Skandalesagen om amputerede ben: Region blev advaret mindst otte gange

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Mindst otte gange blev der advaret i skandalesagen om amputerede ben, skriver Avisen Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og hjertelig velkommen til Berlingskes nyhedsoverblik.

I dag er det store bededag, og det betyder, at du formentlig har taget hul på en forlænget weekend.

Du kan roligt læne dig tilbage og måske snuppe en varm hvede, for vi har været dagens nyheder igennem og har udvalgt de vigtigste.

Vi skal blandt andet forbi Københavns Kommune, der har oplevet mere alvorlig cyberaktivitet på det seneste, og så kan du blive klogere på, hvad Venstre og Konservative vil bruge de penge, som en ny CO₂-afgift kaster af sig, til.

Derudover skal vi også forbi amputationsskandalen, hvor det er kommet frem, at regionen blev advaret ikke mindre end otte gange, inden en meget omtalt rapport var klar.

God læselyst.

Bagdør stod åbent for russiske statshackere

Københavns Kommune har registreret øget alvorlig cyberaktivitet rettet mod kommunens infrastruktur, efter at Rusland gik i krig i Ukraine.

Det fremgår af et notat, som Økonomiudvalget gennemgik i tirsdags, skriver Berlingske her til morgen.

Den øgede aktivitet skal være observeret i februar og marts.

Kommunen konstaterer, at beredskabet lever op til de anbefalinger, som Center for Cybersikkerhed, der hører under Forsvarets Efterretningstjeneste, har sat op.

Alligevel har bagdøren i et tilfælde stået på klem for russiske statshackere. Det kan du læse mere om ved at klikke her.

V og K stiller krav til grøn reform

De penge, som staten indkasserer fra en ny CO₂-afgift, skal sendes tilbage til virksomhederne i form af eksempelvis lavere energiafgifter.

I hvert fald hvis det står til partilederne, Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K), der går sammen om et fælles krav til en grøn skattereform.

Det skriver Jyllands-Posten.

Der er tale om et modspil til det forslag, som regeringen fremlagde i april. Dette indeholder en afgift på 750 kroner per ton CO₂, dog med rabat til store udledere som eksempelvis Aalborg Portland.

Indtægterne skal ifølge regeringen bruges til at støtte virksomheder, der vil sikre grøn omstilling. Det er dette, som Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen nu kommer med deres bud på.

Militæranalytiker advarer om »farlig« russisk propaganda

Den russiske propagandamaskine pumper for fulde drøn. Således blev den svenske forfatter Astrid Lindgren for nylig hængt ud som nazist.

Og selvom det for mange kan virke som det rene galimatias, kan det være farligt, påpeger Jeanette Serritzlev, der er militæranalytiker ved Center for Værnsfælles Operationer under Forsvarsakademiet.

Hun påpeger, at det er farligt, at propagandaen bliver negligeret:

»Vi danskere tror, vi er så veluddannede, at vi ikke er til fals for propaganda. Men man skal ikke gå særlig langt ned i kommentarsporet, før det trænger igennem hos nogen,« siger hun i dag til Berlingske.

Du kan blive klogere på den russiske propagandamaskine ved at klikke her.

Finnerne kan gøre NATOs grænse mod Rusland dobbelt så lang

I går sendte Finlands præsident og premierminister rystelser ud gennem Norden og resten af verden med budskabet om, at Finland bør søge om at blive fuldt medlem af forsvarsalliancen NATO.

Sådan et medlemskab vil gøre den samlede landegrænse mellem NATO og Rusland mere end dobbelt så lang – i høj grad stik imod Ruslands ønske.

Hvis Finland og Sverige, som også ventes at ansøge om medlemskab inden længe, bliver en del af NATO, er det derfor uundgåeligt, at den geografiske balance i Østersøregionen bliver forrykket betydeligt.

Det vurderer lektor ved Forsvarsakademiet Claus Mathiesen i et interview til TV 2.

»De baltiske lande, som vi har anskuet som udsatte i forhold til russisk aggression, bliver i væsentlig grad mindre udsatte. De er stadigvæk geografisk placeret, så det ikke er så let, men et finsk og et svensk NATO-medlemskab vil ændre markant på deres position,« siger han.

Opgør med indædt EU-modstand lurer

I denne weekend afholder Enhedslisten årsmøde i Hafnia-Hallen, og i den store multisportshal i Valby vil der med overvejende sandsynlighed ske et opgør med partiets hidtidige EU-kurs.

I hvert fald hvis det står til Pernille Skipper. Hun og andre prominente partiprofiler står bag et forslag til en helt ny EU-politik for venstrefløjspartiet.

Forslaget lægger op til et brud med den EU-modstand, der har hersket i partiet.

»Det er jo vigtigt at forandre sig med den verden, der omgiver en. Og det EU, vi kender i dag, er et helt andet end det EU, der var for 10, 20, 30 år siden,« siger hun i dag i et interview med Berlingske.

Du kan læse hele interviewet ved at klikke her.

Otte gange blev region advaret i skandalesag

Region Midtjylland eller regionens hospitaler er blevet advaret mindst otte gange om, at der var noget helt galt på de karkirurgiske afdelinger. Det er her, at en alt for høj andel af patienterne fik amputeret ben.

Det skriver Avisen Danmark.

Advarslerne dækkede over for høje amputationsrater eller kapacitetsproblemer, og de kom, inden en opsigtsvækkende analyse for nylig fik skandalen til at rulle. Her kom det frem, at op mod flere hundrede patienter gennem årene kunne have undgået amputationer af ben.

Informationen om de mange advarsler kalder eksperter »forbløffende«, og de kritiserer, at advarslerne blev overhørt. Det kan du dykke ned i ved at klikke her.

Det sker der i dag

Enhedslisten tager hul på sit årsmøde, der løber fra 13. til 15. maj og bliver afholdt i Valby.

Op mod 40 af verdens fremmeste klimaledere afslutter deres møde i København. Mødet er en opfølgning på sidste års klimatopmøde i Glasgow.

På den kulturelle bane er der igen fredagsrock i Tivoli i København. Arrangementet blev aflyst sidste fredag, fordi forlystelsesparken frygtede uro. I dag er det Martin Jensen, der gæster Plænen.

Rigtig god dag.