Skarven i tilbagegang

I 2007 ynglede det laveste antal skarver i Danmark i 15 år. Det viser årets tællinger fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet.

Skarven er på tilbagetog i Danmark, selv om den til tider upopulære fugl er fredet. 2007 bød på det laveste antal ynglende skarver i 15 år. Den største tilbagegang i det seneste år er konstateret i Limfjorden, Kattegat og Lillebælt. Det viser årets tællinger fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet. Antallet af reder i 2007 var 35.300, hvilket er 8000 færre end i 2000, hvor bestanden toppede.

Tilbagegangen er blandt andet et resultat af mindre føde og Skov- og Naturstyrelsens forvaltning af kolonierne, som blandt andet indebærer oliebehandling af æg og bortskræmning af skarver, som vil etablere nye kolonier. Forvaltningen af skarverne har nu fulgt den samme plan i seks år og er aktuelt under revision.

/ritzau/