Skandalen der ikke vil dø

Alle troede, at bostedet Tokanten var på rette vej efter afsløringerne i Berlingske Tidende i december 2007, da forstanderen blev fritstillet efter at have skjult hundredvis af magtanvendelser for kommunen – heraf mange ulovlige. Men nu rejser to anonyme breve spørgsmålet: Behandles beboerne i dag mindst lige så dårligt som før afsløringerne?

Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Brevet kom som et chok.

Det var dateret 16. juli 2008 og stilet til Københavns Kommunes Socialforvaltning.

Overskriften lød:

»Anmeldelse af grove overgreb og ulovlige magtanvendelser på Bostedet Tokanten«:

»Efter at have været vidne til adskillige ualmindelig grove overgreb og ulovlige magtanvendelser over for de udviklingshæmmede beboere udøvet af flere ansatte på Bostedet Tokanten, ser jeg ingen anden mulighed end at anmelde dette til Københavns Kommunes Socialforvaltning,« skrev én, som efter eget udsagn havde arbejdet på bostedet »gennem en årrække«.

Brevet af 16. Juli 2008 er forbløffende. I virkeligheden burde det slet ikke findes. Ikke efter skandalen i december 2007 og hele oprydningen efter den.

Men det gør det. Syv måneder efter at forholdene på bostedet Tokanten gav danskerne ondt i maven og syv måneder efter en kæmpeoprydning i Københavns Kommune, er Socialforvaltningens direktør, Anette Laigaard, igen begyndt at få bekymrende post.

Tokanten blev landskendt som stedet, hvor en forstander gennem flere år skjulte hundredvis af magtanvendelser mod otte udviklingshæmmede beboere. Mange af dem var åbenlyst ulovlige, og de ramte mennesker næsten uden sprog. En pædagog stod kort før jul frem i Berlingske Tidende og fortalte, at de udviklingshæmmede blev låst ude og låst inde på deres værelser samt slæbt hen ad gulvet, hvis de blev urolige eller aggressive. Personalet skrev ca. 641 indberetninger fra 2001 til 2007, men forstanderen undlod at sende dem til kommunens socialforvaltning, sådan som loven kræver.

Samtidig blev beboernes konti malket for at afholde udgifter til hjælpemidler for 306.475 kr., som bostedet retteligt skulle have afholdt.

Skandalen fik konsekvenser langt ud over Tokanten: Tilsynet med bostederne blev udliciteret, flere kontorchefer i kommunen forlod kort efter deres stilling og organisationen i Socialforvaltningen blev lagt helt om. Bostedsskandalen undergravede tilliden til socialborgmester Mikkel Warming (Enh) og hans forvaltning, som ifølge en uafhængig undersøgelse handlede for lidt og for sent på personalets advarsler.

Særligt belastende blev håndteringen af en personlig e-mail fra den tidligere ansatte pædagog Christina Petersen til borgmester Warming, hvori Tokantens whistle blower bad om hjælp, fordi hun ikke følte, at hun blev taget alvorligt i forvaltningen.

Det nye brev handler igen om Bostedet Tokanten og afdelingen Persillevej 2A, »som siden december 2007 har været under massiv kritik for forholdene på afdelingen«:

»Vores forstander blev derefter afskediget, og flere tiltag blev iværksat for at dæmme op over for de ulovlige overgreb samt den direkte og indirekte vold mod afdelingens beboere. Dette lovede både de almindelige ansatte og ledelsen at rette op, men dette er imidlertid ikke blevet tilfældet. Tværtimod er overgrebene blevet forværret, idet flere ansatte virker sure og vrede på beboerne, som så kommer til udtryk i det daglige gennem råb og skrig ad beboerne, flere er blevet låst inde på deres værelser uden at få mad og drikke samt er blevet lagt i seng uden hverken at have fået børstet tænder eller skiftet ble og tøj.«

Derefter følger en meget direkte kritik af en navngiven og angiveligt toneangivende medarbejder, som ifølge brevet skal have udøvet direkte vold mod flere af beboerne, hvis de ikke lige forstod vedkommende, og hvis beboeren kom til at spilde sin mad eller tisse i bukserne.

»Kæft, trit og retning«, hedder det i brevet.

»Jeg må derfor på egne og flere af mine kollegaers vegne bede Københavns Kommunes Socialforvaltning om at tage vores problemer på 2A alvorligt og hjælpe os med en løsning på, hvordan vi kan dæmme op for den vold og magtmisbrug, der stadigvæk og i stigende grad er en del af hverdagen på Bostedet Tokanten.«

Derudover opfordres kommunen i brevet til at interessere sig for forholdene på en anden af Tokantens afdelinger, Irlandsvej 27B, der skal have de samme problemer – »volden, de ulovlige overgreb samt uanmeldte magtanvendelser«.

Indholdet af brevet er – skønt ubekræftet – en gentagelse af den sag, som i december fik medarbejdere på en stribe andre bosteder til at stå frem og fortælle om ulovlige magtanvendelser og nedværdigende behandling af beboerne. Også menige medarbejdere måtte tage deres afsked. På bostedet Lindebo og flere andre bosteder blev beboerne også behandlet dårligt, og Københavns Kommune meldte ud, at der efter alt at dømme var langvarige og dybtliggende problemer med den pædagogiske kultur på store dele af det gamle Sundbyvang på Amager, hvor Tokanten hører under.

Men der er et problem med det nye brev: Det er anonymt og bare underskrevet »en meget bekymret ansat på Bostedet Tokanten 2A«. Det kan være et falsum eller ondsindet bagvaskelse, selv om afsenderen tydeligvis har detaljeret viden om forholdene.

Men med de tidligere skandaler i erindring havde forvaltningen ikke mange muligheder: De ledende embedsmænd i kommunen var nødt til at tage brevet alvorligt.

Socialforvaltningens adm. direktør Anette Laigaard skrev derfor den 23. juli til Tokantens ledelse og medarbejdere om det anonyme brev og dets hårde anklager. Også de pårørende til beboerne, Folketingets Ombudsmand, de ansattes fagforening LFS og de udviklingshæmmedes interesseorganisation LEV blev orienteret. Alle fik de besked om, at tilsynet ville foretage en undersøgelse og afholde samtaler med medarbejderne på afdelingerne Persillevej 2A og Irlandsvej 27B under Tokanten, skrev hun.

Men endnu før resultatet af den undersøgelse forelå, var der igen brev til Socialforvaltningen.

5. august 2008 kom endnu et anonymt brev. Endnu en gang fra en brevskriver, som anførte at være ansat på Tokanten, men på afdelingen Irlandsvej 27B.

Den anonyme brevskriver nummer to kommer med en række anklager omkring en anden navngiven medarbejders behandling af bostedsbeboere. Ifølge brevet skal der på afdelingen Irlandsvej 27B være en lille, men hård kerne af medarbejdere, som behandler beboerne meget dårligt og direkte ulovligt.

Brevskriveren afslører viden om, at forvaltningen allerede har haft kig på bostedet og været på besøg den seneste tid – ja, brevskriveren har selv været til samtale. Problemet er bare, at den pågældende ikke har tillid til forvaltningens fremgangsmåde. Samtalerne foregår på den daglige arbejdsplads, og medarbejderne har ikke nødvendigvis fortalt, hvor dårligt nogle af medarbejderne ifølge brevskriveren behandler beboerne. Derfor synes brevskriveren, at forvaltningen burde afholde samtalerne et andet sted end på arbejdspladsen. Så ville helt andre ting komme frem i dagens lys, anfører brevskriveren.

Nu ligger der altså to anonyme breve, angiveligt fra to forskellige afsendere på to forskellige afdelinger på Tokanten. Begge handler om dårlig og ulovlig behandling af beboere.

I denne uge har forvaltningen derfor indkaldt medarbejderne til nye samtaler på Kvalitets- og Tilsynskontoret i Socialforvaltningen langt væk fra Tokanten. »Kun ved at få alle oplysninger frem i forbindelse med de anonyme henvendelser kan vi få sat et punktum for den anonyme kritik, som skaber utryghed for både medarbejdere og beboere i det daglige arbejde på bostedet,« skriver kommunen i et brev til medarbejderne.

Men forvaltningens problem er indtil videre, at de anonyme klagere ikke har givet sig til kende ved samtalerne. Derfor kan kommunen hverken be- eller afkræfte, om der kan have været episoder, hvor ansatte igen er gået over stregen på Tokanten, siger Anette Laigaard:

»Vi har undersøgt det grundigt, og indtil nu har vi ikke grund til at tro, at der generelt set er hold i det, som står i brevene. Men vi mangler stadig nogle samtaler og har ikke konkluderet endeligt endnu. Det er svært at afvise, at der kan have været enkelte episoder, som nogle medarbejdere har opfattet som problematiske, når vi får anonyme henvendelser, og når de, som skriver brevene, ikke giver sig til kende ved samtalerne herinde. Der er dilemmaer i hverdagen, og der kan have været episoder, som medarbejdere har opfattet som svære, men vi har ikke kunnet identificere enkelte episoder, fordi klagerne har valgt at være anonyme.«

Hun erkender dog, at de to breve, uanset hvad, vidner om, at der stadig forestår et oprydningsarbejde på Tokanten:

»Jeg bliver ked af det, når der dukker sådanne breve op. Den slags anonyme anmeldelser er tegn på, at noget ikke er, som det skal være. Men jeg mener, at de primært udspringer af nogle samarbejdsproblemer på stedet, som vi er nødt til at tackle grundigere, end vi har gjort tidligere. Derfor har vi bedt om en ekstern arbejdsmiljøundersøgelse, fordi hverken vi, medarbejderne eller brugerne er tjent med, at der ikke er et ordentligt arbejdsmiljø,« siger Anette Laigaard.

Socialforvaltningens undersøgelse fortsætter, indtil samtalerne med medarbejderne er slut. Men den forventes afsluttet i denne måned.