Skatteminister klar med lovændring hurtigst muligt

Danmark skal på en række punkter ændre pensionsregler efter EU-dom - skatteministeren vil hurtigst muligt være klar med lovforslag, oplyser Skatteministeriet.

Skatteminister Kristian Jensen (V) vil hurtigst muligt fremsætte et lovforslag, der bringer de danske regler om fradrags- og bortseelsesret for pensionsbidrag i overensstemmelse med EU-retten.

Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse, efter at EF-Domstolen tirsdag fastslog, at de eksisterende danske regler er i strid med hele tre artikler i Traktaten. Dommen har fastslået, at regler, der kun giver fradrags-eller bortseelsesret for pensionsindbetalinger til nationale pensionsinstitutter, ikke er i overensstemmelse med EU-retten, konstaterer ministeriet.

Derfor må Danmark ændre reglerne, og der forventes fremsat lovforslag herom hurtigst muligt, fastslår Skatteministeriet.

- Indtil lovgivningen og systemerne er på plads, vil det fortsat være en betingelse for skattemyndighedernes godkendelse af fradrag for indskud på en pensionsordning, at denne er oprettet i et dansk pengeinstitut, skriver ministeriet.

/ritzau/