andel del står intakt med knagerækker, tavler og sløjdlokale.

Når Ove står der midt i forandringen af de lokaler, han igennem så mange år har taget sig af, bliver han ikke kun ramt af vemoden igen. Alvoren møder ham også.

»Da jeg kom hertil i 1966, lå der syv købmandsforretninger. Der var skomager, tøjbutikker og cykelhandler. Der var liv og glade dage. Det er ovre nu. Skolen er den sidste redning, vi har. Det står og falder med det her.«

Gymnastiksalen er formet ligesom de fleste af ældre dato. Parketgulvet er slidt ned af tusinde børnefødder og kommer stadig med en svedlugt hængende i træet. Skamlerne hænger på væggen og ringene truer oppe under loftet. Den sal har Gitte Fiskbæk selv stået og lavet øvelser i.

Fra 1967 til 1976 gik hun på skolen og husker blandt andet, hvordan der dengang var en prydhave, som børnene under ingen omstændigheder måtte gå ud i. I dag er hun formand for det nye hus, der skal have en åben terrasse, som alle 900 mennesker i byen har lov til at træde ud på.

Gitte Fiskbæk kender godt følelsen. Den 53-årige kvinde har også set Gudum langsomt miste sin identitet i takt med, at butikkerne lukkede ned én efter én. Sammen med et par stykker begyndte hun over telefonen at have samtaler om, hvad der kunne redde Gudums skole.

Et fælles møde måtte være begyndelsen, blev de enige om. Alt lige fra strikkeklubber til forsamlingshusets bestyrelse blev inviteret op på skolen for at diskutere om man kunne være fælles om driften og om folk overhovedet var interesserede i at skabe et nyt møderum for Gudum, der skulle fungere som lokalt kraftcenter.

»Vores frygt var, at hvis Gudum ikke kunne tilbyde noget, ville borgerne søge andre steder hen. Gudum skal ikke være et sted, som man bare kører forbi på landevejen. Hvor folk inde i bilerne tænker, at her sker ikke noget. Så kunne vi lige så godt sætte skilt op ved vejen, hvor der står:  »Her sker ikke en skid.«

Hun erkender det blankt. Gudum som spøgelsesby er en tanke, hun har tænkt mange gange. Hun har også spekuleret på, om de bare skulle kaste håndklædet i ringen og erkende, at der ikke længere er plads til alle små landsbyer i Danmark. At nogen må ophøre med at eksistere, og den nogen ligeså godt kunne være Gudum.

»Vi må bare insistere på, at vi har nogle ting at tilbyde her, som der er værd at fremhæve. Vi har en unik natur med en masse smeltevandsdale. Vi har både skoven og fjorden. Det må kunne bruges på en eller anden måde. Vi skal ikke efterligne en større bys tilbud. Det kan vi ikke konkurrere imod. Vi skal give et andet tilbud.«

En initiativgruppe blev nedsat på fællesmødet. Den skulle samarbejde med kommunen om at overtage skolen. Derefter kom en stiftende generalforsamling til foreningen og en masse ansøgninger til fonde om penge. Der blev også oprettet en styregruppe med repræsentanter fra byens foreninger. Bygge- og Anlægsfonden gav to millioner kroner til projektet og lokalt hentede man 800.000 kroner ind. Frivillige fra byen meldte sig til alt fra rengøring til kagebagning.

Byens borgere mente, at nu ville det gå stærkt. Men ovre hos Bygge-og Anlægsfonden rystede man på hovedet af de tidsoptimistiske planer. Tre år kom det til at tage i alt. Tre år, hvor byen er blevet rystet sammen på ny.

»Selvom jeg har boet hele livet, har jeg lært nogle mennesker at kende her fra byen, som jeg ikke kendte før. Det har styrket fællesskabet i byen. Jeg er ikke sikker på, at det her kunne have ladet sig gøre for 20 år siden. Der tror jeg ikke, at folk kunne se dem selv i de samme lokaler som dem fra missionshuset eller forsamlingshuset. Dengang var dørtærsklerne var meget høje.«

Det er nok stædigheden, der gør det. Den der er en kulturel fordom om vestjyderne, men som vestjyderne selv står ved.

»Vi gør noget ved tingene selv. Vi er også stolte. I gamle dage da andelsbevægelsen begyndte, gik landmændene jo sammen om mejerier. Den der ånd er der stadigvæk. Vi er alle præget af en opvækst, hvor landmændene har haft et fællesskab. Vi hjælper, hvor vi kan. Det er helt klart vores force,« siger Gitte Fiskbæk.

En dag gik hun oppe på skolen sammen med sin 25-årige søn for at nogle tage billeder. Da sønnen så de tomme lokaler med det gamle skoleklaver, bordene og stolene, udbrød han spontant:»Hold kæft, hvor er det trist.« Det var hele hans barndom, der forsvandt der. Skolen er et arkiv over alle vores minder. Og nu bliver det bevaret. Alle har været vant til at komme her. Enten som elever eller som forældre. Alle har nogle følelser bundet til det her sted.«

Børnefamilierne kommer nok ikke væltende til Gudum, fordi byen har fået et nyt hus med både festlokale, fitness og gymnastiksal. Det ved de. Men der er allerede færre huse til salg og de ældre tilflyttere kan vise sig at være en gave for byen. 

»Mange af de ældre er i dag meget aktive mennesker, der er involverede i foreningslivet på en anden måde end børnefamilierne. De har en solid økonomi. Jeg kan ikke se, hvordan udviklingen skal vende. Når de unge stadig flytter til København eller andre store byer, bliver landsbyer som vores måske bare et sted, hvor man har nogle får til at græsse. Nu har vi prøvet at gøre noget. Så vi ikke om ti år sidder her og fortryder, at vi bare lod stå til.«

Inde i det der bliver det nye festlokale, er Ove Lehn Kristensen i gang med at lange rockwool ind til håndværkerne. Med hænder, der i seje bevægelser arbejder uden tøven. Da han i sin tid hørte om planerne for skolen, varmede det.

Nu behøvede d. 1. august 1988 og d. 12. august 2011 ikke længere stå alene som pejlemærker i hans fortid. Andre datoer kunne komme til.

»I stedet for et farvel til skolen endte det med at blive goddag igen. Hvad jeg skal lave, når huset åbner, ved jeg ikke rigtig. Jeg kan nok ikke lade være med at komme herned og lige se om alt er som det skal være.«