Nationalklenodierne Egon, Benny og Kjeld er langt fra begravet, for nu kommer de også i 3D-animation. Spørgsmålet er så, om det er en forbrydelse mod Erik Ballings og Henning Bahs' filmiske arvestykke, eller om der er tale om tiltrængt fornyelse?
Ser man på historien, følger den i hvert fald den velkendte skabelon. Olsen-banden er igang med en ny forbrydelse, for Egon har fået en genial idé. Eller rettere, et godt tilbud. Han har fået opgaven at stjæle H.C. Andersens velbevarede fjerpen, så den kan indgå i en lyssky handel med en kinesisk våbenminister. Det skulle han få 30 millioner for, men selvfølgelig snyder hans gamle fjende Hallandsen, der nu er blevet spindoktor for statsministeren, ham. Og hverken de to indvandrer-mekanikere, Allan og Johnnie, eller Yvonne gør livet lettere. Så må Egon og de to andre i Olsen-banden tænke i en ny plan, der involverer en boremaskine, et glas honning, en flaske sveskejuice og en bunke døde rotter.
For lidt nytænkning
Lidt spændstigere nytænkning ville have været velkommen. Det er en form, vi kender til kanten af kedsomhed, og kun de moderne nutidsreferencer, slang-jokes og parodier, som på Anders Fogh Rasmussen, redder filmen fra at føles som en total unødvendig gentagelse. Vittigheder, der i øvrigt nok vil gå hen over hovedet på de mindste børn.
Det største moderne tiltag er naturligvis, at animationen er lavet i 3D og er den første danske spillefilm med almindelig biografpremiere i 3D. Her lægger filmen ganske flot ud. Desværre bliver niveauet ikke holdt, og taget i betragtning, hvor godt vi (på kort tid) er blevet vante fra det væld af amerikanske 3D-film, der er kommet ud i år, er 3D-effekten okay, men langt fra imponerende. Animationen er lavet med ferm satirisk overdimensioneret streg, og havde det ikke været fordi, mundbevægelserne på figurerne, der ligner en bugtalerdukkes, ville der ikke være en finger at sætte på den.
Så alt taget i betragtning, er »Olsen-banden på de bonede gulve« en rimelig underholdende omgang med velvagte stemmer til figurerne, der kunne have været både værre og bedre, men som givetvis vil more både store og små.