Skolelederformand om Muhammed-tegninger i undervisningen: »Det er ikke en begrænsning af ytringsfriheden – det er at se realiteterne i øjnene«

Et fransk terrordrab på en underviser, som viste sine elever Muhammed-tegninger i en time om ytringsfrihed, samt trusler mod en dansk lærer, som ville gøre det samme, har genantændt diskussionen i Danmark: Skal danske elever se Muhammed-tegninger? Nej, mener skoleledernes formand.

Claus Hjortdal er formand for Skolelederforeningen og mener ikke, der er nogen grund til at vise danske elever tegninger af profeten Muhammed, når der undervises i eksempelvis ytringsfrihed. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Det var en uhyrlig forbrydelse, der sidste uge kostede en fransk lærer livet i en forstad til Paris i Frankrig.

Det er der ikke to meninger om, understreger formanden for Skolelederforeningen i Danmark, Claus Hjortdal.

»Det er utilstedeligt, det må ikke ske,« siger Claus Hjortdal. Men han havde ikke selv vist de tegninger i sin undervisning, som endte med at koste Samuel Paty livet.

Fredag sidste uge blev den franske lærer dræbt og fik skåret sit hoved af af en 18-årig gerningsmand, efter at Paty i en undervisningstime om ytringsfrihed havde vist sine elever karikaturtegninger af den muslimske profet Muhammed.

Siden har flere danske lærere åbent fortalt, at de bruger tegningerne i deres undervisning. Én skrev på Facebook, at hun ville til at gøre det i sympati med sin franske kollega, men modtog efterfølgende trusler og har nu slettet sit opslag.

Claus Hjortdal mener, det er en dårlig idé at vise sine elever tegningerne.

»Skal vi sikre en tegners ytringsfrihed i folkeskolen? Er det vores opgave? Kan man forklare ytringsfrihed på andre måder uden at krænke nogen?« spørger han retorisk:

»Hvis man på forhånd ved, at man krænker nogle forældre og støder elever fra sig, så har man fejlet i folkeskolen. Vores opgave er ikke at provokere nogen til at tage afstand. Lærerens undervisning er direkte mislykkedes, hvis tre elever går ud af klassen, fordi de nægter at høre, hvad han siger.«

Et synspunkt, som eksempelvis direktøren i den juridiske tænketank Justitia, Jacob Mchangama, ikke giver meget for på Facebook.

»En lærer er blevet dræbt  – DRÆBT – for at vise Muhammedtegninger i en skoleklasse. Alligevel mener personer med ansvar for at ruste danske børn og unge til at begå sig i et demokratisk og pluralistisk samfund i fulde alvor, at man 'kapper dialogen' ved at vise tegninger, i relevant undervisningssammenhæng«.

Claus Hjortdal, er der situationer, hvor du mener, det giver mening at vise sine elever Muhammed-tegninger?

»Vi har kunnet undervise i ytringsfrihed i hundredvis af år uden at vise Muhammed-tegninger. Det tror jeg stadig godt, vi kan, og jeg tror også sagtens, man kan fortælle om dem, og hvis eleverne er mere interesserede, kan man sige, at de kan finde dem på nettet. Jeg vil ikke vise dem i undervisningen, fordi der sidder Yasmin og Muhammed, og deres forældre har en tro, der gør, at man ikke må håne dem ved at vise dem her i undervisningen. Det vil jeg ikke gøre, lige som jeg ikke vil gøre noget, som kan gøre andre kede af det«.

Er det et problem? At nogen risikerer at blive kede af det?

»Men hvorfor har vi behov for at vise tegningerne? Hvad vil vi med lige præcis det? Hvad er den positive hensigt ved at vise tegningerne? Det kan jeg godt efterlyse, hvis det betyder, at nogle elever ikke vil følge undervisningen. Der mangler vi respekten for de elevers tro.«

»At nogle få idioter med samme tro reagerer voldeligt, det er en anden sag. Det er ikke dem, vi snakker om. Vi snakker om ganske almindelige troende muslimer, som synes, det her er grænseoverskridende og ikke bryder sig om det. Jeg synes, at vi fejler som folkeskole, hvis vi i ytringsfrihedens hellige navn vil presse et billede ned i hovedet på folk. Jeg kan ikke se den positive hensigt andet, end at vi kan gøre det. Tegnerens ytringsfrihed er sikret gennem blade, medier, museer osv. Det er ikke vores opgave, at sørge for, deres billeder kommer frem.«

Hvad så med eksempelvis seksualundervisning i klasser med børn af forældre fra Indre Mission? Skal man undlade at fortælle dem om homoseksualitet?

»Nej, det skal man selvfølgelig ikke. Men man behøver jo ikke vise billeder af det. Det er billedet, der gør forskellen. Der er ingen problemer i at snakke med en klasse med muslimske børn om, hvilke mekanismer der træder i kraft. Der kan man få en god diskussion om billede/ikke billede, og hvad betyder det. Det er fair og ordentligt og vigtigt at få alle børn til at forstå, at man ikke kan bestemme i verden ved vold.

Lærer man ikke netop børnene det, når man kan bestemme, at der er nogle tegninger, som ikke skal vises på grund af truslen om vold?

»Der er det, jeg siger: Er vores opgave i folkeskolen at sikre, at alle forstår, hvordan ytringsfrihed fungerer, eller er det at være repræsentant for ytringsfriheden ved at sige og gøre alt, vi har lyst til? Jeg mener ikke det sidste, jeg mener det første. At vi skal få dem til at forstå det. Og det gør vi altså ikke ved at skubbe nogen fra os. Så skaber vi bare endnu mere konflikt, og så fejler vi fuldstændigt. Man får ikke folk med sig ved at provokere dem.«

Nazisterne lavede karikaturtegninger af jøder i 30erne. Hvis man har jødiske børn i sin klasse, skal man så undlade at vise de tegninger?

»Jamen, nogle karikaturtegninger virker stødende, og det er specielt i religiøse fundamentalistiske grupper – dem har vi også i Danmark – hvor man kan komme til at støde nogen. Det er klart, hvis jeg havde jødiske børn i en klasse, ville jeg da overveje, hvad for nogle ting jeg skulle vise. Sådan er det da. Man skal da overveje, om ikke det er lige så godt at forklare, at nazisterne hånede jøderne, som det er at vise et billede, som måske bagefter kan bevirke, at børnene tager det med sig og driller det jødiske barn«.

Truslen om vold, der er forbundet med at vise de her Muhammed-tegninger. Spiller den en rolle i forhold til din holdning?

»Det er ikke volden som sådan, der spiller en rolle. Det er, at man nedgør og håner folks religiøsitet og overbevisning. Jeg tror ikke, vi får et bedre samfund af, at vi støder folk fra os og kæmper mod nogen. Vi får bare skabt endnu stærkere grupperinger, og det har vi ikke behov for. Vi har brug for forståelse.«

»Da de dannede skolerne i 1800-tallet, arbejdede de med det flotte begreb »frisind«. Det handler om, at enhver har ret til den holdning, man har, og at jeg vil gå i døden for, at du har lov til at have din holdning. Det er ikke ligefrem sådan, vi har det i øjeblikket. Vores tolerance over for andre er ret begrænset i de her år. Det gælder fra alle sider.«

Men der er vel en meget klar forskel på at sige folk imod med ord og den yderlighed, man så i Frankrig …

»Den afgørende forskel er lige præcis illustrationen af noget, man ikke accepterer i en religiøsitet. Man accepterer ikke et billede af Muhammed, og det vidste læreren godt. Igen: Man skal overveje, når man siger til børn, at det er frivilligt, om de vil være derinde, om man så får sit budskab igennem, når nogen forlader klassen. Fik han sit budskab igennem? Det ved jeg ikke. Der skete nogle frygtelige ting, som er fuldstændigt uacceptable. Men får man sit budskab igennem, når der er nogle børn, der ikke vil høre på det?«

Truslen om vold, der ligger i tegningerne. Har den indflydelse på din holdning til, om man skal bruge dem i undervisningen i Danmark?

»Den får mig til at reflektere over, om det er nødvendigt at bruge dem. Den vold er ikke rimelig. Men er det nødvendigt at fremprovokere den? Det er jo det, der er spørgsmålet lige nu, når lærere siger, de vil have ret til at vise billedet, så vil de også have ret til at skubbe elever fra sig og ret til at gøre nogle forældre vrede og risikere, at nogen griber til en kæp at slå dem med og i værste fald slå ihjel. Det er også den ret, de kræver: At der ikke er nogen, der må blive sure på dem.«

»Og det kan vi jo ikke garantere. Hvis vi ved, nogen bliver sure på en, og man gør det alligevel, så må man forvente, at der kommer en reaktion. Det er de mekanismer, vi skal være opmærksomme på.«

Problemet er jo ikke, at nogen bliver sure, men at der er en trussel om vold. Det er vel en begrænsning af ytringsfriheden.

»Volden er en begrænsning af ytringsfriheden. Det stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved. Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om vi skal hæve ytringsfrihedens flag så højt, at vi fremprovokerer en konflikt i klassen. Og vi kan sagtens gøre noget andet end at smække billedet op i panden på folk. Det er ikke en begrænsning af ytringsfriheden – det er at se realiteterne i øjnene i forhold til den opgave, vi er stillet.«

Man kommer vel så til at undervise i, at ytringsfriheden er en begrænset frihed, som kommer an på, hvorvidt nogen har tænkt sig at yde vold mod dig, hvis de ikke kan lide det, du siger?

»Ja, og det er jo en interessant diskussion at have i en overbygningsklasse. Er det sådan et samfund, vi ønsker, hvor man slår folk ihjel, hvis de siger noget, man ikke kan lide? Det er en væsentlig del af snakke om. Der tror jeg, vi kan flytte børnene. Det er det, vi skal som skole.«