Skilsmisse kommer med børnene

Danskerne har størst risiko for skilsmisse efter fem års ægteskab, viser tal fra Danmarks Statistik.

Foto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Charlotte Berg havde kendt sin mand i to år, da de blev gift. Efter fem års ægteskab og et barn blev de skilt. En klassisk historie, når man kigger i tallene fra Danmarks Statistik.

De viser, at risikoen for skilsmisse er størst efter fem års ægteskab, og halvdelen af alle skilsmisser falder inden for de første ni års ægteskab. Fra da af falder risikoen langsomt for til sidst at være teoretisk, når man har passeret sølvbrylluppet, skriver Kristeligt Dagblad.

»Når man får børn, glider man let fra hinanden, og det hele går op i logistik og børnepasning. Man glemmer, at man ikke kun er forældre, men også et par,« siger Charlotte Berg, der er rådgiver om samlivsforhold, og har skrevet bogen »Skilsmisse - det gode samarbejde er et spørgsmål om vilje«, der udkom i foråret.

Hun mener, at det ofte er kvinderne, der ønsker skilsmisse, fordi de har svært ved både at være mor og kvinde og stiller meget høje krav til det perfekte liv.

»Bare fordi man bliver mor, behøver man jo ikke at blive husmor, men det sker for en del kvinder,« siger hun.

Antallet af skilsmisser har været for nedadgående de seneste år, og selvom faldet har været størst i de unge generationer, der har været gift relativt kort tid, rykker det ikke ved, at kurven når sit højdepunkt efter fire til fem års ægteskab - typisk når børnene er små.

Ifølge psykolog og parterapeut gennem 30 år Ebbe Scheel Krüger er det oftest kvinderne, der tager initiativ til skilsmissen, når der er kommet børn. Men han tilskriver i høj grad mændene ansvaret.

»Kvinderne står alligevel alene med det hele, og så kan de lige så godt blive skilt. Jeg er forbavset over, hvor få mænd, der har opdaget, hvad der er sket med kvinder i de seneste 50 år,« siger psykologen, der har praksis sammen med sin hustru i Århus.

Han mener, at skilsmissetallene ville ændre sig dramatisk, hvis man øremærkede et halvt års barselsorlov til fædrene. På den måde ville familierne fra begyndelsen være mere lige om opgaverne og i højere grad fungere som en enhed.

I Furesø Kommune har der de seneste to år været tilbud om næsten gratis parterapi som led i et forsøg under Familiestyrelsen.

Og her er erfaringen, at mange familier er yderst pressede på tid. Mange af dem er i deres hårdeste tiår med småbørn og fuld fart på karrieren.

Der er ikke meget voksentid, og ikke alle forhold kan klare belastningen.

»Mange er dårlige til at prioritere hinanden. Derfor foreslår vi nogle gange, at de skemalægger deres tid, så man er sikker på i hvert fald en gang om ugen at få tid til at tale sammen,« siger parrådgiver siger Jytte Skjøt Møller.