Skilsmisseboom kan skyldes statistisk forskydning

Antallet af skilsmisser boomede sidste år, samtidig med at det blev gjort nemmere at blive skilt. Men der er ikke nødvendigvis en sammenhæng, mener formanden for Danske Familieadvokater.

Selv om antallet af skilsmisser sidste år var rekordhøjt, er det ikke ensbetydende med, at danskerne flygter ud af ægteskabet som aldrig før.

Det kan skyldes en statistisk forskydning, vurderer formanden for Danske Familieadvokater, Helle Larsen.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 36.449 personer med en dansk adresse blev skilt sidste år, og det er en stigning på 20 procent i forhold til 2012, da 30.292 personer gik fra hinanden.

Siden 1. juli 2013 har det været muligt at blive skilt på internettet blot ved hjælp af NemID, så man har kunnet springe separationsperioden på seks måneder over.

»Jeg kan være skeptisk for, om der er tale om et boom eller bare en statistisk forskydning. Hvis nogle, som tidligere ville være nødt til at gå gennem separation, nu går direkte til skilsmisse, så summer det tal jo sammen, og man får et kunstigt højt niveau for 2013. Så i virkeligheden skal man lidt på afstand af tallene, før man kan sige noget generelt om udviklingen,« siger Helle Larsen.

Skilsmissecoach Mette Haulund mener, at det stærkt stigende antal skilsmisser kan være efterdønninger fra finanskrisen.

»Mange er kommet ud af krisen og har fået en bedre økonomi, så de har fået råd til at droppe ægteskabet. En anden gruppe har forgæves forsøgt at få familien til at fungere i kriseårene og har så nu valgt at give op,« siger hun til P4 Bornholm.

Formanden for Danske Familieadvokater kan dog ikke nikke genkendende til, at flere søger skilsmisse, fordi de har »fået bedre råd«.

»Krisen har betydet, at flere har været presset på økonomien og derved kan have haft sværere ved at få parforholdet til at fungere. Men det er ikke mit indtryk, at selve skilsmissetallet har været afhængig af krisen. Jeg har heller ikke haft kunder, der nu er kommet i arbejde og har fået bedre råd, som så kommer og siger, at de vil skilles,« siger Helle Larsen.

Samtidig med, at antallet af skilsmisser steg sidste år, blev færre danskere gift. Sidste år blev 51.358 personer gift, og det er et fald på lidt over fire procent sammenlignet med 2012.

Det giver ifølge formanden for Danske Familieadvokater behov for en debat omkring lovgivningen for ugifte, samboende danskere.

»Selv om vi har færre, der giftes og flere, der bliver skilt, holder danskerne jo ikke op med at bo sammen af den grund. De gør det bare på en anden måde end tidligere. Det kan betyde, at lovgivningen bliver gammeldags, fordi så vil flertallet af dem, der bor sammen have en anden status end ægteskab. Det er lovgivningen ikke tilpasset, hvis for eksempel den ene dør eller bliver alvorligt syg,« siger Helle Larsen.