Skattestyrelsen vil undersøge digitale banker

Skatterådet har givet Skattestyrelsen lov til at indhente betalingsoplysninger fra ti digitale banker.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skattestyrelsen kan komme i gang med at undersøge betalinger til digitale internationale banker for at se, om de har rent mel i posen.

Det kan ske, fordi Skatterådet har givet tilladelse til, at styrelsen kan indhente betalingsoplysninger fra betalingskort udstedt af ti udvalgte e-moneyvirksomheder.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

En e-moneyvirksomhed er ifølge Skattestyrelsen en ny kategori af banker, der opererer digitalt på tværs af landegrænser og ikke har fysiske filialer i eksempelvis Danmark.

Virksomhederne har en begrænset banklicens, og derfor er de ikke forpligtet til at udlevere data på samme måder som normale banker.

Men med Skatterådets tilladelse bliver det nu alligevel muligt at indhente data for at se bankerne efter i sømmene.

Underdirektør i Skattestyrelsen Kim Tolstrup siger, at man især er interesserede i at se, om der er nogen, der benytter bankerne til lyssky aktiviteter.

»Det er klart, at noget af det her handler om, at borgere og virksomheder benytter sig af de muligheder, der findes. Helt legale formål, som du og jeg også benytter os af.«

»Men i og med at pengeoverførselsvirksomheder som neobanker ikke på samme måde skal indberette oplysninger til skattemyndighederne og politiets hvidvasksekretariater, appellerer det samtidig til nogen af dem, som måske ønsker at omgå reglerne. Det har selvfølgelig vores interesse,« siger han.

Skattestyrelsen kan dermed nu gå i gang med at undersøge bankerne.

Styrelsen vil kigge nærmere på transaktioner, beløber og steder, hvor bankernes betalingskort er blevet anvendt.

Det kan give anledning til en nærmere undersøgelse, hvis styrelsen mistænker, at der kan være foregået noget ulovligt.

Styrelsen forventer, at resultatet af undersøgelsen vil være klart ved udgangen af første kvartal af 2023.

/ritzau/