Skal politikerne bare klappe i?

Gnidningerne mellem politikere og domstole er med afgørelsen i Sam Mansour-sagen blevet svært synlige og konkrete. For hvor meget må politikere mene?

Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, er den ene af seks folketingspolitikere, der er blevet politianmeldt af Thorkild Høyer, Sam Mansours forsvarer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En usædvanlig magtkamp er brudt ud mellem politikere og domstolen i kølvandet på terrorsagen mod Sam Mansour – bedre kendt som »Boghandleren fra Brønshøj«.

Foreløbigt er det kulmineret med politianmeldelse af seks folketingsmedlemmer.

Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder, beskriver det som »tektoniske plader, der skubber mod hinanden«.

»Jeg tror, at nogle i retsvæsenet oplever, at det politiske liv presser på nogle grænser, som politikerne tidligere holdt sig væk fra,« siger Christoffersen, som selv er jurist:

»Vi ser nogle af de samme gnidninger blandt politikere og embedsværket, hvor politikerne presser ved at forvente noget af embedsværket, det ikke har været helt parat til at levere.«

Fængsel, Facebook og Frederiksberg

Indtil videre er der sket følgende i afstikkeren fra Mansour-sagen:

Straks Retten på Frederiksberg torsdag kl. 09.35 fandt Mansour skyldig i at opfordre til terror, og inden straffen var afgjort, gik en række politikere til tasterne: På Facebook krævede f.eks. Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, Mansours statsborgerskab frataget og manden udvist.

Samme aften afgjorde retten, at Mansour idømmes fire års fængsel, men beholder statsborgerskabet. Reaktionen fra Pia Kjærsgaard og andre politikere kom igen i samme tempo.

Fredag så Torben Goldin, præsident for Retten På Frederiksberg, sig nødt til at påpege i en skriftlig kommentar på rettens hjemmeside, at det kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire måneder, hvis politikere eller andre forsøger at påvirke rettens afgørelse.

Straks greb Thorkild Høyer, Mansours forsvarer, bolden og politianmeldte folketingsmedlemmerne Pia Kjærsgaard (DF), Inger Støjberg (V), Peter Skaarup (DF), Karsten Lauritzen (V), Trine Bramsen (S) og Martin Henriksen (DF).

OK at ytre sig

Men der er langt fra politianmeldelse til en domfældelse.

Ifølge Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet, er det i hvert fald svært at sige præcis, hvor grænsen går. Han henviser til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at man gerne mene og ytre sig om verserende straffesager og afgørelsen af dem. Forudsat man ikke fremsætter urigtige oplysninger, der skal påvirke sagens udfald på en uholdbar måde.

Dermed ikke sagt, at politikere ifølge professoren bør blande sig.

»Det ville klæde politikere og andre toneangivende meningsdannere at lade domstolene passe deres i konkrete sager,« understreger Jørn Vestergaard og håber, at den aktuelle debat giver eftertanke og selvjustits:

»Det er jo naivt, hvis man forestiller sig, at dommere og domsmænd ikke er påvirkelige af massive tilkendegivelser fra ledende politikere. De er jo ikke hvem som helst, men har som folkevalgte i et demokrati det overordnede ansvar for at lovgive, og derved får deres ord en særlig vægt i den offentlige debat.«

Gnidninger med domstolene

Men flere af de politianmeldte folketingsmedlemmer afviser, at de har blandet sig i rettens arbejde.

»Jeg har overhovedet ikke forsøgt at blande mig i rettens arbejde. Jeg har udelukkende udtrykt min holdning som politiker. Det ville faktisk være ret sølle, hvis jeg – Pia Kjærsgaard – kan påvirke dommerne, og jeg tror ikke et øjeblik på det,« siger Kjærsgaard og forklarer, at der længe har været gnidninger mellem DF og andre partier på den ene side og domstolene på den anden:

»Vi er mange, som har sagt: Hvad sker der dog? Dommerne lever langtfra altid op til de intentioner, som vi har haft med lovgivningen.«

Nævninge lagde vægt på familie

At Sam Mansour beholder sit danske statsborgerskab, blev torsdag afgjort med et snævert flertal: Syv stemmer for/fem stemmer imod. Og af domsresuméet kan man komme nævningenes og retsdommernes overvejelser lidt nærmere:

Flertallet lagde vægt på Manosurs langvarige ophold og familiære tilknytning til Danmark. Det begyndte i 1983, da Mansour kom på ferie i Danmark og mødte en dansk kvinde, som han blev gift og fik fire børn med. De blev skilt i 1997, og ekshustruen fik forældremyndigheden. Mansour har i dag kontakt til to af børnene, forklarede han torsdag under sagens 14. og sidste retsdag.

Hér forklarede Sam Mansour også, at han igen forsøger at stifte familie med sin nye hustru.

Samtidig lagde flertallet af nævninge og retsdommere vægt på, det ikke kan udelukkes, at Mansour vil lide overlast ved udvisning til Marokko. Dels fordi han i 1989 uddelte løbesedler, som kritiserede regimet i Marokko. Dels fordi Mansour nu for anden gang er dømt i Danmark for at opfordre til terror.

Hverken anklagemyndigheden eller Sam Mansours forsvar har meddelt, om torsdagens afgørelsen ankes til landsretten.