Skolelærer sendte én sms til 9. klasses-elev: Nu er han fyret og politianmeldt

Højmarkskolen i Holsted. Fold sammen
Læs mere
Foto: Google Maps

Mandag modtog Vejen Lokalpoliti en anmeldelse om en lærer fra Højmarkskolen i Holsted, der angiveligt har sendt en grov sms til en 9. klasses elev. Nu er læreren fyret.

Politiassistent Morten Aslev fra Vejen Lokalpoliti bekræfter overfor BT, at de mandag modtog en anmeldelse i den pågældende sag.

»Nu skal vi i gang med efterforskningen, hvilket inkluderer afhøringer af de involverede parter,« siger han.

Ifølge JydskeVestkysten er læreren fyret på grund af en grov sms til en 9. klasses elev, og inspektøren på Højmarkskolen, Lene Korsgaard, bekræfter overfor avisen, at læreren nu er blevet bortvist, fyret og politianmeldt for at sende en grov sms til en kvindelig elev.

»Jeg kan bekræfte, at der er en sag, men ellers kan jeg ikke udtale mig. Det er skolechefens bord,« oplyser Lene Korsgaard til JydskeVestkysten.

Afdelingschef for Dagtilbud & Skole, Regin Holm Nielsen, som er overordnet chef for alle skolerne i Vejen Kommune, medgiver, at Lene Korsgaard har bortvist en lærer, men han vil ikke uddybe hvorfor.

»Jeg ved ikke, hvor de (JydskeVestkysten, red.) har oplysningerne fra. Jeg mener, de er baseret på rygter,« siger han til BT.

Dog siger han til JydskeVestkysten, at: »Kommunens jurister har vurderet sagen, og det er deres opfattelse, at sagen er så grov, at det har medført en bortvisning. Nu må sagen så gå sin gang.«

Skolens forældre er orienterede om, at læreren ikke længere arbejder på skolen.