Skal vi forberede os på det værste? Få svarene på Iran-krigens gigantiske og svære spørgsmål
Iran-krigen har allerede fået økonomiske konsekvenser, og fiaskoen lurer for Trump. Ryger friværdien nu? Og har USA forregnet sig, eller kan det ende bedre, end vi tror? Få svarene i Berlingskes salon.
Mød Ulrik Bie, Birgitte Borup og Lars Bangert Struwe i salonen på toppen af Berlingske. Foto: Mathias Svold/Linda Kastrup/PR
De seneste dage viser det med al tydelighed:
Iran-krigen og den højspændte situation i Mellemøsten får konsekvenser, også for dig og mig.
Det store spørgsmål er, hvor store og langvarige de bliver. Det får du svar på, når en af landets skarpeste sikkerhedspolitiske strateger, Lars Bangert Struwe, sammen med Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, gæster Berlingskes salon. Her møder de Berlingskes internationale kommentator og USA-analytiker, Birgitte Borup, til en samtale om krigen, der i disse dage skriver sig ind i verdenshistorien.
Få ved mere om geo- og sikkerhedspolitik end Lars Bangert Struwe, der i årtier har arbejdet som rådgiver og strateg. Han vil dissekere de store spørgsmål: Hvad er formålet med krigen, som amerikanerne har haft svært ved at forklare? Og ikke mindst: Hvordan ender den?
Vi diskuterer også de langsigtede konsekvenser, ikke mindst for et politisk anspændt USA, hvor opbakningen til krigen er begrænset.
USAs præsident, Donald Trump, vil forsøge at dæmpe priserne på olie. Men kan han det? Og hvordan slipper han ud af Iran igen? Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
De økonomiske konsekvenser rammer os allerede, og Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, følger i disse dage udviklingen tæt. Proppen i Hormuzstrædet har sendt oliepriserne på himmelflugt, og en ny energikrise truer. Aktiemarkederne rutsjer op og ned, renten stiger, og de danske boligejere går måske en mere usikker tid i møde.
I Berlingskes salon får du svar på alle de store spørgsmål om den kontroversielle Iran-krig og dens følgevirkninger. Publikum får mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Det topaktuelle arrangement foregår fredag 13. marts kl. 10. Berlingske er vært ved kaffe, te og en croissant. Find din billet her.
Del:
Andre læser også
Kommentatorer
Trumps problem er større end krigen: Drømmen om en simpel verden er død
Synspunkter
Anders Storgaard: Måske er der bare for mange svin i Danmark?