Skat taber opgør med Microsoft i landsretten

Principiel sag om såkaldt transfer pricing er afgjort af Østre Landsret.

Direktør for Microsoft Danmark Marianne Dahl Steensen ses her på Disruptionsrådets pressemøde på Hotel Comwell i Rebild Bakker, tirsdag den 5. december 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Skatteministeriet har onsdag tabt en retssag til Microsoft Danmark.

I en principiel afgørelse om såkaldt transfer pricing har Østre Landsret afvist myndighedernes påstand. Den gik ud på, at selskabets skattepligtige indkomst for årene 2004 til 2007 skulle forhøjes med i alt 307 millioner kroner.

Ganske vist var dokumentationen fra Microsoft Danmark ApS for transfer pricing ikke rettidig. Men dette får ikke den konsekvens, at myndighederne kunne foretage en skønsmæssig skatteansættelse, fastslår retten.

Dommerne er enige med det resultat, som Landsskatteretten tidligere er nået frem til.

Striden drejer sig om, hvorvidt Microsoft Danmark skulle beskattes af kommissionsvederlag for Microsoft Ireland Operation Limiteds salg på det danske marked. Og om der skulle betales skat, også når en pc af et multinationalt fabrikat med et integreret Microsoft-styresystem blev solgt i Danmark.

Skatteministeriet har hævdet, at Microsoft Danmarks markedsføring også havde en effekt på salget af integrerede produkter, og at selskabet havde krav på vederlag for dette salg.

Men Microsoft Danmark frifindes altså af landsretten. Samtidig skal Skatteministeriet betale selskabet halvanden million kroner i sagsomkostninger.

Byretten havde henvist sagen til landsretten, fordi den betragtes som principiel. Ministeriet har nu mulighed for at anke dommen til Højesteret.