Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hun havde ikke meget familie tilbage. Den nærmeste var Kirsten Moldam fra Frederiksberg, og hendes datter. Helena fra Lolland var moster til Kirstens afdøde mand, så de var ikke direkte i familie. Men særligt Kirsten Moldams datter var tæt knyttet til Helena Helga Jensen. Selv talte Kirsten jævnligt i telefon med Helena, skrev altid julekort til hende og havde flere gange været i kontakt med hjemmeplejen.
Kirsten Moldam blev derfor helt paf af forbløffelse, da en medarbejder fra det plejehjem, som vaskede Helenas tøj, en dag ringede til hende. Medarbejderen spurgte, hvad de skulle gøre med Helena Helga Jensens tøj? »Hvad mener du?«, spurgte Kirsten. Jo, for Helena Helga Jensen var død nogle uger tidligere, den 14. januar 2004, lød svaret.
»Plejehjemmet havde vist fundet en seddel i noget vasketøj med mit navn og nummer og derefter ringet til mig. De kunne godt finde ud af detektivarbejdet. Hun stod med det tøj og spurgte, om jeg ville have det tilsendt, eller det skulle smides ud. Det var både barskt og rystende at blive ringet op af plejehjemmet på den måde og få at vide, at Helena var død,« siger Kirsten Moldam i dag.
Efter det barske opkald fra plejehjemmet ringede Kirsten Moldam straks til Nakskov Kommune, der stod for hjemmeplejen og plejehjemmet. Hun bad om en forklaring på, hvorfor hun ikke med det samme havde fået besked om Helena Helga Jensens død. Kommunen svarede, at de ikke umiddelbart havde kunnet finde nogen pårørende til Helena. Hun var derfor blevet bisat fra den katolske kirke i området og hendes urne var blevet nedsat i fællesgraven på kirkegården. Kirsten forstod ingenting. Hjemmeplejen havde vidst, at hun var pårørende. Og plejehjemmet, som vaskede Helenas tøj, havde ikke haft svært ved at finde frem til Kirsten. Men kommunen, som driver både plejehjem og hjemmeplejen, kunne ingenting.
»Vi stod i et tomrum og fik ikke noget at vide. Min datter, som var meget tæt knyttet til Helena, blev frygteligt ked af det og meget forvirret over, at hun ikke fik mulighed for at overvære begravelsen. Det bør da være almindelig anstændighed at sørge for at lede efter de pårørende, der måtte være.«
Det blev ikke meget bedre, da Kirsten Moldam kontaktede Skifteretten i Nakskov, der skulle behandle boet efter Helena Helga Jensen. Heller ikke her havde man fundet frem til de pårørende, men oplyste dog, at man havde indrykket en annonce i Statstidende, der ville udkomme en måned efter Helenas død. Andet havde Skifteretten ikke gjort, til trods for, at der stod over 400.000 kr. i boet. Altså langt over de 38.000 kr. i boet, som er den nedre grænse for, hvornår Skifteretten skal søge efter pårørende.
»Jeg fik overhovedet ikke nogen forklaring fra hverken kommunen eller Skifteretten – der var rungende tavshed. Det var lidt tabu, at jeg spurgte, fik jeg fornemmelsen af. Jeg gav lidt op i jagten på en forklaring, for jeg fik travlt med at sikre det praktiske med at rydde ud i hendes lejlighed og gå i retten.«
Da familien ryddede op i Helena Helga Jensens lejlighed, lå der masser af ting, som kunne have ledt kommunen eller politiet på sporet af pårørende – selv hvis det ikke var nogen Sherlock Holmes-type som var på arbejde den dag. I en lommebog på bordet ved siden af telefonen stod der få numre noteret – bl.a. til Kirsten Moldam og hendes datter. Og på samme bord lå der et julekort, som Helena Helga Jensen havde modtaget lige før sin død. Afsenderen var Kirsten Moldam.
Men Kirsten Moldam og familien fik det klare indtryk, at der ikke var brugt de store – om nogen – kræfter på at lede efter pårørende. Og at Helena derfor blev både bisat og begravet, uden de pårørende fik besked.
Ved kommunalreformen i 2007 blev Nakskov Kommune en del af Lolland Kommune. Berlingske Tidende har spurgt dér efter en forklaring på, hvad der gik galt dengang. Men det kan kommunen ikke give i dag, da der er tale om en gammel sag, forklarer kommunaldirektør Klaus Marius Hansen:
»Det tyder på, at kommunikationen internt mellem hjemmeplejen og de, der har foretaget begravelsen i kommunen, er svigtet. Dengang foregik det sådan, at mange notater om særlige ønsker og pårørende lå i en lille notatbog i den enkelte borgers hjem, og den skulle i tilfælde af dødsfald manuelt koordineres med kommunen om, hvem der var nærmeste pårørende og kontaktperson. I dag fungerer det elektronisk, så når vi får en dødfunden, hvor der i CPR-registret ikke er pårørende, så kan vi se i hjemmeplejens systemer, hvem der er pårørende. Så det foregår elektronisk og meget mere træfsikkert i dag.«
Klaus Marius Hansen kan ikke garantere, at andre pårørende ikke kan have oplevet det samme som Kirsten Moldam. Men han mener, at det er meget lidt sandsynligt, at det kan være sket. Han siger desuden, at kommunen bruger CPR-registret til at lede efter pårørende. Men det register viser kun en persons forældre, børn og søskende. Ikke andet:
»Der kan ikke søges på andet, og resten skal findes ved hjælp af slægtsforskning. Når vi som myndighed slår op i registret på en dødfunden, så tjekker vi i CPR, om der er forældre, børn eller søskende. Og hvis der ikke er det, så laver vi en offentlig begravelse.«
Så I søger ikke efter f.eks. bonusbørn eller onkler og tanter?
»Nej, så bliver det en annoncering, og det er ikke måden at gøre det på. Hvis der ikke er en så nær relation mellem en afdød og eventuelle pårørende, at de pårørende ikke er i kontakt med de afdøde, så går livet vel også videre. Det kan lyde lidt kynisk, men hvis der ikke er nogen som af egen drift har taget initiativ til at blive registreret i hjemmeplejen eller i kommunen som kontaktpersoner og pårørende hos os, og vi ikke kan finde dem i CPR-registret, så går vi ikke ud og søger,« siger direktør Klaus Marius Hansen fra Lolland Kommune.
Kirsten Moldam undrer sig over de hullede CPR-registre og står skuffet tilbage – stadig uden en forklaring på, hvorfor en åben kontaktbog på natbordet ikke var nok:
»Jeg ville godt have haft en forklaring dengang, og jeg undrer mig stadig over, at noget sådan kan ske. Pludselig fik vi at vide, at hun er død, og at vi ikke kan få del i begravelsen. Men vi har aldrig fået en forklaring eller beklagelse,« siger Kirsten Moldam.
